Eksplosiv stigning i lange dyretransporter

Flere danske grise end nogensinde før bliver læsset på lastbiler og kørt ud af Danmark på lange dyretransporter over otte timer. Mere end 11 millioner grise blev i 2019 læsset på lastbiler i op til fem etager og kørt ud af Danmark. Det viser en aktindsigt, Dyrenes Beskyttelse har fået hos Fødevarestyrelsen.

I forhold til 2018 er det en stigning i antal transporterede grise på over 15 procent på ét år. Det er stærkt kritisabelt, mener dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse:

”Det er en fuldstændig ulykkelig udvikling, at der sendes flere og flere grise på lange transporter. Lange dyretransporter er stressende og belastende for grisene, der risikerer at blive transporteret i op til 24 timer uden foder og med begrænset adgang til vand, uden plads til at ligge ned i deres naturlige stilling og uden mulighed for at søge afkøling ved høje temperaturer”, siger dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse Ditte Erichsen.

Siden 2007 er antallet af levende grise, der bliver kørt ud af Danmark på lange transporter eksploderet. Hvor der i 2007 blev kørt knap 2 millioner grise ud af Danmark var tallet steget til mere end 11 millioner i 2019 – en stigning der svarer til 454 procent.

LÆS OGSÅ:  Kære dyreven, harekillinger på solotur er ikke i fare

Flest smågrise på lange transporter

Størstedelen af de eksporterede grise er smågrise på mellem 15-50 kg. De bliver kørt til primært Polen, Tyskland og Italien, hvor opdrætterne kan få en bedre pris for grisene eller det bedre kan betale sig at opfede dem.

Antallet af eksporterede grise generelt stiger også. Hvor der i 1991 blev eksporteret 230.000 grise, blev der i 2019 eksporteret 15,2 millioner grise, hvoraf 98 procent er smågrise. Langt størstedelen af dem, nemlig 11 ud af 15 millioner, kommer altså ud på en lang dyretransport over otte timer.

”Man sætter dyrevelfærden over styr ved at sende flere og flere danske grise ud på de lange dyretransporter over otte timer ud af landet. Transport bliver aldrig god dyrevelfærd, men vi kan i det mindste transportere grisene så kort som muligt, hvis vi skal flytte rundt på dem”, siger Britta Riis.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)