Endnu et skønmaleri af den fejlslagne integration

Rekordmange ikkevestlige indvandrere er i job, kunne man læse i medierne forleden. Lad os levere lidt kontekst for at udfordre mediernes skønmaleri.

Vi spoler tiden tilbage til 2018. Under stor fanfare og tykke overskrifter har Børsen den 23. april 2018 kunnet berette, at ”Flygtninge stormer ind på arbejdsmarkedetPolitisk mod har båret frugt: vi har knækket beskæftigelseskoden”. Begejstringen skyldtes en opgørelse fra DA, der viste, at antallet af migranter i arbejde var steget fra 28 pct. i 2016 til 30,1 pct. i 2018. Det gik altså ufattelig godt.

Vi spoler tiden frem til 2020. ”Flere indvandrere falder nu ud af arbejdsmarkedet”, var den trælse meddelelse i Berlingske den 2. november 2020. Elementært, lød det fra økonomer, som pegede på, at når coronakrisen kradser, så er ansatte med ringe tilknytning til jobmarkedet og manglende kompetencer de første, der må stille op i arbejdsløshedskøen.

Vi spoler tiden frem til 2022. En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) viser, at ikkevestlige (mediernes kodeord for ”muslimske”) indvandrere brager ind på arbejdsmarkedet, og at i tredje kvartal 2021 lå deres beskæftigelsesfrekvens på 55,8 pct. mod 53 pct. i første kvartal 2020.

Virkeligheden på det danske arbejdsmarked er, at når antallet af muslimske migranter, der er i job (primært job med løntilskud), stiger, hænger det altid sammen med et opsving og er derfor midlertidigt. Så snart Danmark får økonomisk afmatning og der skal fyres, er det erfaringsmæssigt migranter, der ryger først. I Danmark bruges migranterne nemlig til at udjævne konjunkturudsving. En stor del af de migranter, der er kommet i job, vil derfor blive sociale klienter igen med det resultat, at udgiften til integrationen vil stige. Den midlertidige stigning i de muslimske migranters erhvervsfrekvens vil med andre ord ikke sikre dem en tættere og stærkere tilknytning til arbejdsmarkedet.

En væsentlig årsag til, at flere muslimske migranter er kommet i arbejde, er de gode tider på arbejdsmarkedet samt coronaepidemien, idet mange muslimer har fået et arbejde i de mange test- og vaccinationscentre.

Da virksomhederne skriger efter arbejdskraft, er de begyndt at ansætte muslimske migranter, hvilket de normalt ikke ville overveje, fordi muslimerne enten ikke har erfaring eller de rette faglige kompetencer til stillingerne. Der findes mange uheldige eksempler på, at det kan blive en dyr omgang for virksomheden, hvis den ved en fejl kommer til at ansætte medarbejdere, der ikke tager deres ansvar for at løse opgaverne alvorligt. Det ender i mange tilfælde med at gå ud over både kunder og de øvrige medarbejdere i virksomheden. 28 pct. af virksomhederne oplyser, at de har måttet afskedige medarbejderne igen – de fleste allerede inden for tre måneder efter ansættelsen.

Data fra Danmarks Statistik bekræfter, at muslimerne fra Mellemøsten og Afrika, der angiveligt ”stormer ind på arbejdsmarkedet”, har ekstrem svært ved at holde på et fast job. Kun 3 pct. af migranter og sammenførte har haft det samme job i 2 år.

Tilbage til AE’s analyse. Eftersom småtterier fejres i Danmark som syvmileskridt, er mediernes udlægning ikke andet end politisk spin, som skal skabe en illusion af succesfuld integration af de herboende muslimer. Mens omtalte stigning i muslimernes erhvervsfrekvens reelt er marginal, er der ifølge mediernes spin tale om en ”markant udvikling”.

AE’s analyse konkluderer ganske vist, at rekordmange muslimer er i job, men siger ikke noget om, hvorvidt der er tale om løntilskudsjob eller ordinær beskæftigelse. Mange kreative arbejdsgivere har nemlig fundet ud af, at de altid kan få en ny migrant i praktik og dermed slippe for at betale løn. Hver tredje eller sjette måned kan de så få en ny praktikant. De aftaler, som kommunen har med deres virksomhedscentre, er kun til for at aktivere migranter. Der kommer ikke ordinære job ud af de praktikker.

Formanden for Ydelseskommissionen og professor i økonomi Torben Tranæs mener, at det bliver svært at få de muslimske migranters beskæftigelsesgrad op på samme niveau som danskernes. Hans konklusion var den samme i 2016, hvor Tranæs i sin egenskab som økonomisk vismand udtalte: ”Hvis integration var helt uprøvet, kunne man bedre være optimistisk, men det er jo ikke uprøvet. Med de erfaringer, vi har med, hvor svært det er, kan man ikke forlade sig på, at vi bliver afgørende bedre til det. Vi har prøvet så mange forskellige ting og lavet mange forskellige reformer, men vi har ikke fundet nogen trylleformular. Og det er svært at se, at vi pludselig skulle finde den nu”.

Det siger sig selv, at hvis integrationen var en succes, ville succesen føre til en reduktion i statens udgift til indvandring. Men det er ikke sket – og vil formentlig aldrig ske.

Bundlinjen er, at de muslimske migranter fortsætter med at være en kæmpe økonomisk byrde for det danske samfund. Finansministeriets fremskrivning fra maj 2018 står fortsat ved magt: Prisen for indvandring er 33-36 mia. kr. netto om året frem til 2100. Hertil kommer, at den lave beskæftigelsesfrekvens blandt de muslimske indvandrere og efterkommere undergraver Danmarks sammenhængskraft, fordi muslimerne ikke lærer værdien af og pligten til at arbejde og dermed selv tjene til livets ophold. Og det fører til et samfundsmæssigt tab af vækst, velstand, velfærd og skattekroner.

André Rossmann