En tabersag på vej i glemmebogen

Fredsaftalen mellem Israel og Emiraterne er endnu et tilbageslag for den såkaldte palæstinensiske sag og palæstinensernes drøm om egen stat. Palæstinenserne har som bekendt haft mange muligheder for at få en selvstændig stat, men har hver gang forspildt muligheden. De skete i 1937, 1948, 1967, 2000, 2008 og senest i 2020, hvor de afviste Trumps fredsplan.

Palæstinenserne har afvist de generøse israelske fredstilbud uden at komme med noget modtilbud. Palæstinensernes ønske om, at der ikke skal eksistere en jødisk stat, har altid været større end deres ønske om, at der skal eksistere en palæstinensisk stat.

Palæstinensernes lidelser har hele vejen igennem været selvpåførte. De har afvist alle israelske tilbud om oprettelse af en palæstinensisk stat og har i stedet reageret med vold og terrorisme. Hvis palæstinenserne virkelig ønsker deres egen stat, hvorfor har de så gentagne gange afvist tilbud om “Palæstina”? Det er der ingen tilhængere af en tostatsløsning, der kan svare på.

I Gaza fortsætter befolkningen derfor et liv i elendighed uden håb og uden fremtid. De forarmede palæstinensere har intet at miste og det udnytter Hamas kynisk ved at sende dem i døden ved det israelske hegn. Kynisk, for Hamas tror ikke for alvor på, at drømmen om, at palæstinenserne kan erobre Israel og smide israelerne i havet, kan blive til virkelighed.

Da Israel offentliggjorde sine planer om at lægge dele af Vestbredden ind under israelsk suverænitet, har det ikke udløst noget ramaskrig internationalt. De arabiske stater i Mellemøsten har nemlig andet at give sig til end at tænke på palæstinenserne. Flere arabiske ledere opfatter i stigende grad Israel som en attraktiv samarbejdspartner og foretrækker derfor at samarbejde med den israelske regering frem for at gå imod den. De rige arabiske golfstater er desuden ikke interesseret i at presse Israel, fordi de ønsker at have Israel og USA på deres side i konfrontationen med Iran.

Den såkaldte palæstinensiske sag er røget ned på den politiske dagsorden over hele verden, også i EU, hvor man ikke har lyst til at udfordre Israel. Opbakningen til palæstinenserne fra den union, som slås med kriser og opløsningstendenser, er langt svagere end før. Flere regeringer og politiske partier i EU er modstandere af konfrontationer med Israel.

Det internationale samfund, herunder EU og Danmark, bidrager til miseren ved at støtte det korrupte Hamas med millioner og nægte at gøre det klart for palæstinenserne, at deres fortsatte afvisning af direkte forhandlinger med Israel ikke fremmer mulighederne for fred og en palæstinensisk stat.

Palæstinenserne står alene som aldrig før, og den såkaldte palæstinensiske sag er en tabersag, som langsomt er på vej i glemmebogen.

André Rossmann