Biden-administrationen og Den Europæiske Union (EU) forsøger ihærdigt at formilde den iranske styre for at genoplive en atomaftale, der vil forsyne Irans herskende mullaher med endnu flere milliarder af dollars i indtægter, forbedre regimets legitimitet på den globale scene og reelt åbne vejen til et atomarsenal for Iran.
EU smed for nylig sin egen bombe, da man ufortrødent gav til kende, at man ønskede en ny atomaftale, så EU-landene kan købe olie fra Iran – som er det ene af blot fire lande på det amerikanske udenrigsministeriums liste over statssponsorer af terrorisme (de andre tre er Cuba, Syrien og Nordkorea). Josep Borrell, EU’s udenrigspolitiske repræsentant udtalte for nylig:
“Vi europæere vil i høj grad blive begunstiget af denne [atom]aftale, situationen er anderledes i dag. For os var det i retning af . . . ’nuvel, vi behøver den ikke’, [men] i dag vil det i høj grad være i vores interesse at have en anden [olie-]forsyner.”
EU indrømmer i bund og grund, at man betragter atomaftalen med Irans herskende klerikale klasse ud fra et økonomisk mulighedsperspektiv. Dette burde ikke være målet for atomaftalerne. I stedet burde de europæiske ledere søge mod en stærk aftale, som vil forhindre det iranske regime i at opnå atomvåben, især – hvilket de burde have lært af Rusland nu – fordi disse atomvåben hurtigt kan blive rettet mod deres egne lande.
Ved at afsløre sin desperation for at købe olie styrker EU desuden Irans klerikale styre i at få overtaget i atomforhandlingerne og opnå endog endnu flere indrømmelser for at genoplive atomaftalen. Desperation betyder for iranerne svaghed.
Den seneste udmelding fra Borrell har også gjort det iranske regime mere beslutsomt i fastholdelsen af sit topkrav: fjernelse af Den Islamiske Revolutionsgarde (IRGC) og Quds-styrken fra listen over terrororganisationer. Betegnelsen af IRGC som en udenlandsk terrororganisation har intet at gøre med Irans atomprogram, men er knyttet til IRGC’s og Quds-styrkens terroraktiviteter rundt om i verden.
Men nu ser EU ud til at have givet efter for de iranske lederes krav. EU antydede for nylig, at man tilbyder et kompromis for at fjerne IRGC fra terrorlisten i et sidste forsøg på at genoplive atomaftalen. “På et vist tidspunkt,” påpegede Borrell i denne uge, “bliver jeg nødt til at sige, som koordinator [af samtalerne i Wien] lægger jeg dette forslag på bordet, formelt… det eneste mulige balancepunkt ville være dette.”
Når det gælder den amerikanske position, synes Biden-administrationen på den anden side at sigte mod en udenrigspolitisk gevinst eller en diplomatisk sejr midt i krisen. Atomsamtalerne er trukket ud gennem lang tid og Biden-administrationen har fået kritik for sin håndtering af Ukraine-krisen, Kina, Rusland, Afghanistan og Iran. Ifølge den seneste Quinnipiac meningsmåling misbilliger flertallet af den amerikanske befolkning Biden-administrationens håndtering af udenrigspolitikken.
For at formilde Irans mullaher vender EU og Biden-administrationen også det blinde øje til Kinas brud på sanktionerne mod Iran. Kina har støt og roligt optrappet sin olieimport fra Iran til næsten 1 million tønder i dag, og de globale oliepriser er steget. Efter sigende eksporterer det iranske regime mere end 1,5 millioner tønder olie. Irans herskende mullaher eksporterer tæt på 80% af den olie, som de plejede at eksportere før sanktionerne. Irans indtægter er stærkt afhængige af olieeksporten; salget af olie udgør mere end 50% af regimets eksportindtægter.
Desuden mangler EU stadig at tilslutte sig de af USA pålagte sanktioner mod det iranske regime. I virkeligheden handler europæiske lande stadig med Teheran på trods af de amerikanske sanktioner. Tehran Times skrev:
“Værdien af handel mellem Iran og Den Europæiske Union nåede op på 4,863 milliarder euro i 2021, hvilket viser en stigning på ni procent sammenlignet med året før…. Ifølge oplyste data fra Tehran Chamber of Commerce, Industries, Mines and Agriculture (TCCIMA) eksporterede Iran varer til en værdi af 554 millioner euro til Unionen gennem de omtalte ni måneder, mens landet importerede varer til en værdi af 2,7 milliarder euro”.
Det synes tydeligt, at atomaftalen aldrig handlede om at forhindre det rovgriske regime i Iran i at opnå atomvåben. For EU drejer atomaftalen sig om handel, at tjene penge og købe olie fra verdens førende statssponsor af terrorisme; for Biden-administrationen handler det om en “diplomatisk sejr”. Til gengæld vil de herskende mullaher få en legaliseret mulighed for at afpresse verden, gennem atomvåben og missiler, til at give Irans regime milliarder til dets terror- og militsgrupper for at plage os alle.
Dr. Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og -rådgiver, Harvard-uddannet, pol. scient., bestyrelsesmedlem i Harvard International Review og præsident i International American Council on the Middle East. Han har skrevet flere bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik. Han kan kontaktes på Dr.Rafizadeh@Post.Harvard.Edu