EU-landene er forleden blevet enige om to centrale dele af en kommende fælleseuropæisk asylpolitik.
Den ene del – asylprocedureforordningen – handler om at oprette en strømlinet, hurtigere asylbehandling. Den skal bruges til hurtigere at kunne afvise asylansøgere, der kommer fra lande, hvorfra asylansøgere som oftest får afslag.
Den anden del handler bl.a. om at sikre en mere ligelig og solidarisk fordeling af asylansøgerne mellem EU-landene. Konkret vil der blive tale om en mekanisme, der kan aktiveres, når et land er under stærkt pres fra migration. I så fald vil de øvrige EU-lande være forpligtet til at hjælpe.
Aftalen kommer efter flere års stilstand og svære forhandlinger om en ny asylpolitik. Spørgsmålet er nu, om aftalen vil holde. Sverige har arbejdet på et nå frem til et kompromis, som kunne samle kvalificeret flertal blandt EU-landene. Det lykkedes efter flere afstemninger. Kun Polen og Ungarn stemte i mod. Bulgarien, Slovakiet, Litauen og Malta undlod at stemme.
Selv om der er gået otte år siden de muslimske horder har invaderet Europa, har en fælleseuropæisk asylpolitik særdeles lange udsigter. EU har ganske enkelt ikke den kraft og vilje der skal til for at lukke de ydre grænser og sikre, at ingen kommer ind, medmindre de har deres visum og dokumenter i perfekt orden. Problemet er, at EU-landene ikke er interesseret i en fælles asylpolitik, hvis den betyder flere asylansøgere til deres respektive lande.
EU’s asylpolitik består derfor fortsat i et samarbejde med en lang række muslimske lande i Afrika om at forhindre, at asylansøgere overhovedet står ud fra kysten i gummibåde. EU betaler f.eks. millioner af euro til nordafrikanske lande som Libyen, Egypten og Marokko for en styrket grænsekontrol. Mange ved det bare ikke, de kender kun Tyrkiet-aftalen.
Senest kom det frem, at EU vil give økonomisk støtte til Tunesien, så landet kan styrke sin økonomi og forhindre migranter i at krydse Middelhavet for at komme til Europa.
Konkret vil EU hjælpe Tunesien ved at tilbyde 900 mio. euro i langsigtet bistand. Det svarer til 6,7 mia. kr. Derudover vil EU tilbyde det nordafrikanske land 150 mio. euro – svarende til 1,1 mia. kr. – til at finansiere et underjordisk digitalt kabel mellem Tunesien og Europa samt et eksportprojekt inden for vedvarende energi. EU vil også hjælpe Tunesien med landets grænseforvaltning ved at støtte landet med 100 millioner euro årligt. Det svarer til knap 750 mio. kr.
Det siger sig selv, at lokumsaftaler med muslimske shitholes gør EU ekstremt sårbar over for pengeafpresning fra autoritære afrikanske lederes side, idet de kan øge og bremse tilstrømningen efter forgodtbefindende. De har jo set, hvordan det er lykkedes for Erdogan at afpresse EU ved jævnligt at true med at sende flere syrere afsted.
Det er derfor en perspektivløs politik at lade EU’s asylpolitik tage som gidsel af korrupte muslimske despoter, idet det helt sikkert vil få endnu flere mellemøstlige og afrikanske shitholes til at kræve beskyttelsespenge eller indrømmelser af det sårbare og ynkelige EU.
André Rossmann