Ifølge politiet har Danmark de seneste uger oplevet 100 propalæstinensiske – dvs. pro-Hamas – demonstrationer. Og mens politikerne og journalisterne fra Bruxelles til København bliver ved med at tale om to stater som løsningen på ”konflikten” i og omkring Israel – en jødisk og en muhamedansk – viser de talstærke optog, at det aldeles ikke er demonstranternes plan. Deres råb om Israels og jødernes udslettelse viser, at de kun vil have én stat – et jødefrit Palæstina. Men det er kun begyndelsen. Når jøderne er væk og borte, kommer turen til de omkringliggende arabiske stater, som de sande troende betragter som illegitime, fordi de står i vejen for Allahs endemål, nemlig et kalifat styret i overensstemmelse med Muhameds befalinger. Og når de islamiske ideologer har sat sig på hele Mellemøsten og Nordafrika, kommer turen til Europa og USA, der ifølge islams lære tilhører Allah, men er besat af vantro, der skal udryddes.
Herskerne i de eksisterende arabiske lande ved om nogen, hvad islam går ud på, og nægter derfor at modtage flygtninge fra Gaza, hvor det knusende flertal støtter Hamas’s slagterier. Egyptens leder, Abdel Fatah al-Sisi, har sit hyr med Det Islamiske Broderskab, som Hamas udspringer af, og skal ikke nyde noget af at importere mere ballade. Det samme gælder en anden af Israels arabiske naboer, Jordan.
Ifølge en nylig meningsmåling foretaget af det palæstinensiske institut, AWRAD, der hører hjemme i Ramallah på Vestbredden, bifalder 75 pct af indbyggerne i Gaza og på Vestbredden Hamas’s pogrom i det sydlige Israel. Og ingen kan lide ”den store satan”, USA, som 98 pct. hader.
Efter tildragelserne den 7. oktober og de ”uskyldige palæstinenseres” reaktion må man betragte tostatløsningen som død og begravet. Kun en afsindig israelsk regering kan støtte oprettelsen af en terrorstat.
Men det kan være, at tostatsideen får en renæssance i Danmark. Vores land er nemlig for længst opdelt i to nationer – et Hamas-land bestående af tilvandrede muhamedanere og deres venner på venstrefløjen og et andet land befolket af danskere, der helst ikke vil leve under sharialov.
Sådan er det bemærkelsesværdige og vellykkede resultat af politikernes indvandringspolitik, og man burde derfor forlange, at de tager konsekvensen af deres folkeudskiftning.
Da det må stå klart, at normale danskere ikke kan leve sammen med barbarer, der glæder sig over jøde-pogromer, og da politikerne ikke tør smide dem ud, er der ingen anden udvej end at opdele territoriet i et muhamedansk og et dansk.
Hamas kunne f.eks. få Thy og Vendsyssel. Har kunne de bo sammen med deres danske beundrere. Dvs., det kan de ikke, for der ville ikke gå mange dage, før de bløde mænd og yndige kvinder ville få halsen skåret over eller blive smidt ud fra fjerde sal.
En sådan løsning bliver ikke behagelig, men er at foretrække frem for at have Muhameds mænd rendende rundt overalt i Danmark.