USA justitsminister, William Barr, har beskyldt Antifa — en militant “antifascistisk” bevægelse — for den vold, som er opstået ved George Floyd-protesterne over hele USA. “Den vold, som er fremkaldt og udført af Antifa og andre lignende grupper i forbindelse med opstanden, er hjemlig terrorisme og vil blive behandlet som sådan,” sagde han.
Barr sagde også, at den føderale regering har beviser på, at Antifa tog fuldkommen lovlige protester rundt om i landet som “gidsler” for at “kaste sig ud i lovløshed, voldelige opstande, ildspåsættelse, plyndringer af forretninger og overgreb mod offentlig ejendom, ordensmagten og uskyldige mennesker og endda mord på en føderal agent.” Forinden havde den amerikanske præsident, Donald J. Trump, givet det amerikanske justitsministerium besked på at opføre Antifa som en terrororganisation.
VOLDSOM VIDEO! Hundredevis af indvandrere amok – “borgerkrigslignende tilstande”
Akademikere og mediekanaler med sympati for Antifa har indvendt, at gruppen ikke kan betegnes som en terrororganisation, fordi den, som de hævder, udgør en løst defineret protestbevægelse uden centraliseret struktur. Mark Bray, som er en højlydt apologet for Antifa i Amerika og forfatter til bogen “Antifa: The Anti-Fascist Handbook” (Antifa: Den antifascistiske håndbog), hævder, at Antifa “ikke er en organisatorisk overbygning med en fast kommandogang.”
Empiriske og anekdotiske spor viser dog, at Antifa faktisk er et højtudviklet netværk, er velfinansieret og optræder globalt. Det har en flad organisationsstruktur med snesevis, måske hundredvis af lokale grupper. Det kan derfor ikke overraske, at det amerikanske justitsministerium i øjeblikket efterforsker personer med forbindelse til Antifa i et forsøg på at afdække den bredere organisation.
I USA er Antifas ideologi, taktik og mål langt fra af nyere dato, men er næsten helt og holdent hentet fra Antifa-grupper i Europa, hvor såkaldte antifascistiske grupper, i en eller anden form, har været aktive, næsten uden afbrydelse, gennem hundrede år.
Hvad er Antifa?
Antifa kan bedst beskrives som en transnational oprørsbevægelse, som forsøger, ofte med anvendelse af ekstrem vold, at omstyrte liberale demokratier, med det formål at skifte den globale kapitalisme ud med kommunisme. Antifas erklærede mål på længere sigt, både i og uden for Amerika, er at skabe en kommunistisk verdensorden. I USA er Antifas umiddelbare mål i øjeblikket at bringe Trump-regeringen til fald.
Antifas nemesis inkluderer ordensmagten, der opfattes som den herskende ordens befæstende håndhæver. En almindelig taktik, som Antifa anvender i USA og Europa, er at bruge ekstrem vold og ødelæggelse af offentlig og privat ejendom for at anspore politiet til en reaktion, der så bruges som “bevis” for Antifas påstand om, at regeringen er “fascistisk.”
Antifa hævder at være imod “fascisme,” en betegnelse, de ofte bruger bredt nedsættende for at miskreditere folk med en anden politisk overbevisning. Den traditionelle betydning af “fascisme”, sådan som ordet defineres i Webster’s Dictionary, er “et totalitært regeringssystem, som er styret af en diktator og lægger vægt på en aggressiv nationalisme, militarisme og ofte racisme.”
Antifa sværger til den marxistisk-leninistiske definition på fascisme, som sætter lighedstegn mellem den og kapitalisme. “Kampen imod fascismen er først vundet, når det kapitalistiske system er knust og et klasseløst samfund opnået,” ifølge den tyske Antifa-gruppe, Antifaschistischer Aufbau München.
Tysklands interne efterretningstjeneste BfV har i en særrapport om venstrefløjsekstremisme noteret følgende:
“Antifas kamp imod højrefløjsekstremisme er et røgslør. Det egentlige mål er og bliver den ‘borgerlig-demokratiske stat,’ som ifølge venstrefløjsekstremisternes opfattelse accepterer og fremmer ‘fascisme’ som mulig regeringsform og derfor ikke bekæmper den tilstrækkeligt. I sidste instans, hævdes det, har ‘fascismen’ rod i ‘kapitalismens’ sociale og politiske strukturer. Følgelig fokuserer venstrefløjsekstremister i deres ‘antifascistiske’ aktiviteter frem for alt på udraderingen af det ‘kapitalistiske system.'”
Matthew Knouff, forfatter til An Outsider’s Guide to Antifa: Volume II (En udenforståendes håndbog til forståelse af Antifa, bind 2), forklarer Antifas ideologi således:
“Antifas grundfilosofi fokuserer på kampen mellem tre basale faktorer: fascisme, racisme og kapitalisme — som, ifølge Antifa, alle er vævet ind i hinanden…. hvor fascismen opfattes som kapitalismens endegyldige udtryk eller udviklingstrin, idet kapitalisme opfattes som et middel til undertrykkelse og racisme som en undertrykkelsesmekanisme forbundet med fascisme.”
I sit essay “What Antifa and the Original Fascists Have In Common” (Det har Antifa og de oprindelige fascister til fælles) har Antony Mueller, tysk økonomiprofessor som i øjeblikket underviser i Brasilien, beskrevet, hvordan Antifas militante antikapitalisme forklædt som antifascisme afslører sin egen fascisme:
“Efter at venstrefløjen har glemt begrebet liberalisme og har gjort ordet til det modsatte af dets oprindelige betydning, bruger Antifa-bevægelsen en falsk terminologi til at skjule sin sande agenda. Selvom de kalder sig selv for ‘antifascister’ og erklærer fascismen for at være fjenden, er Antifa selv først og fremmest en fascistisk bevægelse.”
“Medlemmerne af Antifa er ikke modstandere af fascisme, men er selv dens sande repræsentanter. Kommunisme, socialisme og fascisme er fælles om sammenbindingen af antikapitalisme og antiliberalisme.”
“Antifa-bevægelsen er en fascistisk bevægelse. Bevægelsens fjende er ikke fascismen, men frihed, fred og velstand.”
Antifas ideologiske oprindelse
Antifas ideologiske oprindelse kan spores tilbage til Sovjetunionen for godt og vel hundrede år siden. I 1921 og 1922 udviklede Kommunistiske Internationale (Comintern) den såkaldte forenet-front-taktik til at “samle arbejdermasserne gennem agitation og organisation” … “på internationalt niveau og i de enkelte lande” imod “kapitalisme” og “fascisme” — to begreber, som ofte blev brugt i flæng.
Verdens første antifascistiske gruppe, Arditi del Popolo (Folkets modige milits), blev grundlagt i Italien i juni 1921 for at bekæmpe væksten hos Benito Mussolinis nationalfascistiske parti, som selv var blevet dannet for at forhindre muligheden af en bolsjevistisk revolution på den italienske halvø. Mange af gruppens 20.000 medlemmer, som bestod af kommunister og anarkister, sluttede sig senere til de internationale brigader under den spanske borgerkrig (1936–39).
I Tyskland grundlagde landets kommunistiske parti den paramilitære gruppe Roter Frontkämpferbund (Rødt frontkæmperforbund) i juli 1924. Gruppen blev forbudt på grund af dens ekstreme voldsanvendelse. Mange af dens 130.000 medlemmer fortsatte deres aktiviteter under jorden eller i lokale følgeorganisationer som Kampfbund gegen den Faschismus (Kampforbund imod fascismen).
I Slovenien blev den militante antifascistiske bevægelse TIGR dannet i 1927 for at modarbejde italienisering af Sloveniens etniske områder efter det Østrig-Ungarske Kejserriges sammenbrud. Gruppen, som blev opløst i 1941, specialiserede sig i mord på italienske politi- og militærfolk.
Syv unge tæskede 17-årig dreng: Nu er en idømt advarsel om udvisning.
I Spanien grundlagde det kommunistiske parti Milicias Antifascistas Obreras y Campesinas (Antifascistiske arbejder- og bondemilitser), som var aktiv i 1930’erne.
Den moderne Antifa-bevægelse hentede sit navn fra en gruppe kaldet Antifaschistische Aktion (Antifascistisk Aktion), som var blevet grundlagt i maj 1932 af stalinistiske ledere i Tysklands kommunistiske parti. Gruppen blev dannet med henblik på at bekæmpe fascister, en betegnelse som partiet brugte til at beskrive alle de andre prokapitalistiske politiske partier i Tyskland. Antifaschistische Aktions primære mål var, ifølge en detaljeret beretning om gruppen, at afskaffe kapitalismen. Gruppen, som havde mere end 1.500 medlemmer ved sin grundlæggelse, gik under jorden, da nazisterne tog magten i 1933.
En tysksproget pamflet — “80 Jahre Antifaschistische Aktion” (80 års antifascistisk aktion) — beskriver i minutiøse detaljer Antifa-bevægelsens fortsatte historiske tråd fra dens ideologiske oprindelse i 1920’erne til i dag. Dokumentet erklærerbl.a.:
“Antifascisme har altid i bund og grund været en antikapitalistisk strategi. Det er derfor, Antifaschistische Aktion-symbolet aldrig har mistet sin evne til at inspirere…. Antifascisme er i højere grad en strategi end en ideologi.”
I efterkrigstiden dukkede Tysklands Antifa-bevægelse atter op i forskellige skikkelser, herunder den radikale studenterprotestbevægelse i 1960’erne og de venstreorienterede oprørsgrupper, som var aktive op gennem 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.
Rote Armé Fraktion (RAF), også kendt som Baader-Meinhof-banden, var en marxistisk byguerrillagruppe, som foretog henrettelser, bombninger og kidnapninger med henblik på at bringe revolutionen til Vesttyskland, som gruppen beskrev som et fascistisk levn fra nazi-æraen. I løbet af tre årtier myrdede RAF mere end 30 mennesker og sårede over 200.
Efter den østtyske kommunistiske regerings sammenbrud i 1989-90 opdagedeman, at RAF havde modtaget træning, ly og forsyninger af Stasi, det tidligere kommunistiske regimes hemmelige politi.
John Philip Jenkins, fremtrædende historieprofessor ved Baylor University, har beskrevet gruppens taktikker, som ligner dem, Antifa benytter i dag:
“Målet for deres terrorkampagne var at udløse en aggressiv reaktion fra regeringen, hvilket gruppens medlemmer mente ville antænde gnisten til en bredere, revolutionær bevægelse.”
RAF’s grundlægger Ulrike Meinhof forklarede forholdet mellem voldelig venstrefløjsekstremisme og politiet: “Fyren i uniform er et svin, ikke et menneske. Det betyder, at vi ikke behøver at tale med ham, og det er i det hele taget forkert overhovedet at tale med disse folk. Og man må selvfølgelig godt skyde.”
Bettina Röhl, tysk journalist og datter af Meinhof, hævder, at den moderne Antifa-bevægelse er en fortsættelse af Rote Armé Fraktion. Den vigtigste forskel er, at Antifas medlemmer, i modsætning til RAF, er bange for at afsløre deres identitet. I en artikel fra juni 2020, udgivet i den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung, har Röhl ydermere gjort opmærksom på det faktum, at Antifa ikke blot bliver officielt tolereret, men bliver betalt af den tyske regering for at bekæmpe det yderste højre:
“RAF idoliserede de kommunistiske diktaturer i Kina, Nordkorea, Nordvietnam og Cuba, som af Det Nye Venstre blev forvandlet til bedre lande på den rette vej til den bedste kommunisme”….
“Den blomstrende venstrefløjsradikalisme i Vesten, som slår brutalt til ved åbningen af Den Europæiske Centralbanks hovedkvarter i Frankfurt, ved hvert eneste G-20 topmøde eller hvert eneste år den 1. maj i Berlin, har opnået det højeste niveau for etablering i staten, ikke mindst takket være støtten fra ganske mange parlamentsmedlemmer fra de politiske partier, journalister og relevante eksperter.”
“Sammenlignet med RAF mangler den militante Antifa kun nogle prominente ansigter. Af fejhed tildækker dens medlemmer deres ansigter og holder deres navne hemmelige. Antifa truer konstant med vold og overgreb mod politikere og politifolk. Den fremmer meningsløse skader på ejendom, som løber op i kolossale summer. Ikke desto mindre klagede parlamentsmedlem Renate Künast (De Grønne) for nylig i Bundestag over, at Antifa-grupper ikke havde modtaget tilstrækkelig støttet fra staten gennem de seneste årtier. Hun var optaget af, at ‘NGO’er og Antifa-grupper ikke altid skal kæmpe for at skaffe penge og kun kan indgå kortvarige ansættelseskontrakter fra år til år.’ Dette blev applauderet af Alliance 90 / De Grønne, af venstrefløjen og af SPD-deputerede.”
“Man kunne måske stille det spørgsmål, hvorvidt Antifa er noget i stil med et officielt RAF, en terrorgruppe med penge fra staten under dække af at ‘kæmpe imod højrefløjen.'”
Tysklands hjemlige efterretningstjeneste BfV forklarer Antifas glorificering af vold:
“Af venstrefløjsekstremister fortolkes ‘kapitalisme’ som en udløser af krige, racisme, økologiske katastrofer, social ulighed og gentrifikation. ‘Kapitalisme’ er derfor andet og mere end blot en simpel økonomisk orden. I den venstrefløjsekstreme diskurs er den bestemmende for den sociale og politiske form såvel som forestillingen om en radikal social og politisk reorganisering. Om det er anarkister eller kommunister: Parlamentarisk demokrati som en såkaldt borgerlig styreform bør ‘besejres’ i alle tilfælde.
“Af denne grund ser venstrefløjsekstremister gennem fingre med eller legitimerer ligefrem krænkelser af menneskerettigheder i socialistiske eller kommunistiske diktaturer eller i stater, som de angiveligt opfatter som truede af ‘Vesten.’ Helt frem til vore dage retfærdiggør, roser og fejrer både kommunistiske og autonome aktivister venstrefløjsterrororganisationen Rote Armé Fraktion eller udenlandske venstrefløjsterrorgrupper som påståede ‘befrielsesbevægelser’ eller ligefrem ‘modstandskæmpere.'”
Imens har Anti-Fascist Action (AFA) i Storbritannien, som er en militant antifascistisk gruppe dannet i 1985, affødt Antifa-bevægelsen i USA. I Tyskland blev Antifaschistische Aktion-Bundesweite Organisation (AABO) dannet i 1992 med henblik på at samle bestræbelserne hos mindre Antifa-grupper, som var spredt rundt om i landet.
I Sverige har Antifascistisk Aktion (AFA), en militant Antifa-gruppe som blev dannet i 1993, gennem tre årtier efterladt sig et spor af ekstrem vold mod deres modstandere. I Frankrig er Antifa-gruppen L’Action antifasciste kendt for sin voldsomme modstand mod staten Israel.
Efter Berlinmurens fald i 1989 og kommunismens sammenbrud i 1990 åbnede Antifa-bevægelsen en ny front imod neoliberal globalisering.
Attac, som blev dannet i Frankrig i 1989 for at fremme en global skat på finansielle transaktioner, står i dag i spidsen for den såkaldte alter(ændrings)-globaliseringsbevægelse, der ligesom Global Justice Movement (Global retfærdighedsbevægelse) er imod kapitalismen. I 1999 var Attac til stede i Seattle under de voldsomme demonstrationer, som førte til nederlaget i WTO-forhandlingerne. Attac deltog også i antikapitalistiske demonstrationer imod G7, G20, WTO og krigen i Irak. I dag er forbundet aktivt i 40 lande med mere end tusind lokalgrupper og hundredvis af organisationer, som støtter netværket. Attacs decentrale og ikke-hierarkiske organisationsstruktur synes at være den model, der benyttes af Antifa.
I februar 2016 fremmede International Komité for den Fjerde Internationale de politiske grundlæggelser af den globale antikrigsbevægelse, der ligesom Antifa giver kapitalismens og neoliberalismens globalisme skylden for eksistensen af militære konflikter:
“Den nye antikrigsbevægelse er nødt til at være antikapitalistisk og socialistisk, eftersom der ikke kan foregå nogen seriøs kamp imod krig uden kampen for at bringe finanskapitalens og det økonomiske systems diktatur, som i bund og grund er årsagen til militarisme og krig, til ophør.”
I juli 2017 samledes mere end 100.000 antiglobaliserings- og Antifa-demonstranter i den tyske by Hamborg for at protestere imod G20 topmødet. Venstrefløjspøbelen hærgede byens centrum. En Antifa-gruppe kaldet “G20 Welcome to Hell” (G20 Velkommen til Helvede) pralede af, at den var i stand til at mobilisere Antifa-grupper fra hele verden:
“Mobiliseringen imod topmødet har budt på værdifulde øjeblikke af samvær og samarbejde blandt venstrefløjs- og antikapitalistiske grupper og netværk fra hele Europa og hele verden. Vi har udvekslet erfaringer og kæmpet sammen, har deltaget i internationale møder, er blevet angrebet af politifolk, som var støttet af militæret, har reorganiseret vore styrker og slået igen. Antiglobaliseringsbevægelsen er forandret, men vores netværk består. Vi er aktive lokalt i vore regioner, byer, landsbyer og skove. Men vi kæmper også transnationalt.”
Tysklands hjemlige sikkerhedstjeneste har tilføjet i en årsrapport:
“Venstrefløjsekstreme strukturer forsøgte at dreje den offentlige debat om de voldelige protester ved G20-topmødet til deres egen fordel. Med spredningen af fotografier og beretninger om påståede uforholdsmæssige polititiltag under demonstrationerne imod topmødet skabte de et billede af en stat, som undsagde legitime demonstrationer og nedkæmpede disse med politivold. Imod sådan en stat, sagde de, er ‘militant modstand’ ikke bare legitim, men også nødvendig.”
Anden Del af denne serie vil undersøge Antifas aktiviteter i Tyskland og USA.
Soeren Kern er Senior Fellow ved det New York-baserede Gatestone Institute.