Ejerleder Lasse Staal hyldes for sin indsats under Covid-19

Lasse Staal, ejerleder for Addifab Aps

“Under Covid-19-krisen opstod et akut behov for værnemidler og efterblot tre ugers udvikling og tests i Danmark stod Addifab klar til at producere en filter-adapter til dykkermasker. Dette på trods af at produktet kun kunne sælges i en begrænset periode, indtil de almindelige værnemidler var tilgængelige igen. Lasse Staal har dermed vist stor handlekraft og vist samfundssind, der kan være til inspiration til andre,” lyder det fra juryen bag Årets Ejerleder 2020.

Med et passioneret team i ryggen
Idéen opstod hos en samarbejdspartner, Emergency Medicine Specialist. At Lasse Staal havde mod på at gå i gang med projektet, velvidende at produktet kun kunne sælges i en begrænset periode, skyldes ikke mindst et passioneret team og en meget fleksibel produktionsmetode. MiMo, som produktet hedder, virker og er solgt til og brugt af hospitalspersonale i Canada, Sverige og UK. Der blev under perioden med mangel på almindelige værnemidler solgt i alt 3.500 stk.

“Lasse og AddiFab samarbejder i dag med de danske myndigheder og laboratoriet Force om en model til kommende kriser. Samarbejdet sigter mod at have en model klar, når behovet for værnemidler opstår akut en anden gang, så man ikke først skal igennem en godkendelsesproces i et system under pres. Det er at udvise samfundssind,” fastslår juryen.

Om Addifab
Lasse Staal er ejerlederen bag Jyllinge-virksomheden Addifab, der står bag konceptet Freeform Injection Moulding, der med 3D-print laver støbeforme i plast. Virksomheden er stiftet i 2014 af Lasse G. Staal, Jon Jessen og Peter Lund Sørensen, der alle har en fortid i  høreapparatsindustrien. AddiFab udvikler 3D-printere, software og materialer til brug for virksomheden, der arbejder med støbninger. Virksomhedens flagskib – Freeform Injection Moulding – er en teknologi til 3D-print af støbeforme i plast, der kan bruges i eksempelvis metalindustrien. Addifab er grundlagt i Jyllinge og har også kontor i Silicon Valley.

Om Årets Ejerleder 2020
Årets Ejerleder 2020 er også påvirket af den skygge, som pandemien har kastet over dansk erhvervsliv. Derfor har PwC i år valgt at udpege 21 ejerledere, der har vist samfundssind og handlekraft og tænkt anderledes i en krisetid – for at sikre forretning og arbejdspladser og for at hjælpe samfundet, hvor det har været muligt. Det er ejerledere, der bidrager til fællesskabet, til samfundet og til genstarten af Danmark, og som andre kan blive inspireret af. Der udnævnes således ikke i år en vinder af Årets Ejerleder 2020.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)