Er kaos den nye verdensorden?

Det er sandsynligvis sandt, at de fleste mennesker i dag bruger en stor del af deres liv på at søge stabilitet. Det gælder sikkert dobbelt for dem, der bor i krigshærgede lande eller mangler tilstrækkelig fødevareforsyning, personlig sikkerhed eller demokratisk valgte regeringer. For os, der har været så heldige at blive født efter Anden Verdenskrig i den vestlige verden, hvor demokrati er en rettighed, har vi ikke været udsat for sult, ekstrem fattigdom eller diktatorer, der er opsat på at udrydde vores etnicitet, sprog, traditioner eller – værst af alt – vores ret til at leve som frie individer.

Mens det ovenstående afsnit måske lyder som begyndelsen på en kirkelig prædiken, er det ikke ment sådan. Det er bare en påmindelse om, hvad millioner af mennesker nyder godt af – og hvad endnu flere millioner mangler. Jeg har tilbragt 26 år i seks forskellige fremmede lande i løbet af mine otte årtier på denne planet, og alligevel bliver jeg stadig overrasket over, hvor let mennesker med ressourcer har det med at klage, når deres nøje konstruerede liv og omverden bliver udfordret af uventede og nogle gange uvelkomne begivenheder – ofte foranlediget af ledere, der er fast besluttet på at føre dem ud på en rejse ind i usikkerhed.

Efter at have tilbragt de sidste 20 år på toppen af et bjerg i New Mexico i selskab med naturens væsener – som f.eks. sorte bjørne som naboer – har jeg lært mange vigtige lektier af dem. Blandt disse er evnen til tilpasning, når det gælder overlevelse. En anden er nødvendigheden af at bruge alle vores sanser og vores grundlæggende instinkt til at afgøre, om noget er en permanent trussel eller blot en midlertidig forstyrrelse. Så er der lektien om familiens betydning for vores trivsel og overlevelse og de færdigheder, vi skal bruge for at beskytte dem, vi elsker. I de år kom og gik mange sorte bjørne på vores grund. De er ikke naturligt aggressive væsner, men de er parate til at forsvare sig selv eller deres unger, hvis de opfatter noget eller nogen som en trussel. På den måde adskiller de sig fra os højt udviklede skabninger, der ofte har svært ved at skelne ven fra fjende.

I min barndom havde vi hunde af mange forskellige racer. Hver race havde sine egne egenskaber og personligheder, men alle delte de samme grundlæggende instinkter, som gjorde dem i stand til at knytte bånd til mennesker, lære af dem og overleve deres humørsvingninger. Hvis man nogensinde har set ind i en hunds øjne, kan man se ud over pupillerne og ind i deres sande natur – HVIS man åbner sind og hjerte for muligheden for, at der i deres krop ikke kun findes millioner af celler, men også en sjæl. Og det er netop deres sjæl, der gør dem elskværdige for os, som taler til os – ikke deres ydre fremtoning med pels, slappe ører eller logrende haler.

Det samme gælder de mange katte, der gennem årene har fundet vej til mig og min kone. Jeg er klar over, at mange mænd mener, at katte på en eller anden måde ikke fortjener deres kærlighed, og at kun hunde, som kan trænes til at adlyde deres kommandoer, er den sande “mandens bedste ven”. Men jeg vil hævde, at katte minder mere om os mennesker med deres stædige individualitet og gadekloge instinkter. Katte har tendens til at overveje deres handlinger, mens hunde ofte imødekommer vores behov for kontrol eller dominans. Det er ikke en fornærmelse mod hunde – blot en iagttagelse af forskellene mellem skabninger og de lektier, vi kan tage med os fra deres selskab.

Der er én udfordring, som millioner af mennesker – især i den vestlige, industrialiserede verden – står overfor i dag. Det er administrationen under den nuværende amerikanske præsident, Donald J. Trump. Aldrig i min erindring, siden verden gjorde op med Anden Verdenskrigs diktatorer, har én mand været så nedgjort, hånet, latterliggjort og foragtet af sine modstandere – og samtidig så hyldet af sine tilhængere – som Trump. Hans stil er hverken som en hund, en kat eller en bjørn, men den er forudsigelig: Den minder om en teenager, hvis hormoner raser i kroppen, og som føler sig stærkere, end han i virkeligheden er – og som er villig til at teste grænserne for det mulige og afprøve sine forældres tålmodighed. Heldigvis for samfundet og familien omkring ham vil denne pubertets smerter en dag tage ende. Hormonerne vil falde til ro, og de vil blive erstattet af sund fornuft – ofte påvirket af nogle af de uheldige beslutninger, han tog i sine oprørske ungdomsår.

Når vi nærmer os en hund i en indhegnet have, der står i kæde og knurrer af os, ved vi instinktivt, at det er klogt ikke at nærme os eller forsøge at klappe den. Det samme gælder dyr, der spiser eller dier deres unger. Vi giver dem plads og viser dem respekt for deres instinktive adfærd.

Donald Trump er en undtagelse, når det kommer til dyre- (eller menneske-) forståelse. Han synes at tro, at hans instinkter på en eller anden måde er mere avancerede eller højtudviklede end dem, millioner af almindelige mennesker har – mennesker, der søger stabilitet, sikkerhed og velstand gennem en mindre kaotisk og mere forudsigelig proces. Det er ikke klart for mig, om Trump faktisk tror på, at der findes et overordnet mål, som hans utraditionelle tilgang med forstyrrelser kan føre til. På dette tidlige tidspunkt i hans præsidentperiode er jeg villig til at overveje muligheden af, at han oprigtigt tror på konfliktens og kaossets kraft som en vej til normalitet – mens resten af os opfatter det som at bulldoze en strukturelt sund bygning, der kunne repareres, hvis vi blot tog os tid til at finde ud af hvordan vi kunne gøre det… sammen.

Der er dog én tanke, der bekymrer mig: at Trump måske i virkeligheden er afhængig af forstyrrelser – at han kun føler sig tryg, når alle omkring ham er ude af balance og sårbare – og at der for ham ikke findes et slutmål, kun mere uro.

Da jeg var dreng, havde jeg en cocker spaniel ved navn Mickey, som elskede at jage biler på vores lille gade i en by i Wisconsin. Han kunne som regel følge med dem i omkring 30 meter, indtil føreren skiftede til et højere gear. Så måtte Mickey give op og trave tilbage til vores trappe, helt udmattet. Jeg var overbevist om, at Mickey elskede selve processen og udfordringen ved jagten – og jeg håbede ofte i hemmelighed, at han en dag ville fange en vildfaren bil. Hvis han havde gjort det, er jeg sikker på, at Mickey instinktivt ville have vidst, at han ikke kunne køre den – selv om han havde fanget den.