Viruskrisen har igen fået det europæiske samarbejde til at knage, skriver Lykke Friis i Berlingske.
I EU bliver coronakrisen nemlig ikke opfattet som en fælles europæisk krise.
4.556 kasser med næsten fire millioner hygiejnemasker, beskyttelsesbriller og handsker landede sidst på ugen i Torino. Forinden havde Italien næsten desperat spurgt andre EU-medlemsstater om hjælp. Men kineserne var de eneste, der overhovedet svarede på henvendelsen.
Sidste søndag besluttede de tyske toldmyndigheder at holde lastbiler tilbage med hygiejne- og iltmasker ved de tyske grænseovergange. For tyskerne kunne jo måske selv senere få brug for maskerne. I Frankrig blev der indført et tilsvarende eksportforbud.
Hvis EU-samarbejdet ikke kan bidrage til, at hygiejnemasker bliver delt ud til de europæere, der har mest akut brug for dem, hvad skal man så egentlig med EU?
Selv om EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har appelleret til, at medlemslandene koordinerer deres tiltag, er flere lande med Tjekkiet, Danmark, Polen og Slovakiet i spidsen i gang med at handle på egen hånd.
EU står dermed over for to kriser: coronakrisen og krisen i EU’s fælles krisehåndtering.