Site icon 24NYT

El-løbehjul: Snart er det lovpligtigt at bære hjelm

Har du købt et el-løbehjul til nogen i julegave, så overvej også at lægge en hjelm under juletræet. Fra årsskiftet bliver det nemlig lovpligtigt at bære cykelhjelm, når man kører på el-løbehjul.

Udvalgte regler for el-løbehjul

Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

El-løbehjulet er blevet populært – ikke mindst blandt unge. Men mange kender slet ikke reglerne for de elektriske løbehjul, og nu kommer der endnu en regel, der skal overholdes. Fra 1. januar 2022 bliver det nemlig ulovligt at køre uden hjelm. Har man glemt hjelmen, vanker der en bøde.

 

Børn under 15 år skal følges med en voksen

Generelt skal man følge cykelreglerne, når man kører på el-løbehjul – forstået på den måde, at man ikke må køre på fortovet, man skal give tegn, når man svinger og standser, man må ikke bruge håndholdt mobil osv. Men man er nødt til at sætte sig ind i de særlige regler, der gælder for el-løbehjul. For eksempel skal man have lys på døgnet rundt, og så er det ulovligt for børn under 15 år at færdes alene på elektrisk løbehjul i offentlig trafik. Det gælder dermed også villaveje og stisystemer. Er man under 15 år, skal man altså følges med en, der er 18 år eller ældre.
Midt- og Vestjyllands Politi vil ved sine skolekontroller i januar være særligt opmærksom på de elektriske løbehjul.

”Jeg håber, forældrene vil sætte sig grundigt ind i reglerne, og at de sikrer sig, at børnene ikke kører alene til skole på el-løbehjul. Det er i hvert fald noget, vi vil holde ekstra øje med”, siger politikommissær Jørgen Christensen, der er leder af Operativ Færdsel hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Stopper Midt- og Vestjyllands Politi et barn under 15 år, der kører ulovligt på et el-løbehjul, vil forældrene blive kontaktet af politiet.

På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan man få gode råd om el-løbehjul og også læse mere om blandt andet regler og forsikring.

 

Exit mobile version