Nordsjællands Politi har på baggrund af den igangværende efterforskning anholdt endnu en 21-årig mand i forbindelse med skyderiet i Rungsted lørdag den 6. april.
En 21-årig mand blev fredag klokken 16.42 anholdt af Nordsjællands Politi på grund af sin formodede rolle i skyderiet, som fandt sted på Rungsted Strandvej lørdag den 6. april omkring klokken 18. Han er sigtet for drab og drabsforsøg og fremstilles klokken 10.00 i grundlovsforhør ved Retten i Hillerød. Den 21-årige har ikke tidligere været fremstillet.
– Vi har arbejdet ud fra en formodning om, at der var flere gerningsmænd på fri fod, og jeg er derfor meget tilfreds med, at vores efterforskning nu har ledt frem til anholdelsen af den 21-årige, fortæller efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Lau Lauritzen.
Anklagemyndigheden begærer lukkede døre ved grundlovsforhøret, og der kan derfor ikke oplyses yderligere detaljer om den anholdte.
– Efterforskningen pågår fortsat, og vi kan ikke afvise, at der kommer flere anholdelser i sagen, slutter Lau Lauritzen.
Nordsjællands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.