EU-ledernes uværdige sjakren om topposterne er som en dårlig græsk tragedie, skriver Jyllands-Posten. Det bliver hverken de bedste eller dem, der kunne skaffes flertal for, der bliver nye EU-chefer. Det bliver dem, der ikke har et flertal imod sig. Utåleligt ueuropæisk!
Der er blevet talt om større gennemsigtighed i beslutningerne i EU-systemet, men de vigtigste beslutninger på personalesiden bliver stadig handlet af i lukkede baglokaler. Der er talt om, at processerne skal åbnes op og bredes ud, så det ikke kun er de store drenge i klassen, der får deres vilje. Og der er talt om, at tidens mange udfordringer fordrer en ny europæisk identitet til erstatning for de nationalstatslige særinteresser, som stadig er blevet hyppet alt for indædt.
Jo, godmorgen. Intet udstiller hulheden i alle disse hændervridende besværgelser som den uværdige sjakren om en håndfuld topposter i EU-hierarkiet, der nu har stået på i alt for lang tid. Det er svært udefra at udnævne særlige syndebukke. Særligt urovækkende synes dog et tilspidset fransk-tysk modsætningsforhold at være. Man under ikke hinanden hinandens kandidater. Hvor Tyskland, ikke mindst under kansler Merkel, traditionelt har ageret pragmatisk og neddæmpet, så svinger Frankrig, ikke mindst under præsident Macron, sig gerne op på den høje Europa-ideologiske hest. Desto hårdere falder præsidenten til jorden igen, når det så ubarmhjertigt afsløres, hvordan han bedriver sine visioner for det europæiske samarbejde i praksis.
Om de kommende EU-chefer vil man efter dette forløb kun kunne sige, at det ikke nødvendigvis er de bedst kvalificerede. Det er ikke engang dem, der kunne skaffes flertal for. Det er dem, der ikke var et flertal imod. Dét er altså svaret fra EU’s politiske elite til de vælgere, der lige har bedt om noget helt andet. Sikke en omgang tømmermænd, der venter!