Af Morten Uhrskov, medl. af bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet.
Det er et alt for godt spørgsmål, som desværre kan vise sig at blive besvaret bekræftende. De rigeste lande i den vestlige verden, hvortil Danmark hører, har i løbet af de seneste 30-40 år overuddannet akademikere især, og det er som bekendt en kendsgerning, at akademikere, der tager deres grader i humaniora eller samfundsvidenskaberne, ligger politisk grotesk til venstre på den politiske skala sammenlignet med befolkningen som helhed.
Det samme gælder langt hen ad vejen for de studerende på de mellemlange uddannelser. Især folkeskolelærere, men også andre offentligt ansatte grupper stemmer på partier, der både tror på eksistensen af pengetræer og på, at indvandring fra den tredje verden tilsat de ”nødvendige” begrænsninger i ytringsfriheden skaber et bedre Danmark. Den der med at undervise i muhammedtegningerne har ingen gang på jorden. Skrækken vil få de mange til at undlade det, og de fleste af resten vil ikke gøre det af ideologiske årsager.
Det er med andre ord, bevidst eller ubevidst, lykkedes for de bestemmende eliter at udvande begrebet uddannelse eftertrykkeligt ved at overuddanne i enorm grad inden for bestemte områder samtidig med, at de uddannede af både egoistiske og konforme grunde bliver mere eller mindre stærkt venstreorienterede med alt, hvad det betyder af woke ideologi og politisk korrekthed i forhold til den indvandring, der underminerer ytringsfriheden så effektivt som intet andet.
For mange år siden var jeg håndværker, bygningsmaler nærmere bestemt. Med tanke på en dårlig ryg og et gigtplaget knæ er det ikke et arbejde, jeg har lyst til at påtage mig igen, men jeg lærte nogle meget vigtige ting, mens jeg var håndværker, også ud over glæden ved at have udført et ordentligt stykke konkret arbejde, som folk var glade for.
Jeg lærte især, at der hersker en betydeligt højere grad af ytringsfrihed i en skurvogn, end der gør på et universitet anno 2023. Hvis man havde opført sig som en idiot, fik man det at vide i umiskendelige vendinger, men efter den obligatoriske kvajebajer var det også i orden, og man var lige gode venner for det. Man kunne også sige sin mening helt uden frygt for konsekvenserne. Jeg var dengang ubestemt venstreorienteret og sagde derfor en del tåbelige ting. Det fik ofte de andre svende til at sige, at de var dybt uenige, men jeg havde da lige så meget lov til at sige mit sludder, som de havde til at give mig råt for usødet og sige mig midt imod.
Mit råd til fremme af mere reel ytringsfrihed er derfor at satse langt mere på at uddanne håndværkere og langt mindre på at uddanne på længerevarende uddannelser, der gør den politisk vanvittige og får dem til ikke mindst at reducere ytringsfriheden til et mærkeligt højreorienteret randfænomen.