Tænketanken Deutsche Geselleschaft für Auswärtige Politik synes, at det går rigtigt godt med EU’s migranthåndtering: ”Den gode nyhed er, at vi meget bedre til at styre udviklingen end i 2015, og det kan fortsætte med gennemførelsen af de rigtige politiske initiativer”, erklærer en talskvinde for tænketanken. Dette er også opfattelsen i EU-kommissionen, som har opgivet at gøre noget ved de tiltagende strømme af illegale migranter. Man henviser i stedet til konventionerne og til EU’s værdigrundlag, som er alt det, Viktor Orbán ikke står for. Dette luftige værdigrundlag er aldrig blevet defineret endsige vedtaget i nogen demokratisk forsamling, men det bliver brugt i tide og utide på at retfærdiggøre EU’s afmagt over for sine mange problemer. I stedet arbejder Kommissionen på at overtale medlemsstaterne til efter evne solidarisk og lydigt at indsluse og inkludere de tiltagende migrantstrømme. Til trods for Lars Løkkes dydsirede forsikringer om det modsatte er Marrakesh-aftalens retsvirkning nu slået fuldt igennem. Aftalen, der sidestiller alle vandrende mennesker med krigsflygtninge med ret til samme omfang af omsorg og social bistand som borgere i tilflytningslandet uanset, hvor mange migranter, det drejer sig om, og hvorfra de kommer.
Denne politik har ændret de aktuelle migrantstrømme fra tidligere en blanding af vaskeægte flygtninge og en stor skare af unge mandlige lykkeriddere til nu næsten kun at omfatte unge mennesker af begge køn, der kommer fra lande, der ikke på nogen måde kan betegnes som krigsførende. Ifølge EU’s flygtningeorganisation, Frontex, er der i år foreløbigt ankommet 45 000 illegale flygtninge over Middelhavet eller gennem Balkanruten. Det drejer sig hovedsageligt om unge mænd fra Tunesien, Guinea og Elfenbens kysten, der ikke er i krig med nogen, men også migranter fra SAHEL-landene, som er en stribe fattige nationer beliggende på undersiden af Sahara-ørkenen. En stor del af disse skarer er blevet udvist fra Tunesien, hvor landets præsident Kais Saied erklærer, ”at de mange illegale migranter vil gøre Tunesien til et afrikansk land uden forbindelse til vores arabisk-islamiske kultur”. Her finder vi en statschef, der er alvorligt bekymret for Tunesiens kulturelle og religiøse livsgrundlag, og som reagerer aktivt for at beskytte det. EU-kommissionen derimod mener åbenbart ikke, at Europas kultur og levevis er værd at beskytte. Tværtimod er det jo blevet den fremherskende holdning i moderne politik, at alle kulturer, alle seksuelle identiteter, alle etniske grupper, har samme værdi og skal nyde samme anerkendelse og samme rettigheder. Ingen europæisk politiker tør i dag sige, at den kristne etik er bedre for os end den islamiske, fordi det kristne menneskesyn har givet os demokratiet og retsstaten, hvor islam kun har produceret had til ikke-muslimer og undertrykkelse og forfølgelse af kristne, jøder og ateister. EU bekender sig i tidens ånd til den totale inklusion og byder derfor alle velkommen til Europa. Vi skal jo være her alle sammen.
Efter eget ønske fik EU-kommissionen i Amsterdam-traktaten i 1992 overdraget ansvaret for at bevogte Unionens ydre grænser, hvad der var forudsætningen for, at Danmark nogle år senere valgte at tilslutte sig Schengen-samarbejdet. Da migrant-lavinen ramte os i 2015, viste det sig, at EU-kommissionen intet havde udrettet i de forløbne 20 år for at beskytte de ydre grænser. Ikke et eneste af medlemslandene havde fulgt op på sagen for at kontrollere, om Kommissionen levede op til sit ansvar. Da både Kommissionen, EU-parlamentet, medlemsstaterne og også medierne alle havde en aktie i denne fuldbyrdede organisatoriske katastrofe, kom der ingen kritik af EU’s kollektive handlingslammelse. Ansvaret for migrant-invasionen blev belyst med mørkelygten og fejet ind under gulvtæppet. Ikke desto mindre har EU-kommissionen lige siden arbejdet målrettet på at få føderale beføjelser til at oprette en grænsebevogtning. Det kan der ikke skabes flertal for, så i stedet har Parlamentet nu opfordret til at indføre et migrantsystem, der forpligter medlemsstaterne til at fordele migrantstrømmene mellem sig. Altså ikke noget med at begrænse tilvandringen, men fordele dem, der nu har lyst til et behageligt liv på skatteborgernes regning.
Her står sagen så i dag. Ingen tør give EU-kommissionen magt til at oprette en centralt gendarmerikorps til sikring af Unionens ydre grænser. Til gengæld forlanger Kommissionen – og nu et flertal i Parlamentet – at der bliver indført en obligatorisk fordeling af illegale migranter, hvad medlemsstaterne afviser. For at bryde den fastlåste situation har flere EU-stater taget sagen i egen hånd ligesom Tunesien. Og Gud ske lov for det. Tidligere var der ingen grænsehegn om Unionen. Nu er der 19. Efter 2015 er den samlede længde af grænsebarrierer ved EU’s ydre grænser vokset fra 315 kilometer til næsten 2100 kilometer. EU’s opgivende migranthåndtering har imidlertid medført, at Middelhavet er blevet den store sluse for illegale indvandrere. Det hjælpeløse EU ser ingen anden udvej end at åbne for pengekassen. Tyrkiets Præsident Erdogan afpressede Kommissionen 6,6 milliarder USD for at begrænse tilvandringen gennem Tyrkiet. Den spanske regering har betalt Marokko store milliardbeløb med samme formål.
Hen over forår og sommer accelererer menneskelavinen hen over Middelhavet. EU har smidt håndklædet i ringen og tager nu, hvad der kommer. ”I EU ringer alarmklokkerne”, skrev en kommentator for nylig. Det er ikke rigtigt. Det, der ringer, er klokken, når EU åbner for kasseapparatet.