24NYT har modtaget nedenstående tekst fra en kilde, som har et indgående kendskab til Rusland og Hviderusland. Forfatterens identitet er kendt af 24NYT, men af sikkerhedsmæssige årsager udgives debatindlægget anonymt. 24NYT har ikke haft mulighed for at efterprøve oplysningerne i indlægget.
[Debat] Det 20. århundredes store revolutioner, som vendte op og ned på verden, var væbnede opstande. I 1917 f.eks. dannede bolsjevikkerne i Rusland bevæbnede ”Røde Garder” og overtog statens vigtigste funktioner: postkontoret, telegrafen og telefoncentralen. Og så tog de Vinterpaladset. Den svage regerings forsvar faldt hurtigt sammen og landet fik sig et nyt regime – det gamle Sovjet – hvis konsekvenser vi stadig ser i både Rusland og rundt om i verden. Det samme skete i flere andre lande. De nye regimer endte med at være meget mere brutale og undertrykkende end dem, de i sin tid havde væltet ved at love folket paradis på Jorden.
I vores århundrede ser det ud til, at revolutionerne ikke længere gennemføres med bajonetter. Det vi nu ser i Hviderusland, er en ny og ganske anderledes revolution. Ingen ved endnu, hvordan det ender, men bare det, at folk i hundredetusindevis i flere uger bliver ved med at gå på gaderne og kræver en ende på diktaturet og retfærdige valg, og det uden en karismatisk leder, en effektiv organisation og en kiste penge, er en stor succes i sig selv, uanset hvordan det hele ender i denne omgang.
De fleste demonstranter, både i hovedstaden Miensk, i provinsbyerne og endda i landsbyerne, er unge, som i 1994, da Lukasjenka tog magten, enten endnu ikke var født, eller var bare små børn. Og alligevel går de med det historiske hvid-rød-hvide flag i alle størrelser og puster de liv i det forsømte hviderussiske sprog. Fordi det er deres arv og fordi regimet har forsøgt at få den til at gå i glemmebogen.
Denne hviderussiske revolution, som, på trods af regimets grove voldsreaktion, fortsætter og endda vokser i styrke, er på mange måder anderledes. Noget helt nyt er kvindernes dominerende rolle. Allerede under de allerførste demonstrationer i midten af august så man plakater som: ”Revolution er kvindearbejde”. Den store demonstration den 29. august var ”Kvindernes Stormarch”. Det regnede, men regn kan også bruges til at understrege, hvad demonstranterne vil: et frit Hviderusland. Mange demonstranter gik med paraplyer i røde og hvide farver. Så kunne de både vise flag og blive skånet for regn.
Der var mange plakater, og den ene var mere kreativ (morsom) end den anden. Putin sagde for nylig, at han havde samlet en uropolitienhed, der kunne bruges i Hviderusland. Så stod der på plakaterne: ”Skal kvinderne også komme fra Rusland?” Mange læger sagde deres stillinger op og gik med i demonstrationen. Nogle bar på en plakat med teksten: ”Skal vi lade uropolitiet også overtage lægers arbejde?”
En stor gruppe kvinder gik og sang den mest kendte folkemelodi, der synges til hviderussernes midsommerfest – ”Kupalinka”:
”Kupalinka, hvor er din datter henne?
Min lille datter river roser og hendes hvide hænder bliver stukket til blods.
Hun binder roserne i en krans, mens tårerne løber ned ad kinden”
Symbolikken er klar: de kvindelige demonstranter vander forandringens roser og binder dem til en krone for deres land. Rosernes torne stikker og det gør ondt. Men kvinderne bliver ved. En kvinde gjorde sig særlig bemærket: Nina Bahinskaja. Hun er 73 og lille og spinkel. Hun gik i demonstrationsmarchen med det hvid-rød-hvide flag og en granvoksen betjent forsøgte at vriste flaget fra hende. Hun forsøgte at holde på flaget, men der var ikke meget hun kunne stille op mod den to gange større betjent. Men allerede dagen efter var hun igen, forrest i demonstrationen med et nyt flag. Her stod den lille stærke dame alene mod 15-20 betjente i sorte kampuniformer og med skimasker på. De skulle nødig genkendes.
Nina må have inspireret mange yngre kvinder og piger. Og mænd med. En pige stod med en plakat med teksten: ”Dette er det hviderussiske kvindelandshold i brydning – med regimet”. Og da man troede, at luften må vel være gået ud af ballonen, kom folk på gaden i en større demonstration. Det var den 30. august – på Lukasjenkas fødselsdag..
Den unge journalist Tatsiana Bublikava skrev samme dag: ”Her er nogle af de bedste slagord i den hviderussiske revolution. Sådan udtrykker folket, uden ledere og uden megafoner, sine politiske krav og følelser. Det er den ægte vare, affødt af den naturlige kaos, der har vist sig være vor styrke. Det varmer én om hjertet!
- Leve Hviderusland! (råber én og folk svarer) Leve! (vi er en nation og vi elsker vort land).
- Gå væk! (politisk krav)
- Vi tror, vi kan, vi sejrer! (motivation)
- Fri-Hed! Fri-Hed! (politisk)
- Kom ud! Se selv! (Lukasjenka, se, hvor mange vi faktisk er!)
- Sasja, du er fyret! (politisk)
- Vi er dødtrætte af Lukasjenka! (ingen kommentarer)
- Så længe vi står sammen, er vi uovervindelige! (selvtillid)
- En for alle – alle for en! (selvtillid og en henvisning til de mange ofre for politiets tortur)
- Det er os, der er statsmagten! (politisk)
- Hvordan har du det så nu? (sarkasme)
- Sådan kan det ikke blive ved, Luka skal ud! (ingen kommentarer)
Som sprog- og folkloreforsker, er det spændende for mig at se, hvordan disse ord afspejler de værdier, der i dag binder os sammen”.
Uropolitiet gik fra begyndelsen voldsomt til værks. Tusinder er blevet mishandlet, anholdt og tortureret i arresthusene, og mange fik fængselsstraf på et par uger ”for deltagelse i en ikke-godkendt demonstration”. Selvsagt blev ingen af bødlerne tiltalt for lovovertrædelser. Men det har slet ikke afskrækket de unge, som stadig går til demonstrationer og tusinder af arbejdere strejker.
Den kendte russiske økonom og politiske kommentator, Andrej Illarjonov, noterede forleden, at Sovjetunionens fald først nu er ved at blive en realitet: hviderusserne vil, langt om længe, af med den sovjetiske kultur, med den sovjetiske tankegang. Derfor er det gamle flag over alt og folkets gamle sprog er ved at få en renæssance.
Putin og hans talrige støtter i de russiske medier ser bekymrede ud. Hvis de ellers rolige og evig tålmodige hviderussere nu kommer på gaderne i så store tal og med så meget humor og moralsk overskud, kunne det måske smitte af på russerne. Alt imens fortsætter de store demonstrationer i den sibiriske by Habarovsk. Og en af Putins rivaler, som mange unge beundrer, Alexej Navalny, blev for nogle dage siden forgiftet og kæmper for sit liv på et sygehus i Berlin. Han er den sidste i den lange række af folk, der på den ene eller den anden måde er kommet i regimets unåde og som fik en dødelig dosis gift fremstillet i statens hemmeligste laboratorier.
Hviderusland kommer, før eller siden, at kaste despotismen af sig. Så skal de mange store problemer, der har hobet sig op i alle de år, løses. At forvandle landet og dets stivnede økonomi til et nogenlunde fungerende demokrati og markedsøkonomi, der vil være i stand til at sikre befolkningen en værdig tilværelse, er en gigantisk opgave. Men det skal gøres.
—————————
Sasja – et kælenavn for Alexander
Luka – Lukasjenskas øgenavn, ikke ligefrem venligt