Southern Poverty Law Center
Organisationen Southern Poverty Law Center (SPLC) i Alabama blev grundlagt i 1971 af advokaterne Morris Dees og Joe Levin med det formål at yde advokatbistand til sydstaternes fattige. SPLC slog deres navn fast i 1980’ernes USA, hvor de bekæmpede Ku Klux Klan gennem flere søgsmål. Ku Klux Klan var ganske vist allerede kraftigt decimeret (fra millioner i 1920’erne til under 10.000 medlemmer) på daværende tidspunkt, men den driftige Morris Dees overdrev klanens indflydelse for at skaffe sig store donationer blandt velmenende liberale i nordstaterne.
Centrets tilknyttede advokater sagde kollektivt op i 1986, da de mente, at målsætningen om at dræne Ku Klux Klan for penge gennem retssager var lykkedes, og at SPLC i stedet burde have koncentreret sig om retshjælp til sydens fattige, som jo var centrets erklærede formål. Dees mente dog, at kampen mod Ku Klux Klan solgte bedre hos de potentielle donorer, og han fortsatte derfor i samme spor. I årenes løb skiftede Morris Dees imidlertid til en mere generel bekæmpelse af ‘hadefulde’ grupper. Disse grupperinger talte ikke alene Ku Klux Klan og nynazistiske grupper, men også konservative kristne grupper, islamkritikere, modstandere af illegal indvandring, m.fl.
Der er penge i kampen mod racisme
Kampen mod Ku Klux Klan har været en lukrativ indtægtskilde. Retssagerne har været indbringende (SPLC har tjent millioner på dem) og lette at vinde, mens donorerne fejlagtigt har troet, at de bidrog til bekæmpelsen af et magtfuld fjende.
Gloria Browne var en af de få afroamerikanske advokater hos SPLC. Hun fortalte i februar 1994 Montgomery Adviser, at der var penge i “sort smerte og hvid skyldfølelse”.
SPLC vandt i 1987 en spektrakulær sag mod United Klans of America, der i 1981 lynchede den unge afroamerikaner Michael Donald. Klanen skulle betale moderen, Beulah Mae Donald, 7 mio. dollar. Den lokale avis Montgomery Advertiser skrev om dommen, at SPLC “brugte landsdækkende kampagnebreve til at skabe et billede af, at den mægtige Klan faktisk havde 7 mio. dollar” og var tvunget til at betale dette beløb til moderen. SPLC tjente i 1986-1987 omkring 9 mio. dollar på denne markedsføring. Ofrets moder endte med kun at få knap 52.000 dollar, som var hvad Klanen kunne skaffe ved at sælge deres bygninger og tilhørende grund. Af dette beløb skulle Beulah Mae Donald tilbagebetale 37.500 dollar, som hun havde lånt af SPLC. Dette fremgik dog ikke af SPLC’s markedsføringsmateriale.
En velstående organisation
Southern Poverty Law Center udbyggede deres formue i 1970’erne takket være Morris Dees’ talent for at skaffe penge og blev en af verdens mest velhavende velgørenhedsorganisationer.
Ifølge freelancejournalisten Ken Silverstein oplyste Dees i 1978, at når centret opnåede en formue på 55 mio. dollar, ville de indstille indsamlingerne og leve videre af renterne. Grænsen blev dog hævet til 100 mio. dollar i 1989. I 2010 tjente organisationen 44 mio. dollar, hvoraf blot 13 mio. dollar gik til deres menneskerettighedsarbejde. Deres likvidbeholdning var på 120 mio. kr. De var dermed den mest velhavende velgørenhedsorganisation i landet.
Charity Watch har givet SPLC karakteren “F” på grund af en stor pengebeholdning, som i mere end seks år ikke er blevet brugt til velgørenhed. Morris Dees tjente i 2018 416.948 dollar. SPLC har en fond på 471 mio. dollar og 92 mio. dollar i oversøiske kapitalfonde, herunder millioner på konti på Cayman Islands.
SPLC’s hadlister har autoritativ vægt
Southern Poverty Law Centers spektrakulære retssager mod Ku Klux Klan gjorde dem kendte i den amerikanske offentlighed. De høstede anerkendelse for deres kamp mod klanen og opnåede en autoritativ position i kampen mod racisme og intolerance.
SPLC’s overvågningsarbejde Klanwatch var forløberen til det senere Intelligence Project, der overvåger ekstremister og udgiver SPLC’s årlige hadgruppe liste. Når den årlige liste udgives, skriver de etablerede medier om det stigende had, som SPLC skulle have observeret. Listen konsulteres af politikere, journalister, erhvervsledere, techfirmaer, hotelkæder, m.fl., der bruger listen til at boycutte folk.
Listen over hadefulde grupper bliver stadigt længere. I 2000 var der 602 grupper på listen, i 2005 var der 803, i 2010 1.002, faldt i de følgende år og var i 2018 på 1.020.
Ekstremismeforskeren Laird Wilcox udgav i årene 1979-2000 en årlig guide til den amerikanske venstrefløj og en guide til den amerikanske højrefløj. Han var omhyggelig med udarbejdelsen og havde en beskrivelse af hver organisation, deres publikationer og kontaktoplysninger. Han fortæller, at SPLC medtog mange af hans organisationer i deres liste med den forskel, at de ikke medtog adresser: “SPLC har fortegnelser, som jeg aldrig har hørt om, og jeg kender dette emne ret godt. (…) Jeg har siden 1995 fået opkald fra politimyndigheder, der forsøgte at lokalisere nogle af SPLC’s “hadgrupper”. De kunne heller ikke finde dem. Jeg konkluderede, at mange af dem var forsvindende små eller ikke-eksisterende, eller de kunne ligefrem være en opfindelse fra SPLC’s side.” Wilcox indstillede publiceringen af sine egne fortegnelser efter 2000, da han ikke længere mente, at man kunne lave meningsfulde opgørelser over grupperinger med medlemmer og en fysisk placering i en tid, hvor meget foregår på internettet.
Wilcox mener, at SPLC har “brug for raceuroligheder, et stigende antal “hadgrupper” og mere racistiske forbrydelser for at kunne retfærdiggøre deres eksistens og fremme deres dagsorden. (…) De har alt at vinde: donationerne stiger, de får mere mediedækning, deres troværdighed stiger og deres politiske nytte for den yderste venstrefløj stiger.”
Også redaktør på Current Affairs Nathan J. Robinson er skeptisk overfor opgørelsen over antallet af “hadgrupper”, som han finder meningsløs, ligesom det ikke fremgår, hvor mange medlemmer disse grupper skulle have. Robinson betegner SPLC’s opgørelse som svindel. “Morris Dees-modellen er bondefangeri: Den finder så meget “had” som muligt for at generere så mange penge som muligt.”
Ifølge den afroamerikanske professor Carol Swain (hvis forskning inden for etnicitet er bleve citeret af den amerikanske højesteret) burde SPLC, hvis de havde været objektive uden poltisk forudindtagethed, have medtaget Antifa og Black Lives Matter på deres ‘hadgruppe’-liste.
Swain kritiserede i 2009, at SPLC forholdt sig tavse om New Black Panther Party ved præsidentvalget i 2008. Grupperingen patruljerede i et valgdistrikt i Philadelphia, hvor de intimiderede hvide vælgere. Dette fik megen medieopmærksomhed, men i modsætning til med andre på hadlisten var SPLC ikke ude med kritik af New Black Panther Party. Swains kritik medførte, at SPLC beskyldte hende for at være apologetisk over for hvide racister, og den efterfølgende negative presseomtale betød, at hendes karriere blev ødelagt.
Som et eksempel på SPLC’s selektivitet hvad angår racisme nævner Laird Wilcox det sydlige Californien, hvor latinamerikanske bander har fordrevet afroamerikanere fra visse områder, uden at SPLC har følt sig kaldet til at tage afstand.
SPLC samarbejder med den anti-israelske organisation ‘Council on American-Islamic Relations’ (CAIR), der har forbindelser til Hamas og af De Forenede Arabiske Emirater betragtes som en terrororganisation. CAIR presser velgørenhedsorganisationer til ikke at donere penge til grupper på SPLC’s hadliste.
Konsekvenser for de udnævnte hadpersoner
Ifølge SPLC’s tidligere talsperson Mark Potok er formålet med deres lister ikke at overvåge “hadgrupper”, men at ødelægge dem.
I 2007 udtalte han i en tale i Michigan: “Medierne vil sommetider beskrive os som overvågere af hadgrupper. Jeg vil sige lige ud, at vores mål i livet er at ødelægge disse grupper, ødelægge dem fuldstændigt”.
I 2008 sagde han i en tale i Vermont: “Man kan sommetider ødelægge disse grupper med det, man lægger på nettet. Det handler ikke så meget om, at de får politiet eller FBI på nakken, men om, at man sommetider kan bringe dem i så stor forlegenhed, at de ødelægges”. Og videre: “Vi betragter det som en politisk kamp. Vi forsøger ikke at få nogen til at ændre holdning. Vi forsøger at knuse grupperne. Vi forsøger at ødelægge dem. Ikke at sende dem uretmæssigt i fængsel eller fratage dem deres ytringsfrihed, men at ødelægge dem politisk.”
SPLC’s magt har ramt mange, der ikke deler organisationens holdninger.
Professor Carol Swain kunne som nævnt ikke ustraffet kritisere SPLC’s partiskhed, da det gik ud over hendes karriere, og hun bliver ikke længere kontaktet for at levere en ekspertudtalelse.
Amazon Smile uddeler ½ – 1% af Amazons salg til NGO’er. De udelukker organisationer, der optræder på SPLC’s liste over “hadgrupper”.
Robert Spencer, hvis side Jihad Watch ifølge SPLC er en ‘hadgruppe’, er blevet udelukket fra indsamlingstjenesten Patreon, tilsyneladende via Mastercard. Spencer gik dernæst over til at bruge GoFundMe, men de tilbagebetalte uden nogen forklaring donorernes penge. Også kreditkortselskabet Discover Card har nægtet at håndtere donationer til Jihad Watch.
MasterCard og Visa vil ikke håndtere donationer til David Horowitz Freedom Center.
Dennis Prager og Tommy Robinson er blevet afskåret fra reklamepenge i deres videoer på YouTube.
Rebel Media ville afholde et cruise, som de havde booket hos Norwegian Cruise Line, men rederiselskabet aflyste det.
Folk i hotel- og restaurationsbranchen konsulterer SPLC’s liste. Det har Act! For America mærket, da de har måttet aflyse arrangementer, der skulle have foregået på henholdsvis Hyatt Hotels og Mar-a-Lago. En embedsmand fra Det Hvide Hus, der spiste på en restaurant i Virginia, blev smidt ud af ejeren, der ikke kunne tolerere en gæst med en anden politisk overbevisning.
Pamela Geller skulle holde foredrag hos Unge Republikaneres Klub i New York, men Eventbrite annulerede billetsalget gennem dem.
Citibank ville ikke have Israel Independence Fund som kunde og gav dem en måned til at trække deres penge ud og skifte bank. Airbnb har nægtet at betjene jødiske værter, der lever på Vestbredden, mens de dog stadig accepterer palæstinensiske værter.
Fjernelse af ‘hadefulde’ monumenter
Fjernelse af monumenter er en dagsorden, som SPLC har haft i flere år. SPLC lancerede i 2015 kampagnen ‘Erasing Hate‘ og ønsker enhver henvisning til de konfødererede slavestater i syd fjernet. Navne bør ændres, statuer og monumenter fjernes. Ifølge en SPLC-rapport fra 2016 var der mindst 1.503 sydstatssymboler i det offentlige rum og mere end 700 sydstatsmonumenter og –statuer. Symbolerne kan være så forskelligartede som flag, fridage, navne på skoler, veje, broer, byer, søer, mv. Mange statuer er blevet vandaliseret med spraymaling. Antifa og Black Lives Matter har ud fra SPLC’s liste krævet monumenter fjernet og har konfronteret demonstranter, der vil beskytte monumenterne.
SPLC på anklagebænken
Den lokale avis Montgomery Adviser havde i 1994 en kritisk artikelserie om SPLC. Det kom her frem, at organisationens afroamerikanske medarbejdere følte sig dårligt behandlet: “I løbet af centrets 23-årige historie har ingen sorte haft ledende stillinger, og nogle tidligere medarbejdere siger, at sorte behandles som andenrangsborgere”. Det forlød endvidere, at racistiske bemærkninger ikke var ualmindelige på centret, og at farvede personer ikke blev hørt, hvilket påvirkede centrets arbejde og prioriteter.
I marts 2019 blev Morris Dees fyret, og organisationens arbejdsmiljø skulle nu undersøges, herunder anklager om sexovergreb og racisme. Også direktøren Richard Cohen trådte tilbage i forbindelse med skandalen.
Flere organisationer er nu trådt frem samlet i medierne og tager afstand fra SPLC’s brændemærkning af dem. I 2017 skrev 47 organisationer et åbent brev til medierne, hvori de påpegede det urimelige i at sidestille dem med nynazister og Ku Klux Klan. Medierne burde ikke ukritisk godtage SPLC’s hadlister. I april 2019 skrev 67 organisationer i åbent brev, at SPLC har mistet al troværdighed.
Flere udpegede “hadgrupper”, blandt andre Center for Immigration Studies, har valgt at sagsøge SPLC for injurier. Blandt de sagsøgendes advokater er Megan L. Meier, bemærker: “Når organisationer bliver beskyldt for at være ‘hadgrupper’ af SPLC er det en dødsdom både økonomisk og for omdømmet, da de i realiteten bliver sat i bås med Ku Klux Klan. Ingen hæderlige mennesker ønsker at blive associeret med Ku Klux Klan, så SPLC’s beskyldning om at være en ‘hadgruppe’ er utrolig effektiv til at udskamme organisationer og få dem udelukket fra donorer, indsamlingsplatforme, serviceudbydere, medierne og andre.”
Southern Poverty Law Center har tjent godt på deres aktiviteter, og har derved været velpolstrede i forbindelse med retssager, men flere har efterhånden fået mod på at krydse klinger med dem i retssager.