EU er klar til Europas Forenede Stater

En bomstærk koalition af EU’s medlemslande er nu parat til at opbygge en corona-krisefond med præcis de virkemidler, der normalt forbindes med dannelsen af en forbundsstat: Forslaget er, at EU skal opkræve sine egne skatteindtægter, optage lån med sikkerhed i sit eget skattegrundlag – og omfordele pengene til nødlidende medlems, (del) stater. Det skriver Børsen.

Indtil for ganske nylig var den tyske modstand mod en finanspolitisk union klippefast. Nu taler finansminister Scholz åbent om EU’s “Hamilton-øjeblik”, med henvisning til den amerikanske finansminister, der i 1790 fik gennemtrumfet føderal gældsætning og dermed banede vej for videre udvikling af Amerikas Forenede Stater.

Selv finanskrisens overhøg, tidligere finansminister Wolfgang Schäuble, har påpeget, at unionens økonomiske overlevelse fordrer storstilet hjælp. Derfor vil Danmark sammen med vores svenske, østrigske og hollandske allierede næppe kunne blokere det fransk-tyske forslag.

Fastholder Danmark sin afvisning af det tysk-franske forslag om en genopretningsfond og direkte overførsler, der skal deles ud til værdigt trængende sydeuropæiske lande, bliver vi ganske enkelt kørt over af den tysk-franske motor.

EU-professor Marlene Wind mener, at Danmark vil bøje af for den fransk-tyske overmagt. ”Det her er det første skridt mod Macrons ønske om en finanspolitisk union i EU”, siger hun.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)