Midt i en krig mellem Israel og Hamas er EU-landenes ledere nået til enighed om en fælles linje i forhold til konflikten i Israel og Gaza. ”Vi støtter op om en langsigtet løsning på konflikten baseret på en tostatsløsning”, sagde formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, på et pressemøde i Bruxelles. En tostatsløsning vil betyde, at Israel og Palæstina vil få hver deres stat, så de kan leve fredeligt side om side.
Virkeligheden er, at lige siden Israels oprettelse i 1948 har palæstinenserne været splittet med det resultat, at de den dag i dag ikke har en troværdig, handlekraftig og enig ledelse, som kunne forhandle om fred med Israel. Splittelsen i den palæstinensiske lejr har betydet, at palæstinenserne har forspildt flere chancer for en fredsløsning.
Israel har gentagne gange tilbudt at forhandle om en tostatsløsning, men hver gang har den splittede palæstinensiske ledelse afvist tilbuddet. Det er sket i flere omgange, bl.a. i 1948, 1967, 2000, 2008 og senest i 2020, hvor de afviste Donald Trumps fredsplan.
Palæstinenserne har afvist de generøse israelske fredstilbud uden at komme med noget modtilbud. Palæstinensernes ønske om, at der ikke skal eksistere en jødisk stat, har altid været større end deres ønske om, at der skal eksistere en palæstinensisk stat.
Hvis palæstinenserne virkelig ønsker deres egen stat, hvorfor har de så gentagne gange afvist tilbud om “Palæstina”? Det kan hverken EU eller Danmark svare på.
Palæstinensernes lidelser har hele vejen igennem været selvpåførte. De har afvist alle israelske tilbud om oprettelse af en palæstinensisk stat og har i stedet reageret med vold og terrorisme.
I Gaza fortsætter befolkningen derfor et liv i elendighed uden håb og uden fremtid. De forarmede palæstinensere har intet at miste og det udnytter Hamas kynisk ved at sende unge palæstinensere i døden ved det israelske hegn og angribe Israel som tilfældet er lige nu. Kynisk, for Hamas tror ikke for alvor på, at drømmen om, at palæstinenserne kan erobre Israel og smide israelerne i havet, kan blive til virkelighed.
I stedet for at genbekræfte deres støtte til den dødsdømte tostatsløsning og den palæstinensiske terrorisme burde EU og Danmark gøre det klart for palæstinenserne, at deres fortsatte afvisning af direkte forhandlinger med Israel ikke fremmer mulighederne for fred og en palæstinensisk stat.
André Rossmann