EU’s største innovationssatsning har stor tillid til den fynske robotklynge

Den fynske robotklynge er topscorer i EU-midler til robotinnovation, viser en ny rapport. Teknologisk Institut i Odense placerer sig som nummer et af alle 362 institutioner i Europa, der modtager EU’s investeringer i robotinnovation.

Det er lykkedes den fynske robotklynge at lægge sig helt i toppen, når det kommer til at få tildelt EU-midler til europæiske robotprojekter.

Det viser en ny rapport foretaget af konsulentfirmaet Grøn/Bruun.

– Det er helt fantastisk, at den fynske robotklynge har så stærk en tilstedeværelse i et europæisk forsknings- og udviklingsmiljø, siger Mikkel Christoffersen fra Odense Robotics og tilføjer:

– Det understreger, hvor stærk en position klyngen har som internationalt centrum for robotteknologi.

Horizon 2020 er EU’s største forsknings- og innovationsprogram, der skal være med til at sikre Europas globale konkurrenceevne.

Ud af de 253,4 millioner euro, svarende til 1,89 milliarder danske kroner, som Horizon 2020- programmet har uddelt som støtte til europæiske robotprojekter, har Danmark fået tildelt 131,1 millioner kroner, hvilket er en syvendeplads i forhold til totale beløb, men en førsteplads, hvis man kigger på det i forhold til antallet af indbyggere.

Danmarks stærke evne til at tiltrække forsknings- og udviklingsinvesteringer i robotinnovation er især trukket af Teknologisk Instituts robotteknologicenter i Odense. Instituttet har fået investeringer for 89,7 millioner kroner og indtager dermed førstepladsen blandt alle 362 europæiske institutioner, der får Horizon 2020-investeringer til robotteknologisk udvikling.

LÆS OGSÅ:  Læger på Rigshospitalet implanterer det første kunstige hjerte i Danmark

Igennem de EU-projekter, Teknologisk Institut har tiltrukket, er mere end 20 danske virksomheder blevet involveret i europæiske samarbejder.

– Danske virksomheder fortjener at få adgang til den bedste robotforskning i Europa. Det har vi sat os i spidsen for at bringe ud til det danske erhvervsliv, og samler derfor de bedste innovatører og topforskere fra hele Europa i projekter, der kommer danske virksomheder til gode, siger Kurt Nielsen, der er centerchef på Teknologisk Institut.