Et hjertevarmt julebudskab fra Sierra Leone til verdens skadede fodboldspillere

Spillere fra Flying Star Amputees sender opmuntring til verdens skadede spiller i håb om at de kommer endnu stærkere tilbage på banen.
Målet er at indsamle midler til amputerede spillere i landet.

Under temaet “Come Back Stronger” har non-profit organisationen Football For A New Tomorrow (FANT) netop lanceret en kampagne til støtte for fodboldholdet Flying Star Amputees i Sierra Leone.

Spillerne på holdet er alle amputerede – enten som ofre for borgerkrigen eller som resultat af de sundhedsmæssige forhold i landet, hvor et ellers uskadeligt sår, der ikke behandles i tide, kan resultere i en amputation.

Kampagnen er kulminationen på næsten et års arbejde, der sigter mod at skabe bedre forhold for handicappede i Sierra Leone, der generelt har meget vanskelige levevilkår.

I filmen sender spillerne fra Flying Star Amputees en hilsen til alle verdens fodboldspillere, der er ude med en skade og kæmper for at komme tilbage på banen.

Filmen speakes af præsidenten for klubben Mohamed Lappia, der trådte på en landmine som barn og mistede sit ene ben. Han elsker fodbold og har i mange år været frontkæmper for holdet både på og uden for banen. I filmen siger han:

”Lige meget om du er verdensstjerne i en stor klub eller spiller i en lille klub som vores – så er det kærligheden til bolden, der driver os og får os til at føle os levende. Derfor siger vi: Hold modet oppe og lad vær’ med at give op. Lige meget hvad du har af udfordringer, er det muligt at kæmpe sig tilbage. Til alle spillere, der kæmper med skader – vi glæder os til at se dig tilbage på banen. Stærkere end nogensinde”

I filmen er der konkrete hilsner til spillere fra de største ligaer, der er ude med skader for tiden.

Tidligere dansk fodbold-prof Jonathan Richter er ambassadør for Flying Star Amputees

FANT og Flying Star Amputees har den tidligere danske professionelle fodboldspiller Jonathan Richter som ambassadør. Jonathan blev ramt at lynet under en kamp for FC Nordsjælland og fik efterfølgende sit ben amputeret.

Jonathan var i Sierra Leone tidligere på året og holdt bl.a. workshops for de amputerede spillere. Jonathan fortalte, hvordan han er kommet stærkere tilbage efter ulykken – og ikke lader sit handicap definere ham som person.

Kampagnen er opfølgning på det projekt FANT og hummel har arbejdet på i 2019 frem mod november måneds Karma Cup i Sierra Leones hovedstad Freetown. Til Karma Cup mødes fodboldspillere fra hele landet til en turnering og for første gang nogensinde fik handicap-hold mulighed for at konkurrere i turneringen.

“Alle i Sierra Leone er helt vilde med fodbold. Det er for mange drømmen at få en professionel karriere og derved en vej ud af fattigdommen. Men alt omkring fodbolden i landet er ekstremt ustruktureret og uorganiseret. Med afsæt i vores stærke danske foreningstradition og en klubkultur som vi skal værne om, kæmper FANT for at skabe bedre forudsætninger for de lokale klubber og for at børn og unge kan mødes og spille fodbold i trygge rammer. Vi bruger fodbolden til at skabe dialog om demokratiske principper, menneskerettigheder, pigers rettigheder og – som i tilfældet med vores #ComeBackStronger kampagne – at sætte fokus på handicappedes rettigheder og muligheder i landet”, siger Cecilie Hauerberg, co-founder og daglig leder af FANT.

”Med vores støtte til Come Back Stronger kampagnen, dokumentarfilmen om Jonathan Richters rejse til Sierra Leone og vores indsat under kvindernes håndbold VM i Japan med at fremme pigers rettigheder er vi glade for, at vi kan være med til at gøre en positiv forskel i Sierra Leone og aktivt arbejde for at leve op til vores mission: CHANGE THE WORLD THROUGH SPORT”, slutter Allan Vad Nielsen, CEO, hummel.

Kommentarer