EU’s Elite Vakler: Nu Kommer Populisterne. Eller gør de?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

”Wahltag ist Zahltag” siger de syd for grænsen, så EP-valget var en god lejlighed for EU’s vælgere til at lade deres politiske eliter betale for 5 år med pandemi, tårnhøje klimaambitioner uden bund i virkeligheden og pivåbne grænser.

Så det gjorde de så bogstaveligt talt i alle medlemslande….. undtagen i Danmark, hvor Mette F. i valgkampen kørte på spareblus for ikke at skade sin kandidatur til formandskabet for EU’s egentlige regering, Det Europæiske Råd.

I Frankrig fik præsident Macron en så alvorlig lussing af det populistiske højre, RN, at han prompte udskrev nyvalg – ikke til sig selv – men til Nationalforsamlingen i det håb, at vælgerne ville besinde sig, når det ikke længere var en gratis omgang at protestere. Det gav så bagslag, fordi lederen af det konservative, tidligere Gaullistiske parti, Republikanerne, brød det i årtier fastholdte politiske tabu om ikke at fraternisere med RN og opfordrede til en fælles alliance.

I Belgien fik det også tabubelagte, populistiske flamske parti Vlaamse Belang så stor fremgang, at den liberale regeringsleder, De Croo, gik af.

I Spanien fik det socialistiske regeringsparti også en mavepuster med fremgang til det konservative oppositionsparti Partido Popular og ikke mindst de to protestpartier, Vox og Se Acabo la Fiesta (Festen er Ovre).

Kun i Portugal gik protestpartiet, Chega (Så er det Nok!) tilbage, men kun efter allerede at have scoret stort (18%!) ved det nyligt afholdte parlamentsvalg.

LÆS OGSÅ:  Klumme: MERE END NORDSTREAM LÆKAGEN STINKER

I Belgien, Holland, Østrig det samme billede. I Italien er protestpartiet Fratelli d’Italia allerede ved magten og er ligesom Sverigesdemokraterne i Sverige blevet støtteparti for den borgerlige regering efter at have været tabubelagte i årevis.

Men mest chokerende er valget i Tyskland, hvor AfD, efter i årevis at have været tabuiseret, blev det næststørste parti foran alle tre regeringspartier, på trods af flere skandaler og en mediehetz uden sidestykke.

At eliten i EU’s største land intet har lært, fremgik af reaktionen fra to af regeringspartierne: Socialdemokratiet, SPD, kaldte efter valget AfD nazistisk, en gammel traver mere end 75 år efter Hitler og Nazi-Tysklands nederlag, og en talsmand for De Grønne hævdede, at dette var prisen for ikke slet og ret at have forbudt AfD op til valget.

Uden at det tilsyneladende generede ham at plædere for at forbyde et parti, som på demokratisk vis havde opnået flere stemmer end hans eget.

Er vi kommet derhen, hvor Nazi-beskyldningen ikke længere giver pote hos vælgerne?

Måske, men at der er tale om et populistisk jordskredsvalg mod højre i EU, er der ingen tvivl om.

Hvad er vælgerne sure over?

De er sure over en elite, som på EU-niveau kører venstrefløjens yndlingsprojekter som klima-politik, udfasning af dieselbiler og atomkraft, åbne grænser for immigration, identitetspolitik og globalisering uden hensyntagen til konsekvenserne for almindelige mennesker.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Tørklædets diskrete charme

Almindelig sund fornuft vil mene, at en sådan elite på længere sigt ikke vil kunne   overleve.

Men virkeligheden er, at ingen elite frivilligt giver magten fra sig.

Siden direkte valg til EP blev indført i 1979, har to partier siddet på magten i Europa-Parlamentet: socialdemokraterne og de borgerlige, lidt ligesom vores egen SMV- regering. Hvorfor skulle de give magten fra sig, hvis de kan indgå en studehandel ligesom Mette, Løkke og Ellemann?

Hvad med de nationale toppolitikere, som styrer fraktionerne i EP? Begynder de at ryste på hånden?

Næppe.

Macrons manøvre i Frankrig er ikke udtryk for en større selverkendelse eller forståelse for almindelige menneskers problemer, men ren taktisk gambling.

Og den politiske elite i Tyskland eller Spanien har ikke udvist tegn på at ville ændre kurs på trods af deres sviende nederlag. Ingen tør sige det højt, men for vores eliter var EP-valget et surt opstød, et protestvalg af andenrangs-politikere til en andenrangs-institution med meget få og små reelle magtbeføjelser, som vælgerne vidste meget lidt om.

Hvilke konsekvenser vil populismens fremgang få på længere sigt?

Forhistorien er ikke lovende.

Allerede ved EP-valget i 2019 var der fremgang for EU-skeptiske partier og Europa-Parlamentet stillede på bedste demokratiske vis selv op med spidskandidater til topposterne i EU.

Ikke desto mindre indsatte Det Europæiske Råd lutter flomme-europæiske kandidater på topposterne, politikere som ikke en gang havde kandideret til stillingerne, som f.eks. Kommissionens nuværende formand, Ursula von der Leyen, som indtil da mest havde gjort sig bemærket som en noget uheldig og ineffektiv tysk forsvarsminister.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Øksemanden anholdt – igen!

Den kommende politiske kamp om sammensætningen af EU-Kommissionen, hvis præsident vælges af Europarlamentet og Det Europæiske Råd, sammensat og valgt af regeringscheferne selv bag lukkede døre, vil give et fingerpeg om, hvorvidt EU’s elite har lært af de seneste års politiske udvikling og vil lytte til vælgerne eller fortsat vil køre deres eget løb.

Begyndelsen er heller ikke lovende.

Den socialistiske blok i EP, som gik tilbage ved valget, har allerede truet med ikke at stemme for den borgerlige bloks kandidat, Ursula von der Leyen, som Kommissionsformand, hvis hun forhandler med vinderne af EP-valget, de to populistiske partier, ID og ECR.

Wahltag ist Zahltag og vælgerne har på valgdagen forelagt deres politiske ledere udgifterne for de seneste 5 års overforbrug.

Vi skal nok forvente, at de politiske ledere løber fra regningen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)