Mens solen stadig bager, er skybrudssikring måske ikke lige det, der står først i boligejernes bevidsthed. Men ifølge brancheorganisationen TEKNIQ er der god grund til at forberede sig på effekterne af de vandmængder, som før eller siden slippes løs over husenes tage.
Vi befinder os midt i den tørreste sommer i mands minde, hvor afsvedet græs og afbrændingsforbud blot er et par af konsekvenserne af solens konstante varmebehandling. Men selv det varmeste vejr får en ende, og ifølge brancheorganisationen TEKNIQ er der god grund til at bruge de sidste uger af sommeren på at gøre boligen klar til de kraftige regnskyl, der venter lige om hjørnet.
”Vejret er generelt blevet mere ekstremt de senere år, hvor vi både har set stigende temperaturer og regnmængder. Derfor kan vi lige så godt forberede os på, at vi før eller siden får et markant vejrskifte, som kan få store konsekvenser, hvis vi ikke er klar til det,” siger Birger T. Christiansen, teknisk konsulent hos TEKNIQ, der repræsenterer de danske el- og vvs-installatører.
Han understreger, at det første værn mod efterårets skybrud er tagrenderne, som mange boligejere glemmer at vedligeholde – især når sommervejret er indstillet på konstant hedebølge.
”Mos og gamle blade samler sig i løbet af sommeren i tagrenden og skylles med vandet hen til både nedløbsrør og samlebrønde, der stoppes til og derfor ikke kan aflede de kraftige regnskyl, som vi får flere og flere af – både i sensommeren og i efteråret,” forklarer Birger T. Christiansen.
Dyre skader
Også rent økonomisk er der ifølge Birger T. Christiansen god grund til at tjekke sine tagrender, inden vandet kommer.
”Hvis tagrenderne ikke er ordentligt vedligeholdt, vil du ofte opleve, at forsikringen ikke dækker eventuelle følgeskader, og så kan årets første skybrud pludselig blive en meget dyr fornøjelse for boligejerne,” siger han.
Og faktisk er det ganske få ting, der skal til for at forebygge skader.
”Begynd med at finde stigen frem og rens tagrenden. Man kan tit klare sig med en gammel ske og en lille spand. Der findes også mere anvendeligt specialværktøj, bl.a. en manuel tagrenderenser eller en tagrenderobot. Har man ikke lyst til selv at stå på stigen, eller er tagrenden utæt, så ring til en blikkenslager. Det er en rigtig god investering at få en fagmand til at tjekke tagrenderne,” råder Birger T. Christiansen.
Ned på jorden
Det er dog ikke kun tagrenderne, der har brug for et eftersyn. Efter en sommer, hvor jorden er blevet bagt stenhård og derfor ikke suger pludselige regnvejrsmængder lige så godt som normalt, er det vigtigt at få tjekket riste og afløb i blandt andet kælderhalse og lyskasser.
”Igen gælder det ganske enkelt om at få fejet blade og andet naturaffald væk, løftet gitre og beskyttelsesanordninger og renset så godt som muligt i rørene. Jo bedre gennemløb, desto lettere kan regnmængderne komme væk,” siger Birger T. Christiansen.
Når vandet stiger
Det er ikke alle effekter af skybrud, som kan klares med en hurtig rengøring.
Når det gælder problemer med opstigende vand, skyldes det ifølge TEKNIQ typisk kloakkernes dimensionering, højtliggende grundvand eller andre forhold, man som boligejer ikke selv kan gøre noget ved.
”I de tilfælde kan man få en autoriseret installatør til at installere ventiler, som kan forhindre, at vandet stiger op fra kloakkerne og ind i kælderen. Det er især en udfordring, hvis huset ligger lavt,” siger Birger T. Christiansen.