Site icon 24NYT

EU-landene ruller klimapolitikken tilbage

I flere EU-lande vokser de klimaskeptiske partier og sætter regeringerne under pres. Flere regeringer er begyndt at skrue ned for deres klimaambitioner, lave om på deres retorik på klimaområdet og rulle deres klimapolitik tilbage. De beskyldes for at stille for høje klimakrav og ramme forbrugere og virksomheder, som i forvejen er pressede af energi- og inflationskrise.

I Storbritannien har premierminister Rishi Sunak netop bebudet, at regeringen vil tilbagerulle de politikker, der er blevet sat i verden for, at landet kan nå at blive klimaneutralt i 2050. Sunak har sagt, at hvis den grønne omstilling implementeres for hurtigt, risikerer man “at miste opbakningen fra det britiske folk”.

Selv om regeringen har forpligtet sig til at nå klimamålet for 2050, vil den forsøge at opnå det på en bedre, mere proportional måde”, sagde Sunak. Han har desuden meldt ud, at hans regering udskyder målet for udfasning af benzinbiler fra 2030 til 2035 såvel som en planlagt udfasning af nye olie- og gasfyr fra 2026 til 2035.

I Tyskland har den tyske økonomi- og klimaminister, Robert Habeck, meldt ud, at Tyskland sætter planer om nye klimakrav til byggeriet på pause på ubestemt tid. Og en ny lov om udfasning af olie- og gasfyr er blevet vedtaget i en udvandet version takket være det klimaskeptiske højrefløjsparti AfD.

Italiens nye højreregering, der ledes af Giorgia Meloni, har meldt sig på skeptikerfløjen i forhandlinger om flere forskellige klimatiltag i EU. Det gælder bl.a. forhandlinger om energieffektivitet i bygninger, om udfasning af konventionelle biler og om udledningen fra industrien.

I Holland har det klimaskeptiske BBB eller Borger-Bonde-Bevægelse opbakning fra ca. 9 pct. af vælgerne. Partiet kæmper bl.a. mod den afgående regerings klima- og miljøkrav til landbruget.

I Danmark har klimaminister Lars Aagaard (M) udtalt, at SVM-regeringen vil føre en klimapolitik, som ”80 pct. af danskerne kan se sig selv i”. Og statsminister Mette Frederiksen (S) har på Instagram skrevet, at hun vil tage hensyn til de danskere, som er bekymrede for, at klimapolitikken ”går for hurtigt”, så det ”bliver for dyrt at få sit liv til at hænge sammen”. Klimaindsatsen må altså ikke gå hurtigere, end danskerne kan følge med, mener SVM-regeringen.

I en kommentar til klimaministerens udtalelse om, at ”80 pct. af danskerne skal kunne se sig selv i den førte klimapolitik” siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, at ”der er meget få områder, hvor politikken bliver støttet af 80 pct. af befolkningen. Hvis man vil føre en politik, hvor 80 pct. af danskerne skal være enige, kan man ikke lave noget. Det er faktuelt”, siger han.

”Man har buldret afsted, og nu sidder Lars Aagaard med et hav af målsætninger, men redskaber og instrumenter er der meget få af. Derfor prøver han nu at kalibrere virkelighed og målsætninger. Aagaards og regeringens udtalelser er et billede på, at man er vågnet op af en meget kraftig rus i forhold til, hvor langt man kunne komme med den grønne omstilling på så kort tid”, tilføjer politisk kommentator Noa Redington.

Så meget for den grønne omstilling.

André Rossmann

Exit mobile version