I byer over hele Europa er propalæstinensiske demonstrationer forfaldet til uhæmmede orgier af jødehad efter at demonstrationer mod israelske militæroperationer i Gazastriben åbent opfordrede til Israels ødelæggelse og død over jøder.
Blandt de op mod flere hundredtusinde demonstranter finder man en blanding af anarkister, anti-israelske aktivister på den yderste venstrefløj og migranter fra Mellemøsten og Nordafrika. Mange demonstranter – med flag fra muslimske lande, herunder Algeriet, Iran, Irak, Libanon, Tunesien, Tyrkiet og Syrien, såvel som den islamistiske terrorgruppe Hamas’ grønne flag og den globale jihads sorte flag – har råbt islamistiske slagord som ‘Allahu Akhbar’ (‘Allah er den største’) og har åbent opfordret til drab eller voldtægt på jøder.
De antiisraelske demonstrationers antisemitiske natur ses yderligere ved, at der ikke har været nogen antikinesiske demonstrationer på trods af overvældende beviser for det kinesiske kommunistpartis omfattende brud på menneskerettighederne mod millioner af uighur-muslimer i Xinjiang.
Propalæstinensiske demonstranter har også været tavse om muslimers situation i blandt andet Afghanistan, Iran, Syrien og Yemen og har derved, med deres ensporede bekymring for muslimers menneskerettigheder i Gaza, tydeligvis en selektiv vrede.
Det voksende jødehad, og de europæiske regeringers tilsyneladende manglende evne eller vilje til at standse det, har fået alarmklokkerne til at ringe blandt de jødiske samfund i Europa, hvor jødehad har nået et niveau, der ikke er set siden Anden Verdenskrig.
Urolighederne har også kastet fornyet lys over konsekvenserne af masseindvandringen til Europa fra Afrika, Asien og Mellemøsten, og navnlig på regeringernes manglende krav til nytilkomne om at integrere sig i et europæisk samfund.
Nogle europæiske lovgivere og sikkerhedsfolk opfordrer nu til, at migranter, der begår antisemitiske hadforbrydelser, udvises til deres oprindelsesland. På grund af den politiske korrektheds jerngreb i Europa er det usandsynligt, at det kommer til at ske. Det kan under alle omstændigheder være for lidt og for sent for Europas jødiske samfund. Den nuværende antisemitiske krise er et vidnesbyrd om den fejlslagne europæiske multikulturalisme, der gør et liv i Europa stadigt mere umuligt for jøder.
Tyskland: arnestedet for jødehadet i Europa
Siden sammenstødene mellem Israel og Hamas begyndte den 9. maj har der været antisemitiske demonstrationer i adskillige byer i Tyskland, hvor især arabiske og tyrkiske demonstranter har råbt antiisraelske slagord, brændt israelske flag og truet jøder.
Den nuværende bølge af demonstrationer begyndte for alvor den 13. maj, hvor en yderst aggressiv gruppe på mindst 200 mennesker viftede med palæstinensiske og tyrkiske flag foran en synagoge i Gelsenkirchen og kom med antisemitiske udråb. Politiet blev sat til at forhindre, at menneskemængden kom ind i bygningen.
Nordrhein-Westfalens indenrigsminister Herbert Reul lovede at forfølge gerningsmændene:
“Jeg finder det ubærligt, når antisemitiske slagord udråbes på tysk jord. Vores politi forfølger beslutsomt gerningsmændene, så de kan blive straffet.”
Synagoger og jødiske mindesmærker er også blevet angrebet i Bonn, Düsseldorf, Mannheim, Münster og Solingen.
Den 15. maj samledes mindst 3.500 demonstranter i forskellige dele af Berlin for at tage afstand fra Israel og jøder. Nogle udbredte antisemitiske slagord – “Israelske børnemordere” og “Hold op med at gøre det samme, som Hitler gjorde imod jer” — og råbte “Bomb Tel Aviv!”
Nogle holdt bannere, hvorpå Israel blev beskrevet som en “folkemorderisk bosætterstat” og zionismen som racisme. Andre afviste åbent Israels ret til at eksistere. Et stort rødt banner proklamerede: “Palæstina er træt af at betale prisen for Europas holocaust på jøderne”. Andre bannere opfordrede til en fuldstændig udslettelse af Israel, der skulle erstattes med et “frit Palæstina” fra Jordanfloden til Middelhavet. Demonstranter angreb et israelsk filmhold, der dækkede demonstrationerne.
Der blev indsat næsten tusind politibetjente for at opløse demonstrationerne. De blev bombarderet med sten, flasker og kanonslag. I alt 93 betjente blev såret under håndgemænget.
Menneskemængden havde angrebet korrespondenten Peter Wilke, og han fortalte, at størstedelen af demonstranterne var arabere og tyrkere. Han skriver i den tyske avis Bild, at demonstranterne i Berlin viste “en ny dimension af had og vold”. Han tilføjer: “Åbent, modbydeligt had mod jøder og Israel, men ikke kun det: Det var også had mod vores frie, tolerante demokrati. Det ses helt uden filter!”
Der var også antiisraelske demonstrationer i Bremen, Køln, Frankfurt, Göttingen, Hamborg, Hannover, Leipzig, Osnabrück og mange andre tyske byer, hvor demonstranter råbte antijødiske slagord og brændte israelske flag.
Bayerns indenrigsminister Joachim Herrmann mener, at den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan til dels er ansvarlig for de antisemitiske demonstrationer i Tyskland:
“Demonstrationerne domineres ikke af den yderste højrefløj, men snarere af dem, der er muslimvenlige og opildnet af præsident Erdogans brutale taler og andre, der mener, at sammenstød skal brede sig til de tyske gader og stræder. Disse mennesker bør, hvis de ikke besidder et tysk statsborgerskab eller permanent opholdstilladelse, og hvis loven tillader det, forlade vores land.”
Gerhard Schindler, der er forhenværende leder af Tysklands efterretningstjeneste BND, advarer om, at antisemitismen har nået et uacceptabelt niveau, og at det ikke bør ignoreres. Han opfordrer i et interview i Bild regeringen til at udvise migranter, der begår antisemitiske hadforbrydelser i Tyskland:
“De seneste dages udvikling er skræmmende og ubærlig, da den forbryder sig mod Tysklands eksistensberettigelse [Staatsräson]. Det er ganske enkelt uforeneligt med vores historie at brænde flag, kaste sten mod synagoger og råbe antisemitiske hadeslagord på tysk jord.
“Vi skal selvfølgelig ikke nedtone jødehadet i den tyske befolkning. Det jødehad, som vi nu ser blandt indvandrere, er imidlertid en kendsgerning, som vi skal imødegå.
“Disse mennesker kaster på to måder vrag på vores gæstfrihed. For det første ved at begå antisemitiske forbrydelser – idet de krænker, truer og fratager Israel sin ret til at eksistere. For det andet ved at bryde vores grundlæggende samfundspolitiske enighed om, at der ikke skal være nogen antisemitisk opildning på tysk jord.
“Dette er ikke en banal forbrydelse. Det påvirker DNA’et i den tyske forståelse af staten.
“Sikkerhedsmyndighederne kan blot forholde sig til symptomerne. Problemets grundlæggende årsag er et socialt problem, som alle bør forholde sig til.
“Det er ikke nok, at vi åbent taler om dette. Vi skal også have dem, der misbruger vores gæstfrihed, ud af landet.
“Vi har brug for, at disse mennesker bliver bedre integreret. De er her, og vi skal tage os af dem. Men dem, der ikke lader sig hjælpe, skal fjernes fra landet.”
Der er adskillige tyske politikere, der har fordømt jødehadet. Bortset fra platheder er det imidlertid kun få, der forekommer at kunne og ville foretage effektive tiltag for at gøre noget ved problemet – formodentlig fordi det ville kræve, at de indrømmer, at den tyske multikulturalisme er en fiasko.
Den tyske kansler Angela Merkel, hvis åbne dørs politik på indvandringsområdet i høj grad har bidraget til den nuværende situation, har foreløbigt afvist selv at komme med en udtalelse imod den antisemitiske vold, der hærger i Tyskland. Hun har i stedet fået sin talsmand, Steffen Seibert, til at fremkomme med en ligegyldig erklæring, der sammenfattes i det følgende tweet:
“Kansler #Merkel tog skarpt afstand fra raketangrebet mod #Israel og de antisemitiske hændelser i Tyskland. Vores demokrati tolererer ikke antisemitiske demonstrationer.”
Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, har sagt:
“Vores grundlov garanterer retten til ytringsfrihed og demonstrationsfrihed. Men enhver, der brænder flag med davidsstjernen i vores gader og råber antisemitiske slagord, misbruger ikke kun demonstrationsfriheden, men begår også forbrydelser, der skal retsforfølges.
“Intet retfærdiggør truslen mod jøder i Tyskland eller angreb på synagoger i tyske byer. Vi vil ikke have, og vil ikke tolerere, had mod jøder – uanset hvem – i vores land.”
Tysklands udenrigsminister Heiko Maas er en af Europas førende forsvarere af Irans islamiske regime, der er opsat på at ødelægge Israel. Han har udtalt:
“Vi opfordres alle til at gøre det meget klart, at det er uacceptabelt, hvis jøder i Tyskland – hvad enten det er på gaden eller på sociale medier – gøres ansvarlige for begivenhederne i Mellemøsten.”
Tysklands indenrigsminister Horst Seehofer er kommet med en vag advarsel om at slå ned på jødehad:
“Vi vil ikke tolerere afbrænding af israelske flag på tysk jord og angreb på jødiske faciliteter. Enhver, der spreder antisemitisk had, vil komme til at føle lovens fulde kraft. Tyskland skal ikke være en sikker havn for terrorister. Sikkerhedsmyndighederne er fuldt årvågne og gør alt for at beskytte vores lands befolkning. Jøder i Tyskland skal aldrig mere leve i frygt.”
Tysklands justitsminister Christine Lambrecht har udtalt:
“Dette antisemitiske had er skammeligt. Jeg fordømmer de seneste angreb på jødiske synagoger og afbrændingen af israelske flag her i Tyskland. Gerningsmændene skal identificeres og stå til ansvar. Synagoger og jødiske institutioner skal have en konstant og omfattende beskyttelse.”
Den tyske Bundestags formand, Wolfgang Schäuble, tilføjede:
“Vores land beskytter ytringsfriheden, og folk kan kritisere Israels politik og demonstrere imod dem, men intet retfærdiggør antisemitisme, had og vold. Vi vil ikke tillade, at konflikten bringes hertil, hvor den går ud over jødiske tyskere.”
Berlins borgmester, Michael Müller, er en stor fortaler for masseindvandring til Tyskland. Han har tweetet:
“De voldelige optøjer ved demonstrationerne i Neukölln er uacceptable og kan ikke tolereres i en fri og kosmopolitisk storby – og de hører ingen steder hjemme i vores samfund. Vi står fast imod vold, antisemitisme, had og opildning og beskytter dem, der udsættes for det.”
Tyskland markerer i 2021, at der i 1.700 år har boet jøder i landet, hvor der nu er omkring 200.000 jøder. Andrei Kovacs er en jødisk-ungarnsk efterkommer af holocaustoverlevere. Han er administrerende direktør for foreningen “321-2021: 1700 års jødisk tilstedeværelse i Tyskland“, og han stiller spørgsmål ved, hvorvidt jøder har en fremtid i Tyskland:
“Det, som vi oplever i disse dage, er desværre en del af et tilbagevendende mønster. At leve med antisemitisk motiveret fjendtlighed mod Israel er desværre en del af hverdagen for tyske jøder. Det er i mange år blevet tolereret og ofte endda støttet af utallige personer og organisationer. Så snart Israel tvinges til at forsvare sin eksistens, bryder disse former for jødehad ud igen.
“Det er forbløffende, at mange mennesker, blot 76 år efter holocaust, ikke forstår, at den jødiske stat ikke kan acceptere en trussel mod sin eksistens uden at kunne forsvare sig selv.
“De seneste dages antisemitiske angreb har endnu en gang tydeliggjort, hvor sårbar jøders tilstedeværelse er i Tyskland – og hvordan had kan misbruges til politiske formål…
“Når man ser billederne fra Gelsenkirchen og andre byer i Tyskland, opleves det desværre ikke som en respektfuld sameksistens.”
Storbritannien
I London kørte en bilkortege med palæstinensiske flag forbi et jødisk kulturhus på Finchley Road. En mand råbte i en megafon: “F*ck jøderne, f*ck deres døtre, f*ck deres mødre, voldtag deres døtre og befri Palæstina.”
På samme tid samledes omkring 100.000 mennesker i centrum af London, hvor mange råbte: Palæstina vil blive frit fra floden til havet”. Det blev filmet, at en demonstrant rev et israelsk flag i stykker, efter at han forgæves havde forsøgt at sætte ild til det i regnen. En uniformeret kvindelig politibetjent tilsluttede sig demonstranterne og råbte “Free, free Palestine!”
Flere medlemmer af den islamistiske bevægelse Hizb ut-Tahrir, der vil etablere et islamisk kalifat, viftede senere med Islamisk Jihads sorte flag og holdt skilte, der opfordrede “muslimske hære” til at “befri” Jerusalem. Et stort banner erklærede: “Hele Palæstina er besat, og det skal befris fuldstændigt”. En demonstrant opfordrede åbent til jihad:
“Dette er til de muslimske hære. Hvad venter I på? Jihad er jeres ansvar. Udslet den zionistiske enhed. Hvor vover de at besætte muslimsk land. Hvor vover de. Har I ingen ære? Vi, muslimerne i Vesten, er med jer. Vi frygter kun Allah.”
I Manchester samledes en menneskemængde med palæstinensiske flag foran en bagelbutik i det store indkøbscenter Arndale Center, hvor mængden tilsyneladende intimiderede jødiske handlende.
Politikerne i Storbritannien har, lige som i Tyskland, fordømt jødehadet, men få ved tilsyneladende, hvordan de forhindrer det i at sprede sig.
Den britiske premierminister Boris Johnson har tweetet:
“Jødehad hører ingen steder hjemme i vores samfund. Forud for shavuot [en jødisk helligdag] står jeg på de britiske jøders side. De burde ikke udsættes for den slags skammelig racisme, som vi har set i dag.”
Det konservative parlamentsmedlem Christian Wakeford, har udtalt:
“Jeg er, som det parlamentsmedlem med det største jødiske samfund uden for London, blevet kontaktet af vælgere, der er bange for at tage deres børn med i synagogen på grund af de rystende optrin i de britiske gader i løbet af weekenden.”
Parlamentsmedlem Robert Jenrick tilføjede:
“Som far til jødiske børn chokerer det mig hver gang, jeg tager mine børn med til synagogen eller til deres børnehave, at der står vagter med stiksikre veste ved indgangen.”
Andre steder i Europa
- Østrig: I Wien holdt propalæstinensiske demonstranter skilte, der erklærede: “Godt gået, Israel, Hitler ville være stolt”, og “Der er stadig nazister; De kalder sig nu zionister”. På andre skilte stod der: “F*ck Zionismen”, “Gør en ende på zionismen”, og “Det er kosher at boykotte Israel”. En demonstrant råbte til proisraelske moddemonstranter: “Stik jeres holocaust op i røven!” Adskillige, herunder mange unge, brød ud i klapsalver.
- Belgien: I Bruxelles råbte demonstranter: “Khaybar, Khaybar, jøder, husk Khaybar, Muhammeds hær vender tilbage”. De henviste til 600-tallet, hvor Muhammed nedslagtede og fordrev jøder fra byen Khaybar i vore dages Saudi-Arabien. Det er et kampråb ved angreb på jøder. Demonstranter råbte også: “Død over jøder”.
- Frankrig: I Paris brød tusinder af mennesker et forbud mod demonstrationer. Menneskemængder råbte slagord, såsom “Død over Israel”. Politiet brugte vandkanoner for at sprede mængden.
- Grækenland: I Athen brugte politiet tåregas og vandkanoner mod hundredvis af demonstranter foran de amerikanske og israelske ambassader. Demonstranterne holdt skilte, der beskyldte Israel for “etnisk udrensning”. På andre skilte stod der: “Hold op med at gøre det, som Hitler gjorde mod jer”. En demonstrant tweetede: “Vi standser ikke, før vi har fået befriet Palæstina fra floden til havet”. I Thessaloniki organiserede venstreorienterede grupper og anarkistiske kollektiver antiisraelske demonstrationer, hvor der kom mere end 700 personer.
- Holland: I Amsterdam demonstrerede tusinder mod Israel på det centrale plads Dam, hvor nationalmonumentet står til minde om dem, der døde under Anden Verdenskrig. Demonstranterne bar skilte, der beskyldte Israel for folkedrab og forsikrede, at “Palæstina vil blive frit fra floden til havet”. I Haag råbte demonstranter antisemitiske slagord, såsom “Jøder er kræft” og “Heil Hitler”.
- Spanien: I Madrid samledes tusinder af venstreekstremister og arabiske demonstranter, hvoraf nogle råbte ‘Allahu Akhbar’ (‘Allah er størst’), i bymidten og beskyldte uberettiget Israel for at begå folkemord på palæstinensere. I kommunen Oleiros i den nordspanske region Galicia brugte lokale embedsmænd udendørs kommunale opslagstavler til at opslå budskaber om “zionistisk terrorisme i Palæstina” og opfordringer til at efterforske israelske ledere for krigsforbrydelser.
Udvalgte kommentarer
Julian Reichelt, der er chefredaktør på Tysklands storsælgende avis Bild, skriver i et essay med titlen “Vores land er i fare”:
“Det, som vi så i vores gader i lørdags, var intet mindre end en historisk trussel. Muliggjort af vores regering, bagatelliseret af vores medier, marcherede en antisemitisk pøbel, der tydeligvis var arabisk-muslimsk, gennem næsten alle større tyske byer og krævede hadefuldt Israels udslettelse.
“Jeg tog i lørdags mine egne billeder af demonstrationerne og nåede en bitter erkendelse: Os, der ønsker jøder i vores land, er ved at tabe. Vi udgør måske nok et numerisk flertal. Men dem, der vil udslette Israel og jødernes tilværelse, har magten på gaden, når de ønsker det.
“De er ikke bange for politiet, de har ikke noget at frygte fra regeringen, de tager deres børn med til demonstrationerne og opdrager den kommende generation af israelhadere i Tyskland. Deres ungdomskultur og deres rapmusik fremmaner de morderiske myter, som Hamas også hylder. Deres idoler affyrer raketter fra Gaza mod Tel Aviv, mens de jagter kippahbærere i Berlin og andre byer.
“Det er ikke islam, men en omsiggribende islamisme, der gør tyske byer til fjendtligtsindet, farligt land for jøder, som det allerede er sket i Frankrig og Sverige. Angela Merkels flygtningepolitik, der ikke længere er interesseret i at identificere de reelle krigsflygtninge, har hundredtusindvis af gange importeret en ideologi, der fokuserer på jøderne som en evig fjende. Hun havde her arnestedet for den fejlslagne integration.
“Deres varemærke er et kort, hvor Israel ikke eksisterer, og deres følgere bærer brølende symbolet gennem de tyske byer. Lad mig gøre det klart: Man kan ikke bære disse bannere og samtidigt foregive at anerkende vores retsstat, hvoraf en af grundstenene er Israels ret til at eksistere. Begge dele er ikke muligt. Alt for mange gader var i weekenden faldet i hænderne på folk, der ønsker et anderledes Tyskland, et land uden jøder
“‘Vi kan gøre det!’ var Angela Merkels mest berømte omkvæd til flygtningekrisen. Det var også hendes løfte, at vores land ikke ville forandres grundlæggende, ikke ville blive formet af politisk-religiøse ideologier, der såede død og tilintetgørelse andetsteds.
“Det løfte blev brudt tusind gange i løbet af denne weekend. Jeg ville gerne høre, hvad kansleren har tænkt sig at gøre ved det, hvad hendes personlige, utvetydige ord er til disse jødehadere, hvad hun vil GØRE mod fremvæksten af denne udslettelsesideologi, inden hun forlader posten.
“Angela Merkel bør tage ansvar for det, der er blevet en trussel mod vores liberale samfund og sætte ind for at imødegå det med al sin magt.”
Formanden for Det Liberale Jødiske Samfund i Hannover, Rebecca Seidler, har i et interview med Norddeutscher Rundfunk udtalt:
“Den eskalerende situation i Israel… påvirker i høj grad de jødiske samfund og institutioner her i Tyskland. Jøder ses som repræsentanter for staten Israel og gøres ansvarlige…. Jeg vil gerne understrege, at disse antisemitiske hændelser i Tyskland ikke handler om at udtrykke kritik af staten Israels politiske handlinger, men at vi har at gøre med massive antijødiske trusler, der på det kraftigste skal fordømmes….
“Det er i sidste ende ikke et nyt fænomen. Det har altid været sådan, at situationen i Israel påvirker jøders tilværelse uden for Israel. Vi anses som sagt som repræsentanter for staten Israel. Det bør heller ikke benægtes, at jødehadet i høj grad findes og er forankret i islamistiske miljøer og derfor også kommer til udtryk i Tyskland. Jødehadet har mange ansigter, forekommer i mange sociale sammenhænge, og bånd mellem disse miljøer kan skabe en enorm energi. Den aggressivitet, som vi oplever i disse dage, er dybt bekymrende for os som et jødisk samfund.”
Den tysk-egyptiske politolog og forfatter Hamed Abdel-Samad har i et interview i Die Welt udtalt:
“Man kan selvfølgelig kritisere det israelske politis handlinger i Jerusalem og bosættelsespolitikken. Det har jeg gjort tidligere. Men når kritikken bruges som et påskud for at opildne til had mod alle jøder, så begynder problemerne. Hvis man kritiserer israelsk politik, men hylder Hamas, så begynder problemerne. Og det er lige nøjagtigt, hvad der sker i Tyskland. Jeg mener ikke, at det handler om solidaritet med muslimske ofre. Muslimer er ofre hver eneste dag i den arabiske verden: i Syrien, i Irak, i Yemen. For få dage siden blev en skole bombet i Afghanistan; 50 børn døde som følge af terror fra Taliban, og der var ingen muslimer, der demonstrerede på gaderne i Tyskland. Og de råbte ikke: “F*ck Taliban!”
“Der er mange følelser i denne konflikt. For muslimer er det ikke vigtigt, hvem ofrene er, men snarere: Hvem er gerningsmanden? Hvis gerningsmændene er muslimske terrorister, så bliver det i familien. Hvis gerningsmændene er Israel eller USA, så ser man denne iscenesatte harme.
“Tyrkisk politik spiller også en rolle i dette. Erdogans taler, de islamiske foreninger her, Milli Görüs og så videre. De oppisker hadet til jøder, selv om de konstant klager over antimuslimsk racisme og islamofobi.
“De tyske politikere har ikke forstået, at indvandring fra Irak og Syrien – fra de arabiske lande – også bringer mere jødehad til Tyskland. Enhver, der siger det, bliver straks stemplet som højreorienteret, og der er ingen fair diskussion eller debat om det. For mig er dette de lave forventningers racisme. Lad os forestille os, at tyskere efter hvert terrorangreb begået af muslimske terrorister gik på gaden og demonstrerede, besatte moskeer og råbte ‘skide muslimer’. Det ville være højreorienteret ekstremisme. Det ville være en nazist, men når det kommer fra muslimer, siger de: Ja, det er stakler. De er følelsesladede. Nej, det er de lave forventningers racisme. Jeg forventer ikke det samme fra dem, som jeg forventer fra almindelige unge tyskere. Og det er en del af problemet.”
Abdel-Samad blev spurgt til jødehadet i den arabiske verden og svarede:
“Folk, der kommer hertil, bringer mange konflikter med sig fra deres hjemlande. Man kan sige, at jødehad er en del af uddannelsespolitikken i den arabiske verden, hvor Hitlers bøger er kioskbaskere. Blandt de storsælgende bøger finder man konspirationer som ‘Zions Vises Protokoller’. Og de mennesker kommer hertil. Og man må ikke engang tale med dem om sådanne konflikter i skolen eller på integrationskurser. Antiracismedebatten er også en del af problemet, for muslimer og indvandrere anses generelt som gruppe betragtet som ofre, og kun den hvide mand betragtes som gerningsmand.
“End ikke skoler kan tale om jødehad eller mellemøstkonflikten. Eller om Erdogan eller om islamisme. Selv på universiteterne nægter muslimske studerende at tale om sådanne emner. Universiteter burde være et fristed for meninger. For mange muslimer er universiteterne imidlertid nu et helle fra meninger og kritik, selv om det er dér, vi skal begynde. Vi er nødt til at tale med hinanden. Vi bør have kontroversielle diskussioner om alle emner, ikke kun om mellemøstkonflikten. Det sker desværre ikke. Vi har en meget giftig debatkultur i Tyskland. Man bliver stemplet som racist eller nazist, hvis man gør opmærksom på problemer i indvandrermiljøer eller med minoriteter. Racisten er altid hvid, men aldrig en muslim eller en sort eller en indvandrer. For mig er det de lave forventningers racisme.”
Abdel-Samad uddybede på sin facebookside:
“Lad os forestille os en menneskemængde af unge tyskere, der råber ‘skide muslimer’ og kaster sten og fyrværkeri mod moskeer i Tyskland efter et terrorangreb i Paris, London eller Berlin. Hvad ville vi kalde disse unge? Rigtigt: nazister! Hvad ville antifascisterne og antiracisterne så gøre? De ville oppiske et raseri og frygte, at den lille mand med det underlige overskægs tilbagevenden er umiddelbart forestående.
“Men hvorfor hører man ikke fra dem nu? Hvorfor betragter de udtryk som ‘sigøjnersovs’ [navnet på en tysk sovs] som racistisk, men ‘skide jøder’ for at være harmløst? Hvorfor bliver de bestyrtede, hvis man spørger én med indvandrerbaggrund, hvor vedkommende kommer fra, mens de ingenting gør, når folk krænkes og gennembankes på grund af deres oprindelse?
“A. Fordi det for dem ikke handler om mennesker, det handler om ideologi!
“B. Fordi minoriteter kun kan være ofre i deres racismeindustri, og kun hvide mænd kan være nazister og racister.
“C. Fordi deres antiracisme er tæt forbundet med antiamerikanisme og antikapitalisme, så nogle af dem ligefrem sympatiserer med Hamas.
“Dette er ikke kun en dobbeltmoralsk indstilling til racisme, det er per defination racisme. For den hvide mand betragtes generelt som en person, der blev født som en syndig racist, mens alle andre etniciteter og kulturer er frikendt for dén anklage. Det er også racisme mod minoriteter, der kun betragtes som genstande for den hvide mand og ikke har et selvstændigt ansvar. Det er de lave forventningers racisme, når man kræver noget andet af unge tyskere end af muslimske unge.”
På den tyske blog Tichys Einblick bemærker kommentatoren Michal Kornblum:
“En stor del af pøbelen består af folk, der kom hertil som flygtninge og bragte deres had til jøder med sig og fortsatte med at udbrede det her. Det er ingen hemmelighed, at mange moskeer, og også venstreorienterede tyske organisationer, gøder jorden for dette. I Tyskland forener de mest forskelligartede sociale strømninger sig i jødehad og had til Israel.
“Endnu et tegn på politikkens og retsvæsenets fiasko er, at mange unge muslimer fra familier, der har boet her i to eller tre generationer, er mere radikale og antisemitiske end deres forældre og bedsteforældre, der ofte har et mere vestligt syn på verden. Når det tilegnede ‘tyskproducerede’ had til jøder mødes med det importerede jødehad fra arabiske lande, så er resultatet den eksplosive atmosfære i de tyske gader, som vi oplever nu….
“Vi bevæger os reelt stadigvæk fra sætning til sætning i den antisemitiske debat. Den populære vending ‘jødehad hører ingen steder hjemme’ viser sig at være en af de største løgne, eftersom jødehad tydeligvist optager meget plads i Tyskland. Det, at gentage en sætning som en bedemølle, ændrer ikke på virkeligheden. På samme måde er ‘alle, der bor her, skal acceptere grundloven og Israels ret til at eksistere’ nærmest kun en talemåde. Jeg er ikke bekendt med nogen udvisninger af disse årsager. Det ville være et logisk skridt at udvise alle antisemitiske oprørere, der ikke har et tysk statsborgerskab.”
På bloggen Achgut kritiserer den tysk-israelske forfatter Chaim Noll den tyske kansler Angela Merkel for den antisemitiske genopblussen i Tyskland:
“Det åbenlyse jødehad er kommet tilbage til Tyskland fra en kant, der overraskede mange intetanende mennesker. Ordet ‘jøde’ er gradvist igen blevet et skældsord, indbegrebet af det afskyelige, i skolegårde domineret af muslimer. Hadet til jøder bunder denne gang ikke i Europas traditionelle antisemitisme; Det kommer fra en anden kant, som kun få europæere bemærkede. Hvem ville for tyve år siden have sat sig for at studere koranen, haditherne eller Hamas’ charter? Hvem kendte til de utallige passager i islams religiøse litteratur, der opfordrer til foragt, forfølgelse eller udryddelse af jøderne?
“De få, der læste om det, forblev tavse, og hvis de gav udtryk for deres bekymringer, så blev de erklæret for ‘islamofobe’ og udstødt. I mellemtiden har der i tusinder af moskeer og koranskoler uhindret spredt sig et jødehad, som tyskere igennem årtier risikerede strenge fængselsstraffe for. Den selvsamme dæmon fik imidlertid ustraffet lov til at brede sig i sit nye miljø. Der er ankommet utallige forstærkninger siden 2015, og jødehadet trives på ny. Demonstrationernes råb gjalder højere for hvert år, der går. Foreløbigt er ingen tysk muslim blevet straffet for had til jøder eller for åbent at opildne til mord på jøder, selv om det er sket igen og igen….
“De billeder, der nu går verden rundt, dokumenterer Tysklands nye skamplet. Angela Merkel kan takke sig selv for den kendsgerning, at jødeforfølgelsernes brølen igen høres i et land, hvor jødehadet hidtil var lavmælt eller uhørligt. Hun forrådte de tyske jøder. Og ikke kun jøderne. Også mange tyskere, som for eksempel enhver, der sympatiserer med Israel eller for hvem jødehad er ubærligt. Hun skabte, ved demonstrativt at tage afstand fra islamkritik i Tyskland, en stemning af frygtsom tavshed. Hvilket, ikke uligt Weimarrepublikkens senere år, gør jødehadernes brøl så meget desto højere.
“Angela Merkel vil gå over i Historien som den kansler, der gjorde åbent had til jøder i Tyskland muligt igen. Hun affærdigede årtiers folkeoplysende ‘opgør med fortiden’ og bestræbelser på at komme sig oven på et traumatisk tysk nederlag. Under hendes ledelse kan man i Tyskland igen åbent opfordre til mord på jøder og samtidgt modtage statsmidler. I det store såvel som i det små. Lige som tusinder af jødehadende demonstranter i de tyske gader får statsmidler, får også terrororganisationen Hamas statsmidler på den store skala gennem obskure ‘nødhjælpsorganisationer’ og NGO’er, så alle raketter, der rammer Israel, i sidste ende også er delvist betalt af tyske penge. Det er Angela Merkel også tavs om.”
Den enestående blog Zions Vises Protokoller, skriver:
“Det handler ikke om Gaza. Vi har aldrig set et sådant had efter nogen vestlig intervention i Syrien eller Afghanistan. Ingen britiske menneskemængder er marcheret gennem indkøbscentre for at protestere mod luftangreb i Irak.
“Dette er snæversyn i sin grimmeste, rå form.
“Gaza er et påskud for at finde en socialt acceptabel måde offentligt at udtrykke jødehad, mens man foregiver, at ens had er berettiget.
“Og mens det er mere subtilt, så er det nøjagtigt det, der ligger bag næsten alt det maniske had til Israel, som vi ser hver eneste dag, året rundt. Intet andet forklarer dette niveau af had, og det skyldes tydeligvis ikke de formodede ofre – araberes forfølgelse af palæstinensere ignoreres også af den antiisraelske pøbel.
“At antizionismen er antisemitisme ses af, at den antiisraelske venstrefløj, der højlydt forsikrer om, at de er imod antisemitisme, ikke har sagt et ord om disse hændelser. Og ingen af dem er stået frem og har sagt, at de ville beskytte jødernes ret til moddemonstrationer eller for den sags skyld at kunne bevæge sig uforstyrret rundt i det offentlige rum”.
Soeren Kern er Senior Fellow ved Gatestone Institute i New York.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)