Evigt ejes kun det tabte

Ordene er ikke mine, men de er lyriske, og de er dels forfatteren Henrik Ibsens, og dels titlen på den første erindringsbog, som politikeren Povl Heinrich Riis-Knudsen skrev om sin familiesaga. Bogen udkom i 2020 på forlaget Mellemgård, så det er en lidt sen anmeldelse jeg bringer.

Når jeg vælger at gøre det, så er der mere end en årsag. Dels er den velskrevet, og dels beskriver den et for mig jomfrueligt politisk område uden filter, og uden den politiske korrekthed, der ellers præger beskrivelsen af det miljø, der ikke anså Johannes G Sørensens 4. maj aftenbudskab som en befrielse, snarere tværtimod.

Riis-Knudsen var en anerkendt og respekteret dansk slægt med både en velanskreven teaterdirektør fra Dagmarteatret og en godsbesidder ud i det jyske blandt anerne, men også en SS Hauptscharführer, der valgte at gå i tysk krigstjeneste. Sidstnævnte blev far til bogens forfatter, den nu 76-årige Povl Heinrich Riis-Knudsen. Han er født 4 år efter krigen.

Forfatterens forældre var hverken ledvogtere i Auschwitz eller blandt dem, der rev neglene ud på tilfangetagne modstandsfolk. De var rent faktisk almindelige danskere af kød og blod, som af familiære eller ideologiske årsager havde valgt det, der på grund af Hitlers storhedsvanvid, blev tabersiden af 2. verdenskrig.

Forfatterens beskrivelse af efterkrigstiden i et Danmark på landet er nærmest en fortælling om et land, der var, mere end et land der er. For en opvækst uden elektricitet, motorveje, 9 km cykelvej til skole, og landsbysamfund med vareknaphed, det ligger langt fra det tag-selv-bord, vores samfund har udviklet sig til.

Opvæksten var ikke specielt politisk orienteret før engang hen i 1960erne, for det primære var at få dagen og vejen til at hænge sammen økonomisk. Hukommelsen om skolegang, hverdag og fest er fotografisk erindringsmæssigt, hvilket burde have fået langt flere litteraturanmeldere på banen. Men, forfatterens non grata status har formentlig gjort udslaget.

Hvad der forekommer mest interessant, er forfatterens syn på den enkeltperson, der både formede hans forældres liv, men senere da han i 1970 dannede DNSU, Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom, også hans eget, Adolf Hitler.

Det er lidt paradoksalt, at forfatteren, der senere blev den mest indflydelsesrige nationalsocialistiske leder i Europa, nærmest afskyr grundlæggeren af bevægelsen.

Hitler er godt nok den, der har stået fadder til åndsuniverset, men han er også den største synder ikke kun mod sit eget folk, men også mod Danmark og de øvrige europæiske lande, hvis integritet og egenart han så stort på, og lod besætte. Det er forfatterens konklusion.

Hitler forrådte sit eget folk og trak dem i afgrunden, hvilket er faktuelt. Tysklands bedste blod ligger 7 alen under på østfronten i den tofrontskrig, Føreren havde forsværget efter 1. verdenskrig. Det er Riis-Knudsens ord.

Det er nærmest befriende læsning, at også en nationalsocialist er klart tænkende på det punkt. Nazismens ødelæggelser erkendes, nazismens fejltrin både mod menneskeheden og især mod jøderne, men forfatteren har nogle sammenligninger i forhold til kommunismens forfærdeligheder, og til de amerikanske fejltrin, som er udmærkede at parallelisere med og blive klogere på.

Havde forfatteren slægtet sin apolitiske mor mere på, er det min opfattelse, at Riis-Knudsen kunne være blevet en af Danmarks ledende nationalkonservative tænkere, og ganske givet også en leder. Men, skæbnen ville det anderledes.

Alt i alt en bog man ikke slipper før sidste side er nået omkring side 500. Næste og sidste led i sagaen skulle være i støbeskeen.