I dag efter ti år ved magten, hvor Erdogan har fået nærmest enevældig magt og sendt hundredtusinder i fængsel, er Tyrkiet uvenner ikke alene med gamle fjender, men også med de fleste arabiske lande, med EU, med Rusland og selv USA, skriver Hanna Ziadeh i Berlingske. Erdogans eneste allierede er det islamistiske Qatar og Hamas i Gaza. Og af og til præstestyret i Iran.
Dog kan Erdogan regne med en historisk allieret: Tyskland. Det historiske bånd mellem Tyskland og Tyrkiet går tilbage til det osmanniske kalifat. Tyskland er den største vestlige investor i Tyrkiet. Under kansler Merkel har Tyskland ofte bremset et fransk-ledet europæisk krav om at sætte stopper for Tyrkiets bøllemetoder. Erdogans dristige bøllemetoder kom klarest til udtryk i 2016, da han sendte millioner af migranter mod Europa. EU, især Tyskland, bøjede sig for afpresningen og endte med at betale Tyrkiet seks mia. euro i direkte støtte for at stoppe migrationsbølgen.
Det har kun opmuntret Erdogan, for det værste, man kan gøre over for en bølle, er at give efter. Nu ligger hele Europa under for Erdogans afpresning, som det er sket i slutningen af juni, hvor Tyrkiet under et topmøde med EU igen truede med at åbne migrationssluserne.
Får Europa ikke sat en stopper for Erdogans aggressive indblandinger i Tyrkiets naboområde, især over for de to EU-lande Grækenland og Cypern, og hans ekspansionspolitik i de arabiske lande, bliver han kun bekræftet i sin tro på, at bøllemetoderne betaler sig. Det vil ikke medføre flere konflikter i Europas naboområde, som fordrer flere flygtninge, men vil friste ham til mere indblanding i EU-landenes interne anliggende. Desværre kan vi ikke regne med tysk lederskab, når det handler om Tyrkiet.