EU har det kurdiske blod på sine hænder

Da Islamisk Stat var i sin vorden, var det Tyrkiet, der tillod mandskab, materiel og penge at flyde til regionen. Det monster, som Islamisk Stat udviklede sig til, blev næret af Tyrkiet, fordi Tyrkiet aldrig har bekymret sig om sine ”allierede”, men tidligt indså, at Islamisk Stat ville give dem en række strategiske muligheder. Da Tyrkiet i 2018 angreb de kurdere langs deres grænse, der kæmpede vores krig på landjorden, var det en direkte udmøntning af denne tænkning. Det skriver Mads Fuglede, Venstres  udlændinge- og integrationsordfører i Berlingske.

EU, USA og NATO (og dermed Danmark – red.) er alle skyldige i denne udvikling, og de kurdere, der har kæmpet for deres egen overlevelse og egne interesser, men også på vegne af os mod Islamisk Stat, bliver nu dræbt af et hensynsløst Tyrkiet, der har luret, at USA er uden ansvarlig ledelse, og at EU på grund af vores tåbelige flygtningeaftale er i lommen på Erdogan.

At vi i Vesten ser til, mens de kurdere, der har ofret alt for at bekæmpe de terrorister, der ellers ville have haft flere ressourcer til at angribe os, er en tragedie. Det kurdiske blod er på vores hænder, fordi vi ikke for længst har haft mod til at håndtere et Tyrkiet, der aldrig har været vores allierede eller venner.

Hvis man skulle starte NATO forfra i dag, var der ikke mange gode argumenter for at invitere Tyrkiet ind i alliancen. Under den kolde krig gav det en vis mening, at Tyrkiet i NATO-regi hjalp med at inddæmme Sovjetunionen. Den logik findes ikke mere.

Siden Tyrkiet i 1974 invaderede Cypern og balancerede på kanten af en militær konflikt med det Grækenland, man skulle forestille at være allieret med, har det været tydeligt, at Tyrkiet vægter egne regionale interesser højere end alle andre hensyn. Verdenshistorien er fuld af nødvendige alliancer, men de har opløst sig selv, når de indre modsætningsforhold har dikteret det.

Det er en gåde, hvorfor vi til stadighed via NATO og EU bilder os selv ind, at vi har fælles interesser med Tyrkiet.

Det er ligeledes svært at se de gode argumenter for, at EU i dag ville indgå en ny associeringsaftale med Tyrkiet som den Ankara-aftale, EF indgik med Tyrkiet i 1963.

Og i dag virker det direkte selvdestruktivt at have indgået en flygtningeaftale med Tyrkiet, der i praksis betyder, at Tyrkiet bestemmer, hvor stor strømmen af migranter mod EU er. Især når man tager prisen i betragtning: at betale mere end 20 mia. kr. i direkte støtte til Tyrkiet, fremskynde deres visum-fri adgang til EU samt at åbne nye forhandlinger til fremme for Tyrkiets medlemskab af EU.

Kommentarer