Trine Bramsen, der i lang har brugt al sin energi på at skyde de sidste rester af det danske forsvar i sænk, har nu rettet sine dødbringende kanoner mod det danske erhvervsliv. Aktionærerne, der jo formelt ejer virksomhederne, skal nu sættes fra bestillingen, og det reelle ejerskab overdrages i en glidende proces til statsmagten eller fællesskabet, som det nu hedder. Og bagved det danske fællesskab ligger superfællesskabet EU, der nu tromler frem med kvotediktatet, som i medlemslandene skal sikre, at kvinder udgør 40 procent af bestyrelserne i børsnoterede virksomheder. Den danske regering ved ligestillingsminister Trine Bramsen støtter nu varmt op om det nye EU-direktiv, som har rumlet i Europas parlamenter i længere tid, men ikke har kunnet gennemføres bredt på grund af modstand fra de borgerlige partier.
Den kommende lov om kvindekvoter i bestyrelserne kommer ikke af regeringens pludselige lyst til at lede virksomhederne, men fordi tvangsbestemmelserne er en naturlig konsekvens af den moderne danske formynderstat, der opfatter sig som ansvarlig for borgernes liv og levned. Og da al ledelse hviler på princippet om, at ansvar og magt følges ad, må det jo nødvendigvis være sådan, at når statsmagten har ansvaret, må den jo også have bemyndigelsen til at kunne forvalte dette ansvar. Ifølge Trine Bramsen må staten nu påtage sig ansvaret for at befolke bestyrelserne med kvinder, nu da virksomhederne ikke selv kan finde ud af det.
Hele formynderstatens værdigrundlag hviler på den fatale fejltagelse, at borgerne ikke magter at tage ansvaret for deres eget liv og må overlade dette ansvar til ’fællesskabet’. Denne grundholdning hos moderne politikere har allerede ført til katastrofale fejltagelser. Således forlanger vi ikke, at indvandrerne integrerer sig i det danske samfund. Det er tværtimod et offentligt ansvar at få integrationen til at lykkes. Stat og kommune har ansat tusindvis af sagsbearbejdere, tolke og konsulenter, der skal lempe de fremmede ind i det danske samfund. Det er ikke lykkedes for migranter, der kommer fra islamiske kultursamfund, fordi deres samfundsopfattelse ikke tillader dem at acceptere den demokratiske retsstat. I stedet koster det danske skatteydere hvert eneste år 90 milliarder kroner at finansiere livet for integrationsresistente migranter.
Staten ser det nu også som sin naturlige opgave at integrere kvinder ind i virksomhedernes ledelse, så der kommer kønsligevægt. Denne proces er allerede gennemført på vore universiteter, hvor kvalificerede mandlige forskere opgiver at ansøge om videnskabelige topstillinger, hvis der er kvinder i ansøgerfeltet. De kvindelige forskere bliver rutinemæssigt foretrukket, selv ansøgere med ringere kvalifikationer. Der er således ingen politikere, der drømmer om en strategi for, hvordan man i stedet kunne motivere flere kvinder til at kvalificere sig til en topstilling i erhvervslivet. For problemet er i virkeligheden, at alt for få kvinder har mod på en karriere, der først efter mange trængsler og hårdt arbejde fører dem ind i direktionslokalerne, hvorfra bestyrelsesmedlemmerne rekrutteres.
Tyskland indførte en kvotelov i 2020, der pålægger børsnoterede virksomheder at optage kvinder i bestyrelsen. Det kunne jo være interessant at høre, hvad de vaskeægte tyske karrierekvinder mener om den sag. Det gjorde magasinet ’FOCUS’, og her et udpluk af svarene: Nobelprisvinderen Christiane Nüsslein-Volhard.”En kvote krænker en kvindes værdighed. Enhver kvinde i en bestyrelse bliver til en kvotekvinde”. Direktør Birgitte Kasztan, Ford Europa: ” Hvis vi åbner for kvindekvoter i bestyrelser, må vi også give plads til andre minoriteter, indvandrere, handicappede og seksuelle minoriteter”. Direktør Christine Osterman, Rullko: ” Hvis en virksomhed ikke vælger de bedste ledere uanset kønnet, er den ikke konkurrencedygtig. Kvindekvoter er paradepolitik. Især skal rammebetingelserne for karrierekvinder forbedres, særligt hvad angår børnepasning.”
Sådanne holdninger gør ikke indtryk på Trine Bramsen. For hende er løbet kørt. Vi andre må trøste os med, at der i helvede findes et særligt sted til kvinder, der hjælper andre kvinder til stillinger, de ikke er kvalificeret til.