Er partiet Alternative für Deutschland virkelig et alternativ?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Foto: Michael J Fromholtz

Ved det netop overståede valg til den tyske forbundsdag, der fandt sted i søndags, måtte de to store regeringspartier, det konservative CDU/CSU under ledelse af forbundskansler Angela Merkel, og koalitionspartneren, det socialdemokratiske SPD, under ledelse af den tidligere præsident for Europaparlamentet, Martin Schulz, indkassere voldsomme nederlag. Dette er et resultat, som mange kunne forudse, af den store utilfredshed, der kendetegner vælgerkorpset i en række europæiske lande, som f.eks. Italien, Frankrig, Holland og England, der her resulterede i landets udmeldelse af EU efter en folkeafstemning d. 23. juni 2016. Denne utilfredshed har nu også manifesteret sig hos vores sydlige nabo.

Af klummeskribent Sven Hakon Rossel – professor og forfatter.

CDU/CSU gik ved valget tilbage med 8,7% i forhold til sidste valg for fire år siden og ligger nu på kun 33% af de afgivne stemmer. SPD gik tilbage med 5,2% og ligger nu på kun 20,5% og har som følge heraf erklæret, at partiet går i opposition. For begge partier er dette de laveste stemmetal overhovedet. 

Sven Hakon Rossel er professor i nyere skandinavisk litteratur og forfatter til mere end 50 bøger. S. H. Rossel er fast klummeskribent på 24NYT og skriver om udenrigspolitik, kulturpolitik, EU og det monstrum, der hedder “political correctness”.

Valgets sejrherrre er partiet Alternative für Deutschland (AfD), grundlagt i 2013 i Berlin, der ved det efterflg. valg kun fik 4,7% af de afgivne stemmer og således ikke kom ind i Forbundsdagen pga. den herskende spærregrænse på fem procent. Men ved Europavalget i 2014 fik AfD 7% af stemmerne og vandt hermed syv mandater i Europaparlamentet, og samme år blev partiet også repræsenteret i parlamenterne i 13 tyske delstater. Ved det netop overståede valg kunne AfD vinde yderligere 8,3% og har faktisk fået et kanonvalg med 12,6% af de afgivne stemmer, hvilket betyder ca. 94 sæder i Forbundsdagen. Således klarede partiet sig langt bedre end meningsmålingernes ønsketænkning.

Siden dets grundlæggelse har AfD været stemplet som henholdsvis højrepopulistisk, nationalistisk, højreorienteret, højreekstremistisk og kryptonazistisk. Tilsvarende er de internationale mediers reaktion på det netop stedfundne valg. Allerede før dette erklærede socialdemokraten Martin Schulz, at partiet burde kontrolleres af den tyske efterretningstjeneste, da dets ledelse tydeligvis er racistisk.

Formanden for partiet De Grønne udtalte: ”Dette parti er ikke noget normalt demokratisk parti.” Disse dages aktuelle kommentarer ser AfD som en generel fare for Europas demokrati og som et udtryk for højreekstremisters greb efter magten.

Men lad os slå koldt vand i blodet!

Først og fremmest må det fastslås, at AfDs program er centreret omkring flg. punkter: en uhyre skepsis over for EU – ofte kræves, at Tyskland forlader denne udemokratiske organisation. Ligeledes ønskes en udtræden af Eurozonen, en opsigelse af Schengen-aftalen om åbne grænser og dermed en omgående lukning af flygtningestrømmen og endelig en indførelse af sanktioner mod Rusland pga. landets imperialistiske politik i Ukraine.

Dernæst skal der endnu engang peges på den uomtvistelige kendsgerning, at det stedfundne valg er udtryk for en demokratisk proces og resultatet ganske enkelt – ligesom Brexit-valget – er udtryk for vælgernes afvisning af EUs diktatur.

For det tredie må valget ses ikke mindst som en protest mod Merkels flygtningepolitik, dvs. åbningen af de nationale grænser i efteråret 2015.

Alligevel er det med al sympati for partiets programpunkter nødvendigt at pege på visse uheldige elementer i partiet.

Dets spidskandidat Alexander Gauland udtalte således d. 2. september – og hans synspunkter deles af flere partimedlemmer: ”Når franskmændene kan være stolte af deres kejser [Napoleon] og englænderne af Nelson og Churchill, så har vi også ret til at være stolte af vore egne soldaters indsats i de to verdenskrige.”

I betragtning af, at den tyske værnemagt bevisligt har været involveret i en række krigsforbrydelser under 2. Verdenskrig – dog ikke at forveksle med SS-korpsets uhyrligheder – er dette ikke blot forkert, men også en yderst smagløs historieforfalskning, hvilket da også den tyske presse gjorde opmærksom på; ligeledes blev Gauland også – hvilket næppe blev bemærket – angrebet for sin udtalelse af formanden for sit eget parti Frauke Petry, som i protest netop er trådt tilbage.

Men betegnende nok blev Gauland – vi kender metoden – omgående citeret forkert i den samme presse: han skulle have opfordret til, at tyskerne burde være stolte over forbrydelserne begået af værnemagten – hvilket dog er en ganske anden sag. Gauland forsvarede sig på flg. vis: ”Enhver ved naturligvis, at værnemagten også har taget del i forbrydelser, men der var også millioner af tyske soldater, der netop ikke var involveret i sådanne forbrydelser” – og dette er vel også korrekt?

Flg. udtalelser af Alexander Gauland kan langt snarere have vores sympati: ”At besidde et tysk pas betyder ikke, at man er tysker” – her er det en smal sag at erstatte ordet ”tysk” med ”dansk” – og ”Kun hvis vi forsvarer Europa mod en ny islamistisk invasion, har vi en chance for at bevare flertallet i dette land og overleve.”

Desuden har han foreslået, at den tysk-tyrkiske socialdemokrat Aydan Özoguz, der er ansvarlig for den tyske regerings integrationspolitik, burde sendes tilbage til Anatolien.

Den 14. maj havde samme Özoguz skrevet i avisen Tagesspiegel: „En specifik tysk kultur kan, bortset fra sproget, simpelthen ikke identificeres.“ Endvidere skal hun også have ytret sig kritisk om det tyske politis razziaer hos terrormistænkte islamister. Det var netop på disse udtalelser, Gauland havde reageret. Og gælder ytringsfriheden, som netop den tyrkiske præsident Erdogan træder under fode, ikke også for ham? Fru Özoguz er velkommen til at gå i retten, hvad hun dog endnu ikke har forsøgt!

Valget betyder et nyt kapitel i tysk og europæisk politik.

At AfDs programpunkter har ramt lige ind i vælgerbefolkningen viser en undersøgelse af, hvor det har hentet sine nye vælgere. Af denne fremgår det tydeligt, at over en million vælgere har forladt CDU/CSU til fordel for AfD.

Man gætter vel ikke helt forkert ved at pege både på Merkels flygtningepolitik og på befolkningens angst for de mange terrorangreb Tyskland og hele Europa siden 2015 har været udsat for som årsagen. Og det socialdemokratiske SPD har ingen grund til skadefryd. Partiet har ganske enkelt også mistet mange vælgere til AfD; det drejer sig om ca. en halv million.

Mon ikke partiet Alternative für Deutschland er kommet for at blive? Trænger vi ikke generelt til et alternativ til en række siddende regeringer, inklusive vor hjemlige, for ikke at tale om de regerende eurokrater i Bruxelles? Er valgresultatet således ikke ganske enkelt et tegn på et sundt demokrati?

LÆS OGSÅ:  Klumme: Britisk udenrigsminister sammenligner EU med Sovjetunionen

Hvad mener du? Skriv din mening i kommentarfeltet nedenfor og del gerne klummen på Facebook.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb