Er Bosnien-Hercegovina på vej mod et reelt systemskifte?

Flere bosniere kommenterer valgresultaterne efter lokalvalget ved at henvise til krigen og den fred, de hidtil føler, er udeblevet. De skriver ”Osjećam se kao da je konačno završio rat i počeo mir”, som betyder ”Det føles som om, at krigen endeligt er afsluttet, og freden er kommet”.

Det er især vigtigt, da Bosnien-Hercegovina er et land, som et stigende antal – især unge mennesker – forlader, fordi håbet på en bedre fremtid er begyndt at forsvinde. De fremskridt og den forsoning, de havde håbet på, udebliver – på trods af, at krigen stoppede for snart 25 år siden. Men det ser ud til, at valget kan vende om på det scenarie.

Er håbet om fremskridt og forsoning ved at blive en realitet? 

I år er det 25 år siden, krigen sluttede i Bosnien-Hercegovina. En 3,5 år lang krig, der kostede omkring 100.000 menneskeliv, sluttede ved underskrivelsen af Daytonaftalen. Aftalen gav et håb om forsoning mellem de bestridende parter, men blev i praksis siden brugt til at cementere den etniske opdeling af landet, der opstod under krigen. Det politiske system, der blev udviklet som følge af Daytonaftalen, gør det næsten umuligt for multietniske partier at vinde valg på det nationale, bosniske niveau. Det er derfor nedefra – på det lokale niveau – man skal lede efter politisk forandring og forsoning.

Mange iagttagere bemærker, at den politik, der føres på det lokale niveau i højere grad end på det nationale niveau, handler om andet end etnicitet, hvilket man også kan se ud fra valget forleden. Af den grund prøver de siddende nationalistiske partier også at gøre valgkampen til de lokale, kommunale valg til en kampagne om de etniske stridigheder, der dominerer bosnisk politik på det statslige niveau. Men valgresultaterne fra lokalvalget tyder på, at det ikke lykkedes for dem denne gang.

Multietniske partier vinder storbyerne, der ellers anses som nationalistiske bastioner 

I Bosniens to største byer Sarajevo og Banja Luka, som blandt befolkningen og politiske eliter opfattes som bastioner for henholdsvis bosniakiske og serbiske nationalistiske partier, tabte de siddende nationalistiske partier, SDA og SNSD.

I Banja Luka vandt den 27-årige Draško Stanivuković fra et centrum-højre parti over den siddende borgmester fra SNSD, som er et oprindeligt bosnisk-serbisk, socialdemokratisk parti, der med tiden er blevet mere og mere nationalistisk. Dermed mister SNSD magten, som de ellers har siddet på i 22 år.

I Sarajevo står en koalition af multietniske partier – i mindst tre ud af fire bykommuner (kampen i den sidste, fjerde kommune er stadigvæk ikke afgjort) – ikke kun til at vinde, men i tre kommuner har de allerede vundet med en meget stor margin. I den centrale bykommune Sarajevo-Centar, som er Bosniens absolut rigeste kommune, bliver den nye borgmester en etnisk serber, hvilket tyder på, at befolkningen, der primært tilhører den bosniakiske etnicitet, ikke har stemt ud fra deres etniske tilhørsforhold, men ud fra de emner, som blev italesat af den multietniske koalition under valgkampagnen.

Endeligt skal der nævnes, at nationalisterne fra det kroatiske HDZ har tabt deres bastion Tomislavgrad i det vestlige Hercegovina.