Eksplosion i greve – Politi: Det er ikke et uheld

Politiet har natten igennem været massivt til stede i Gersagerparken efter anmeldelse om, at der var sket en eksplosion ved opgangen til en boligblok.

Midt- og Vestsjællands Politi fik kl. 01.58 flere anmeldelser om et højt brag ved en etageejendom i Gersagerparken. Politiet rykkede talstærkt ud til stedet for at undersøge forholdet, der viste sig at være en eksplosion.

Eksplosionen har forårsaget en del materiel skade, men ingen personer er kommet til skade.

Politiet har natten igennem undersøgt området sammen med ammunitionsrydningstjenesten og efterforsker fortsat på højtryk for at få klarlagt årsagen til sprængningen.
Der er dog ingen tvivl om, at der er tale om en kriminel handling og ikke et uheld.

Det er endnu for tidligt at udtale sig om motiv og gerningsmand i sagen. Det er dog politiets umiddelbare vurdering, at sprængningen kan have relation til en lokal forankret konflikt mellem personer fra området.

For at genskabe trygheden hos borgerne i området, vil politiet være til stede i området, og personer, der har set, hørt eller oplevet noget, eller som i øvrigt mener at have oplysninger om sagen, bedes kontakte politiet, enten ved den mobile politistation, som vil være placeret i Gersagerparken, eller telefonisk på tlf. 1-1-4.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)