Elektrikerne bliver i efterlønsordningen

’Gulerod’ med skattefrie udbetalinger har hidtil ikke haft nogen stor effekt blandt elektrikerne

Siden nytår har medlemmer af efterlønsordningen kunnet få udbetalt det indbetalte bidrag skattefrit og samtidig uigenkaldeligt fravælge ordningen fremover. Men modsat den tilsvarende situation i 2012 har muligheden denne gang ikke – i hvert fald hidtil – affødt den store interesse blandt medlemmerne i Dansk El-Forbunds (DEF) a-kasse.

Det skriver fagbladet Elektrikeren, der fortæller, at i slutningen af marts – altså cirka halvvejs i den periode, hvor man kan ansøge om den skattefrie udbetaling – havde kun 175 hævet pengene. I alt har a-kassen sendt orienterende breve til cirka 6.000 medlemmer, der opfylder kriterierne for at kunne få udbetalt pengene.

I a-kassen kommer de få udmeldelser ikke som en stor overraskelse:

– Vi har opfordret medlemmerne til at tænke sig grundigt om og vurdere for og imod og se ’tilbuddet’ både i forhold til deres jobsituation, deres generelle fremtidsudsigter og deres overordnede økonomiske situation, siger forretningsfører i a-kassen Jørgen Have Poulsen.

– Det ser ud til, at vores advarsler har virket. Men det er nok også sådan, at mange af de medlemmer, der i dag er med i ordningen, besluttede sig allerede i 2012, og den beslutning har den nye mulighed ikke ændret på, siger han.

I 2012 var det også muligt at hæve bidraget skattefrit, og i DEF’s a-kasse var det cirka halvdelen af de medlemmer, som dengang indbetalte til efterlønsordningen, der meldte sig ud. Det samme gjorde sig gældende på landsplan.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)