På det ekstraordinære EU-topmøde i Bruxelles torsdag blev EU-landene bl.a. enige om at arbejde for at øge antallet af hjemsendelser for afviste asylansøgere. ”En beslutning om tilbagesendelse skal gælde på tværs af EU. Hvis er person flytter til et andet EU-land, så gælder beslutningen om tilbagesendelse stadig”, sagde Ursula von der Leyen.
24NYT: På papiret burde Dublin-forordningen sikre, at det første EU-land, som en asylsøger ankommer til, er ansvarlig for asylbehandlingen, og hvis en asylsøger efterfølgende søger asyl i et andet EU-land, eksempelvis Danmark, burde vi kunne sende vedkommende tilbage til det land, som asylansøger først ankom til. Men virkeligheden er en anden.
Det har nemlig i årevis været umuligt for Danmark at udsende hundredvis af asylsøgere til andre EU-lande, selvom det netop er meningen med Dublin-forordningen. I 2016 fik Danmark nej i 48 pct. af tilfældene fra andre EU-lande, når vi bad dem om at tage migranter tilbage. Problemet er fortsat, og de senere år har Danmark fået nej i 30-40 pct. af tilfældene. Som det er nu, kan Danmark ikke sende migranter tilbage til Grækenland og Italien, altså to af de lande, hvor der kommer flest.
Med andre ord, EU’s asylpolitik har spillet fallit, og de ydre grænser er stadig åbne for illegale migranter.