”Lad os nu ikke male Fanden på væggen”, siger lægen til den bekymrede patient, der herefter er sikker på, at han har fået kræft. Den historie har jeg hørt fra flere cancerpatienter, hvis symptomberetning i første omgang blev viftet bort af lægen. Det samme hører vi i disse dage fra bankdirektører og politikere, der ikke kan se en voksende bankkrise for sig. Det kunne de heller ikke i 2008, før den altså lige var der. Det internationale finansielle sammenbrud i 2008 var en renlivet bankkrise, som bankerne med velvillig bistand fra politikere og medier fik smurt af på erhvervslivet. Krisen blev herefter døbt finanskrisen, hvad der lød bedre i bankchefernes øren. I årene op til 2008 var det internationale finansmarked blevet oversvømmet med finansielle stærkt dubiøse produkter med høj risiko for investorerne, men præsenteret som guldrandede lån med høj sikkerhed. Det drejede sig blandt andet om de såkaldte sub-prime lån, som var udlån til køb af fast ejendom til dårlige betalere. Disse amerikanske skod-lån var imidlertid pakket sammen med enkelte prima-lån med høj sikkerhed. Hele lånepakken blev så af de store finanshuse markedsført som solide papirer med høj forrentning. I 2006 og 2007 hobede enorme tab på disse risiko-lån sig op. Der opstod uro omkring de banker, der var højt gearet i sub-prime produkterne. I foråret gik rigmandsbanken i New York, Bear Stearns, i betalingsstandsning, og i september gik begge de store amerikanske realkreditbanker Freddie Mac og Fanny May ned med flaget. Storbanken Lehman Brothers brød sammen, hvilket udløste den globale bankkrise, da næsten alle finanshuse i USA og Europa havde omfattende forretninger med Lehman Brothers.
Alle banker mistænkte nu alle andre banker for et forestående finansielt kollaps. Interbank-systemet, som er bankernes globale handelsnetværk med milliarder af transaktioner hver eneste dag, gik i stå, da ingen banker turde låne penge ud af angst for at tabe dem til en nødlidende kollega. Bankerne var desperate for at skaffe sig likviditet, som er livsnerven i alle finansielle institutioner. Af nød kastede bankerne deres store beholdninger af aktier og obligationer på markedet, hvis værdier brød sammen under vægten af det store finansielle brandudsalg. Veldrevne danske virksomheder tabte op til 80 procent af deres børsværdi i løbet af få måneder. Hermed forsvandt deres kreditværdighed. Bankerne, der havde udløst katastrofen, forlangte at få deres lån tilbagebetalt. Det kunne mange virksomheder ikke, som så blev erklæret konkurs. Bankerne kunne så sælge stumperne og få lidt skillinger i kassen på denne lumske måde.
Nu er den gal igen. Denne gang er det ikke sub-prime lån, der er årsagen, men i høj grad bankernes eksponering til krypto-valutaerne, som er de riges nyeste finansielle legetøj. Den amerikanske Silvergate Bank måtte lukke i marts i år efterfulgt af Signature Bank i New York. Så røg Tech-selskabernes bank-darling Silicone Valley Bank (SVB), som havde investeret enorme summer i værdipapirer, der efter den seneste tids rentestigninger, ikke mere kunne afsættes uden gigantiske tab for banken. Den amerikanske regering og Centralbanken har bremset noget op for et katastrofeforløb ved at sikre alle indskud i SVB. Nu er sorteper givet videre til Credit Suisse, som ved en lynaktion i sidste uge blev reddet fra at gå i betalingsstandsning. Den schweiziske regering vred armen om på storbanken UBS, som for usle 3 milliarder Euro købte vragresterne af Credit Suisse, som ved dette års begyndelse var 45 milliarder Euro værd. Credit Suisse var ikke krypto-eksponeret, men havde kastet sig ud i en række fatale fejlinvesteringer. Flere store milliardlån til afrikanske u-lande måtte afskrives som tab, flere milliarder USD blev tabt på en krakeleret kapitalfond og hertil kom enorme bøder og kompenserende betalinger for hvidvask og svindel. Da bankens storaktionær, Saudi National Bank, pure nægtede at tilføre yderligere kapital til Credit Suisse, brød panikken løs blandt investorer og kunder, som i en masseaktion fjernede deres indskud og tilgodehavender fra banken.
Næste krise-offer ser ud til at blive Deutsche Bank (DB), som er en af verdens største banker. Lehman Brothers var en finansiel bananvogn ved siden af mægtige DB, som i krise alene kunne udløse et nyt globalt bankkollaps. USA’s regering kræver 14 milliarder USD af DB for bankens lovstridige finansielle dispositioner under den forrige bankkrise. Flere hedgefonde har allerede trukket store beløb ud af DB, hvis værdi på den tyske aktiebørs var nede med 14 procent i sidste uge. Tyske myndigheder og bankens ledelse bedyrer, at DB klarerer sig udmærket og maner til ro og omtanke, men investorer og kunder er urolige også fordi, det ikke kun er DB, der er ramt af mistillid. Den italienske storbank Monte dei Paschi di Siena måtte for nylig reddes af offentlige midler, så katten er ude af sækken, og det er i virkeligheden kun kundernes tillid til bankerne, der bestemmer, om vi kommer frelst ud af den rumlende torden i det finansielle landskab.
Under bankkrisen i 2008 var det de enkelte landes regeringer og centralbanker, der måtte hoste op med redningspakker for de synkende banker. Nu er der kommet andre regler, idet ansvaret i dag ligger hos EU som så meget andet. Det betyder, at selv ansvarsløse større banker, der som et finansielt kasino sætter kundernes penge på rouletten, kan nu være ret sikre på, at EU redder dem fra konkurs. Eller som de siger i det amerikanske bankvæsen: Privatize your gains – socialize your losses. EU sender dog regningen videre til bankernes kunder, aktionærer og i den sidste ende, skatteyderne. Så hvem skal nu betale? Rigtigt gættet. Det skal vi alle sammen. Det, der nu hedder ’fællesskabet’. Lev med det.