Gennem næsten seks år, siden “atomaftalen” Joint Comprehensive Plan of Action fra 2015 blev indgået, har Den Europæiske Union forsøgt at formilde Irans herskende mullaher. Hvad EU imidlertid ikke indser er, at dets bløde politik over for mullaherne har været en total fiasko og farlig.
Lige efter at “atomaftalen” var indgået – en aftale, som det iranske regime for øvrigt aldrig underskrev – ophævede EU sammen med Obama-administrationen alle sine økonomiske sanktioner. Det var en gave, som hjalp det iranske regime med at genindtræde i det globale finansielle system. EU gav også Iran mange indrømmelser, så som at inkludere sunset-klausuler i atomaftalen, som gør det muligt for mullaherne snart at have alle de atomvåben, de har lyst til.
Tyskland og Frankrig syntes at være de første, der havde travlt med at genoptage forretningsaktiviteterne med Irans herskende mullaher. Lige efter den halvt underskrevne atomaftale besøgte den vestlige halvdel, i form af Tysklands tidligere økonomiminister og vicekansler Sigmar Gabriel sammen med en forretningsdelegation fra Siemens, Linde, Mercedes og Volkswagen, Iran, og mange store europæiske firmaer så som Royal Dutch Shell, BP og Eni satte gang i deres planer om handel med Iran. Siden da er handelen mellem EU og Iran, med næsten 30 iranske bankers fornyede tilslutning til SWIFT, vokset med næsten 43%.
Imens har EU, som aldrig holder op med moralsk at belære andre lande om, hvordan de bør opføre sig, vendt det blinde øje til troværdige rapporter vedrørende Irans fortsatte overtrædelser af atomaftalen samt dets dyrkelse af hemmelige kernevåbenaktiviteter. I februar 2016 havde Iran allerede overskredet sin grænse for tungt vand for anden gang. Et år efter atomaftalen afslørede Tysklands interne efterretningsvæsen, Bundesamt für Verfassungsschutz (BfV), i sin årsrapport, at den iranske regering under atomaftalen havde fulgt en “hemmelig” vej til at skaffe sig ulovlig atomteknologi og udstyr fra tyske firmaer “på et selv ud fra internationale standarder kvantitativt højt niveau.” Efterretningsrapporten fastslog også, at “man med sikkerhed kan forvente, at Iran vil fortsætte sine intensive indkøbsaktiviteter i Tyskland via skjulte metoder til at skaffe sig de ønskede elementer.”
Efter dette trak en af nøglespillerne i atomaftalen, USA, sig fra aftalen under Trump- administrationen og genindførte sanktioner. Men EU, Washingtons gamle transatlantiske allierede, gik en anden vej end sine vestlige partnere, til gavn for mullaherne. EU afviste at genindføre sanktioner mod Iran og gik derefter i gang med at holde handelen med landet i live. Tre europæiske regeringer – Tyskland, Frankrig og Storbritannien – skabte en mekanisme, Instrument in Support of Trade Exchanges (INSTEX), med base i Paris og designet primært til at omgå de amerikanske sanktioner. “Vi gør det klart,” indrømmede Tysklands tidligere udenrigsminister Heiko Maas, “at vi ikke kun talte om at holde atomaftalen med Iran i live, men nu skaber vi en mulighed for at gennemføre forretningsaktiviteter.”
Hvad er så blevet resultatet af EU’s formildelse af Irans mullaher? Forretninger for Europa. I mellemtiden er Irans ledere nu tættere end nogensinde på at opnå atomvåben. De teokratiske herskende kredse er i dag tæt på at have tilstrækkeligt beriget uran til at raffinere og bygge mindst én atombombe, som kun kræver omkring 1000 kg uran med en berigelse på blot 5%.
Når det gælder terrorisme, har medlemsstater i EU samtidig været blandt hovedmålene for Irans terrorkomplotter. Det iranske styre har været impliceret i en række mord, tilfangetagelser af europæiske gidsler og andre fjendtlige handlinger flere steder i Europa, nogle med succes, andre ikke, som er blevet sporet tilbage til Teheran. Det lykkedes europæiske embedsfolk at forpurre et terrorangreb, hvis genstand var et stort “Free Iran-konvent” i Paris, som blev afholdt i juni 2018 med mange fremtrædende talere, herunder den tidligere formand for Repræsentanternes Hus i USA Newt Gingrich og den tidligere canadiske udenrigsminister John Baird. I 2020 blev en af Irans aktive diplomater, den iranske Assadollah Assadi, i Belgien idømt 20 års fængsel for at have forsøgt at plante en bombe.
EU ville også gøre vel i at iagttage, hvordan Irans militære eventyr i Mellemøsten er eskaleret – og fortsat vil eskalere, medmindre det bliver standset. Siden EU begyndte at formilde det iranske regime, har regionen oplevet flere raketangreb fra Houthierne mod civile mål i Saudi-Arabien, udstationering af tusindvis af fodsoldater fra Hizbollah i Syrien, og bombardementer af Israel med iransk finansierede Hamas-raketter.
Er profit og forretninger virkelig vigtigere for EU end at forhindre det, som det amerikanske udenrigsministerium kalder for “verdens værste statssponsor af terrorisme“, i at opnå atomvåben? Formilder EU fortsat mullaher, fordi man tror, at et styrket og atombevæbnet Iran ikke vil udgøre en trussel mod EU, men kun mod andre lande i regionen, så som Israel og Saudi-Arabien? Siden 2015 har EU mødt de herskende mullaher i Iran med formildelse, venlighed og fleksibilitet hvert eneste skridt på vejen. Dette har blot opmuntret og styrket det iranske regime og bragt det nærmere til at blive en atommagt. EU burde måske minde sig selv om Winston Churchills berømte advarsel: “Hver især håber på, at hvis han fodrer krokodillen tilstrækkeligt, vil krokodillen æde ham sidst. Alle håber de, at uvejret går over, inden det bliver deres tur til at blive ædt. Men jeg frygter – jeg frygter i høj grad – at uvejret ikke går over.”
Hvis Iran opnår atommagt, vil det ikke længere behøve at bruge terrorisme eller gidseltagning – eller endda sine nye bomber – for at afpresse Europa: den blotte trussel om at benytte én bombe vil være tilstrækkeligt.
Vil EU venligst vågne op i tide og ændre sin farlige politik over for Iran?
Dr. Majid Rafizadeh er forretningsstrateg og -rådgiver, Harvard-uddannet, pol. scient., bestyrelsesmedlem ved Harvard International Review og præsident for International American Council on the Middle East. Han har forfattet flere bøger om islam og amerikansk udenrigspolitik.