EU er en geopolitisk dværg

EU er en økonomisk gigant, men en politisk dværg på den globale scene. Geopolitisk er EU på vej ned som magtfaktor.

EU-medlemslandene har mere end svært ved at finde en fælles stemme i udenrigspolitikken. Det skyldes, at de 28 (og snart 27) EU-lande kun kan handle udenrigspolitisk, når de alle er enige om den fælles kurs.

Senest har både Syrien og Libyen udstillet EU’s udenrigspolitiske deroute.

Ingen i EU kunne eller ville reagere effektivt nok og løfte byrden gennem de ti måneder, hvor der har været udsigt til amerikansk exit fra Syrien. Forløbet har udstillet “EU-landenes manglende beslutningskraft forsvars- og sikkerhedspolitisk. Det er meget, meget sørgeligt. Det er følelsen af afmagt, og det er ikke en god følelse“, har den tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen (V), sagt til Politiken.

Libyen har været præget af kaos, siden Muammar Gaddafi blev væltet fra magten i 2011. Det er aldrig lykkedes for den FN-støttede overgangsregering i Tripoli at samle landet.

I stedet har en rivaliserende regering i Tobruk i det østlige Libyen vundet frem ved at alliere sig med general Haftar og hans hær.

I april 2019 indledte Haftar et overraskelsesangreb på Tripoli, og så sent som i december 2019 erklærede han, at han var klar til at erobre hele hovedstaden.

Omverdenen følger tæt med i udviklingen, da Libyen er rig på olie, danner base for terrorister og fungerer som afsæt for tusindvis af bådflygtninge på vej mod Europa.

General Haftar støttes af Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Egypten, Jordan og Rusland, mens Danmark, Italien, Qatar og Tyrkiet bakker op om den FN-støttede overgangsregering i Tripoli.

Frankrig har reelt givet sin støtte til general Haftar, selv om EU kun anerkender regeringen i Tripoli.

Udviklingen i både Syrien og Libyen er en falliterklæring for EU’s udenrigspolitik.

Den viser med al ønskelig tydelighed, at EU’s udenrigspolitiske muskler er svage og uden gennemslagskraft. Unionen kan ganske enkelt ikke udnytte sit potentiale til at håndtere truslerne på Europas dørtærskel og blive en tungere udenrigspolitisk aktør.

Derfor fortsætter EU som et klynkende påhæng til USA.

André Rossmann

 

Kommentarer