Danmark kan blive storeksportør af grøn brint baseret på grøn strøm fra nye vindmølleparker, men der mangler politisk handling, skriver to fremtrædende lobbyister for den grønne branche, Torben Möger Pedersen, formand, CIP Fonden, og Charlotte Jepsen, ledende partner, CIP Fonden, i Børsen
”Forudsætningen for at realisere eksportpotentialet er imidlertid, at der hurtigt træffes politiske beslutninger om en brintrørsinfrastruktur i Danmark med forbindelser til udlandet, og at de regulative rammer kommer på plads. Tyskland, Holland og Belgien er allerede i fuld gang med at udrulle deres brintstrategier og planlægge den brintrørsinfrastruktur og de hovedlandeveje, der skal bringe brinten til markedet.
Danmark er ved at miste muligheden for at blive en markant aktør inden for brinteksport, fordi politikerne mangler at sætte gang i planlægningen af en brintinfrastruktur med eksportforbindelser til udlandet, sætte fart på udbygningen af den vedvarende energi, som er grundlaget for produktionen af grøn brint, og skabe rammerne for kommerciel storskalaproduktion af grøn brint i Nordsøen”.