Eliten i forsvar for værdiløse uddannelser

Fagforeningen Djøf langer onsdag aften ud efter regeringens planlagte udspil, som vil forkorte kandidatuddannelserne for en række studier og skære ned i uddannelsesstøtten (SU). Formålet med øvelsen er at flytte penge fra universitetsstuderende til professionsuddannelser. Det er for eksempel lærere, sygeplejersker, pædagoger og socialrådgivere.

Djøf, som repræsenterer mange af landets akademikere, hævder i en skriftlig kommentar, at udspillet spiller hasardspil med det danske videnssamfund. Formand Sara Vergo understreger, at “en af Danmarks afgørende styrkepositioner globalt er vores høje uddannelsesniveau. Kortere kandidatuddannelser vil gå ud over kvaliteten af vores kandidater“.

Enten taler Sara Vergo og Djøf mod bedrevidende eller er de uvederhæftige. Uddannelseskvaliteten er nemlig langtfra Danmarks styrkeposition. I 2021 offentliggjorde tænketanken DEA en række internationale kvalitetsindikatorer for de videregående uddannelser. DEA’s kvalitetsindikatorer viser, at Danmark har en meget lav international placering, hvad angår kvaliteten af de videregående uddannelser.

Det kan derfor ikke undre, at danske masseuniversiteter rangerer lavt i global sammenhæng. Hvert år udarbejder Times den prestigefyldte rangliste ”World University Ranking”, hvor universiteter fra hele verden bedømmes på en lang række parametre såsom undervisning, forskning mv. På verdensranglisten for 2022 er Københavns Universitet placeret som nr. 96, Aarhus Universitet som nr. 104 og DTU som nr. 185. Aalborg Universitet og CBS ligger i spændet mellem 201-250 og SDU ligger i spændet mellem 251-300. I europæisk sammenhæng er det påfaldende, at 33 europæiske universiteter rangerer højere end KU, som er nr. 34, mens Aarhus Universitet er nr. 39 og DTU nr. 86.

Den lave uddannelseskvalitet i Danmark betyder, at de studerende uddannes til ledighed. Universiteterne er blevet en magister-pølsemaskine, som avler en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget. Der er eksempler på studier, hvor 50 pct. ikke finder arbejde med et virkefelt inden for det studium, de har taget en uddannelse på. En del af de akademikere, der ikke kan få arbejde, ender med at få et arbejde, der ikke er akademisk. Det sker typisk ved, at de fortrænger den arbejdskraft, der er organiseret under HK. Det er udtryk for en voldsom overuddannelse, at man som ”pseudo-HK’er” har gået fem år på universitetet.

Ifølge OECD bestrider flere og flere nyuddannede danske kandidater HK-job, der kræver beskeden uddannelse. I 2018 var antallet af kandidater uddannet i perioden 2015-2017 fra RUC og Københavns Universitet, der var i HK-job, hhv. 18,4 pct. og 14,3 pct. De øvrige universiteter i Danmark oplever samme problem. Samfundet bruger således enorme ressourcer på at uddanne kandidater, som erhvervslivet ikke kan bruge.

Da Danmark uddanner mennesker til job, der ikke findes på arbejdsmarkedet, er hver femte dimittend fra de lange videregående uddannelser i København ledig i mindst seks måneder et år efter endt studium. Aalborg topper med 35 pct. København er den by, der har flest ledige akademikere såsom egyptologer, nærorientalske arkæologer og kandidater i anvendt filosofi, som samfundet ikke har brug for.

I 2010 var hver tiende i dagpengesystemet dimittend. I dag står de nyuddannede for en fjerdedel af alle dagpengemodtagere. I 2021 fik en dimittend, der ikke var forsørger, 13.815 kr. om måneden i dagpenge, mens en forsørger fik 15.844 kr. om måneden. Nyuddannede fra universitet tager derfor en “slapper” efter endt studium på skatteydernes regning. De udnytter systemet og er meget kræsne med, hvilke job de er villige til at tage. De går i flere år og venter på drømmejobbet, mens de faktisk burde være villige til at tage et ufaglært job bag kassen i Kvickly. Det er et klart symptom på den socialdemokratiske velfærdsstats forfald, at så mange nyuddannede er arbejdsløse, selv om langt de fleste kunne få et job lynhurtigt. Det er også spild af samfundets ressourcer.

Uddannelsesstøtten (SU) blev i sin tid indført for at bryde den sociale arv, men i praksis er SU en af de få overførselsindkomster, der har en negativ social profil. Det vil sige en fordeling, hvor de mindre velhavende økonomisk understøtter de mere velhavende. Den er med andre ord et statstilskud til, at bedre folks børn lettere kan opnå deres forældres sociale status og lettere kan opnå en høj livsindkomst.

Det er misbrug af offentlige midler at forsørge unge mennesker, der kan klare sig selv. Det er vanvittigt at belønne unge for at være arbejdsløse, når danske virksomheder skriger på arbejdskraft. Og det er helt urimeligt over for dem, der aldrig får en universitetsuddannelse, men som kommer ud at arbejde og betaler skat fra dag ét, at de skal betale til, at unge og rørige akademikere får dagpenge og ikke bare tager det job, de kan få.

André Rossmann