Endnu en fængselsdom i sag om hvidvask for 100 millioner kroner

Af Jens Fuglsang Edelholt

En 27-årig mand er den seneste dømte i et hvidvask-kompleks, der involverer en række personer og virksomheder. Manden stillede sin virksomheds konto til rådighed for andre, der førte store millionbeløb gennem kontoen. I dag er han på den baggrund ved Retten i Kolding blevet idømt to års fængsel, der blev gjort delvist betinget.

En 27-årig mand stillede sin virksomheds konto og sit NemId til rådighed for andre, der førte store millionbeløb gennem kontoen, for at sløre at pengene direkte eller indirekte stammede fra kriminalitet.

Dermed medvirkede manden til hvidvask af næsten 10 millioner kroner, og han er i dag ved Retten i Kolding blevet idømt to års fængsel, der blev gjort delvist betinget. Derudover blev han frakendt retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i Danmark eller udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset.

Pengene blev primært overført til Polen og til to danske selskaber, som Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) tidligere har fået dømt for hvidvask i samme sagskompleks.

Det oplyser Nathalie Ghiorzi Elias, der er senioranklager hos SØIK.

»Det er alvorligt, når man lader sig bruge som stråmand for kriminelle, der vil hvidvaske penge fra kriminalitet. Hvis man stiller sin konto og NemId til rådighed, medvirker man til alvorlig kriminalitet, og det bliver straffet af domstolene,« siger Nathalie Ghiorzi Elias.

LÆS OGSÅ:  46-årig mand fængslet for hvidvask af millionbeløb

Selskabet, som blev brugt til hvidvask og som nu er under konkurs, blev idømt en bøde på 5.500.000 kr., og der blev konfiskeret 1.121.387,27 fra selskabets konto.

Sagen trækker tråde til en række andre sager og selskaber, hvoraf der allerede er faldet dom i tre sager. En 40-årig mand blev midt i august idømt halvandet års fængsel for hvidvask, mens en anden mand sidst i august blev idømt tre et halvt års fængsel for hvidvask. I november blev en tredje mand idømt tre år og ni måneders fængsel for hvidvask af næsten 50 millioner kroner.

Derudover er der rejst tiltale mod yderligere fem selskaber og selskabernes direktører, og SØIK mener, at der i alt er tale om hvidvask for mere end 100 mio. kroner i sagskomplekset.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)