Endnu en skyldig topembedsmand går fri

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen oplyser, at den tjenstlige undersøgelse af den tidligere departementschef Henrik Studsgaards rolle i Minksagen ikke kan fortsætte, fordi han ikke længere er ansat i statens tjeneste. Det følger af almindelige tjenestemandsretlige regler. 59-årige Henrik Studsgaard er nemlig blevet ansat som ny direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune.

Man må sige, at der er gået svamp i Danmarks centraladministration. For Minkskandalen ville næppe være sket i den klassiske centraladministration præget fra top til bund af faglighed, grundighed og ordentlighed. Henrik Studsgaards, brøde består i, at han ikke tænkte på hjemmelspørgsmålet, da den katastrofale beslutning om at udradere minkerhvervet blev truffet.

Studsgaard har fået hård kritik, fordi fødevareminister Mogens Jensen måtte gå af på grund af hans ekstremt dårlige ministerbetjening. Mage til svigt og inkompetence skal man lede længe efter. Det var dog ikke nok til, at Studsgaard fik frataget sin post som departementschef. Han blev flyttet fra Miljø- og Fødevareministeriet til det nye Miljøministerium, hvor han fortsatte som departementschef.

Dette bør ikke komme bag på nogen. I bananrepublikken Danmark får skandalesager i centraladministrationen nemlig aldrig personalemæssige og/eller strafferetlige konsekvenser. Man holder hånden over fallerede topembedsmænd, som enten flyttes til et nyt velbetalt lederjob i det offentlige eller sikrer sig et velbetalt job i erhvervslivet. De bliver ikke stillet til ansvar.

Danmark har oplevet mange offentlige skandalesager, som burde have fået personalemæssige og/eller strafferetlige konsekvenser, men som er endt med en løftet pegefinger. Folketinget holder nemlig hånden over sine egne topchefer, som dermed er ansvarsfrie.

Hermed et par eksempler. Udbytteskandalen i SKAT, der har kostet skatteyderne over 12 mia. kr., har ikke fået strafferetlige konsekvenser for de to centrale personer, Jens Brøchner og Jesper Rønnow Simonsen. I dag fortsætter Jens Brøchner karrieren som departementschef i Skatteministeriet, mens Jesper Rønnow Simonsen er sekretariatschef i EVU.

Britta-sagen har heller ikke fået nogen personalemæssige eller strafferetlige konsekvenser for de implicerede. Det var den daværende socialminister Mai Mercado og hendes departementschef, Jens Strunge Bonde, der havde ansvaret for den manglende interne kontrol i Socialstyrelsen. Mercado fortsatte karrieren som grundlovsordfører for De Konservative og Jens Strunge Bonde som departementschef i Social- og Ældreministeriet.

Hvorom alting er: Et land, der ikke placerer ansvar for offentlige skandaler, er ikke et retssamfund, Et land, hvor toppolitikere og topembedsmænd vildleder parlamentet og befolkningen, krænker den private ejendomsret, koster skatteborgerne milliarder og alligevel slipper for ansvaret, er ikke et retssamfund, men en korrupt bananrepublik.

André Rossmann