Er danske domstole virkelig uafhængige?

I Berlingske den 10. aug. skriver prof. Peter Kurrild-Klitgaard, at regeringen i sin varetagelse af samfundet under coronapandemien er gået for langt i relation til domstolene. I Domstolsstyrelsens notat af 1. marts 2020 nævnes, at “regeringen har besluttet at lukke alle offentlige instanser i Danmark, og der skal alene opretholdes de mest kritiske funktioner. I den forbindelse skal Danmarks domstole identificere særligt kritiske sagsområder, hvor driften skal opretholdes”. Det skriver Ole Schmidt i et læserbrev i Berlingske.

Problemet er, at det faktisk ikke er noget, den udøvende magt – regeringen – skal blande sig i. Det er de uafhængige domstoles egen beslutning.

Det er da sikkert “spændende” for befolkningen at få at vide, at adskillige jurister er af den opfattelse, at regeringen er gået for langt, men det er da langt mere interessant at blive orienteret om, hvorfor domstolene tilsyneladende ikke gjorde indsigelse mod regeringens beslutning.

Er dommerne ikke bekendt med deres uafhængighed af såvel den udøvende som den lovgivende myndighed?

Eller betragter domstolene deres uafhængighed kun som værende en formalitet på trods af Grundlovens § 61 og § 64?

Eller er begrebet “uafhængighed” blevet en så fleksibel størrelse eller afgrænsningen så kompliceret, at uklarhed også i dette spørgsmål er en juridisk naturlighed?