Nordjyllands Politi har i dag, kl. 11.33, anholdt en 24-årig nordjysk mand, som politiet mistænker for at være den bilist, der i går efter en påkørsel af en cyklist forsvandt fra stedet efter ulykken. Cyklisten – en ældre mand på 87 år – døde desværre af de kvæstelser, som han pådrog som følge af påkørslen. De pårørende til den ældre mandlige cyklist er underrettet.
Ulykken, der blev anmeldt til politiet i går aftes kl. 18.04, skete på Aalborgvej ved Fristrupvej ved Aabybro.
Intensiv efterforskning
Siden ulykken har politiet efterforsket intensivt for at klarlægge hele hændelsesforløbet samt finde personen i bilen, der kørte fra stedet. Og det er den efterforskning, der nu har ført frem til, at politiet i dag kl. 11.33 kunne rykke ud og anholde en 24-årig mand fra Nordjylland.
”Vi har arbejdet med en række elementer fra ulykkesstedet, blandt andet spor fra flugtbilen. Bilen fik forskellige skader efter ulykken, hvilket gav os nogle ret konkrete ting at gå efter,” siger lederen af politiets efterforskning, politikommissær Lars Jensen, der også oplyser, at en del vidner henvendte sig med oplysninger til politiet.
Køretøj undersøges
Anholdelsen førte til, at også det eftersøgte køretøj blev fundet, og det skal naturligvis nu underkastes nærmere undersøgelser, men derudover kan politiet ikke – af hensyn til den videre efterforskning – gå nærmere ind i omstændighederne omkring ulykken.
”Men vi opfordrer fortsat borgere, der måtte have oplysninger i sagen, om at henvende sig til os. Ring på 114,” lyder det fra politikommissær Lars Jensen.
Lige nu overvejer politiets jurister, om der skal ske fremstilling af den anholdte mand, der er sigtet for uagtsom manddrab.