Af Alan M. Dershowitz – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Den stærkt politiske Internationale Straffedomstol har netop udråbt en selvstændig palæstinensisk stat. Det blev gjort uden forhandlinger med Israel, uden nogen form for kompromis og uden anerkendte grænser. Den gjorde det også uden nogen form for retslig autoritet, for Rom-vedtægten (Rome Statute), som skabte den Internationale Domstol (International Criminal Court, ICC), giver ikke samme straffedomstol adgang til at anerkende nye stater. Desuden har hverken Israel eller USA ratificeret denne traktat, så beslutningerne i den Internationale Straffedomstol er ikke bindende for dem. Ej heller er denne delte beslutning bindende for signatarerne, eftersom den overskrider denne såkaldte domstols autoritet.
Jeg siger “såkaldte” domstol, for den Internationale Straffedomstol er ikke en egentlig domstol i nogen meningsfuld betydning af dette ord. Ulig egentlige domstole, som har vedtægter og sædvaneret at fortolke, finder den Internationale Straffedomstol (ICC) blot selv på det hele. Som den uenige dommer så rammende påpegede, er Palæstina-beslutningen ikke baseret på eksisterende lov. Den er baseret på ren og skær politik. Og politikken bag flertalsbeslutningen er på sin side baseret på brugen af dobbeltmoral over for Israel — ligesom De Forenede Nationer (FN), Den Internationale Domstol (ICJ) og andre internationale organisationer har gjort længe.
Der er talrige andre grupper — blandt andet kurderne, tjetjenerne og tibetanerne — som kræver en vis grad af selvstændighed. Men hverken den Internationale Straffedomstol eller andre internationale organisationer har nogensinde ofret deres sag nogen opmærksomhed. Men palæstinenserne — både på Vestbredden og i Gaza — som har nægtet at forhandle i god tro og har brugt terrorisme som deres primære krav om anerkendelse, er blevet belønnet for deres vold med denne beslutning.
Israel, som ved flere lejligheder har tilbudt palæstinenserne en stat til gengæld for fred, er blevet straffet for sin villighed til at forhandle og sin faste besluttethed på at beskytte sine borgere imod palæstinensisk terrorisme.
Der sker så mange andre alvorlige krigsforbrydelser og andre overtrædelser af humanitære love rundt om i verden, som den Internationale Straffedomstol bevidst ignorerer. Dens chefanklager ser det som en af sine roller at dreje opmærksomheden væk fra tredjeverdenslande, hvor mange af disse forbrydelser foregår, og over på de vestlige demokratier. Og hvem kunne være et bedre mål for denne perverse form for “anklagersamtykkende handling” end Israel. Jeg siger pervers, for de egentlige ofre for en sådan selektiv retsforfølgelse er borgerne i de tredjeverdenslande, hvis ledere myrder og lemlæster dem.
Israel, derimod, har det bedste skudsmål, når det gælder menneskerettigheder, retsorden samt omsorg for fjendens civile borgere, i forhold til nogen anden nation stillet over for lignende trusler.
Ifølge den britiske militærekspert Richard Kemp: “Intet andet land i krigsførelsens historie har gjort mere for at undgå civile tab, end Israel gjorde under Operation Cast Lead.” Israels Højesteret har pålagt dets militær skræmmende restriktioner og har fremlagt meningsfulde midler mod kriminelle handlinger begået af individuelle israelske soldater. Den Internationale Straffedomstols rolle er, ifølge traktaten, kun at gribe ind i nationers suverænitet, hvis disse nationer er ude at stand til at udøve retshåndhævelse. Princippet om “komplementaritet” er beregnet på at tillade domstole i demokratiske nationer, som Israel, at klare deres egne problemer inden for lovens rammer. Kun hvis de nationale domstole fuldkommen undlader at forholde sig til disse problemer, har ICC-domstolen jurisdiktion — netop i sager, som involverer traktatens parter, hvad Israel ikke er.
USA bør afvise den Internationale Straffedomstols beslutning, ikke kun fordi den er uretfærdig over for dets allierede, Israel, men fordi den skaber en farlig præcedens, som vil kunne anvendes imod USA og andre nationer, der opererer inden for lovens rammer. Israel bør udfordre afgørelsen, men bør samarbejde ved enhver undersøgelse, for sandheden er landets bedste forsvar. Hvorvidt en undersøgelse varetaget af den Internationale Straffedomstol kan fremskaffe sandheden, er tvivlsomt, men bevisførelsen — herunder real time video og audio — vil gøre det vanskeligere for ICC-undersøgerne at fordreje virkeligheden.
Når alt kommer til alt, er den Internationale Straffedomstols beslutning om Palæstina et tilbageslag for en ensartet standard for menneskerettigheder. Den er en sejr for terrorisme og uviljen til at forhandle fred. Og den er et stærkt argument imod, at USA og Israel tilslutter sig denne forudindtagede “domstol” og giver den nogen form for legitimitet.
Alan M. Dershowitz er Felix Frankfurter Professor of Law, Emeritus ved Harvard Law School og forfatter til bogen Guilt by Accusation: The Challenge of Proving Innocence in the Age of #MeToo, Skyhorse Publishing, 2019. Hans nye podcast, “The Dershow,” kan ses på Spotify, Apple og YouTube. Han er Jack Roth Charitable Foundation Fellow ved Gatestone Institute.