Gårsdagens Facebook-opslag om den unævnelige ideologi, som magthaverne fra Washington, til Bruxelles, Davos og København vil have os til at elske, vakte en del interesse. Der var mange kommentarer og delinger, og derefter blev opslaget fjernet med henvisning til, at der var tale om hadetale, og jeg fik 24 timers karantæne.
Det er således ikke bare mig, der er blevet censureret, men også de mange, der ville diskutere.
Hvis politikerne ville gøre noget ved meningscensuren, ville de kunne. Men den kommer dem godt tilpas, og derfor har de valgt at uddelegere den til bl.a. Facebook, så de selv kan stå med rene hænder.
Jeg har overvejet helt at opgive Facebook, men det ville være en tung beslutning, idet jeg i mange år ikke har kunnet få noget optaget i en avis, selv om jeg engang var chefredaktør for en af dem. Desuden ville det indebære et farvel til mine 8.498 venner og følgere. Måske ikke noget særligt, men trods alt en del.
Jeg har derfor besluttet at prøve noget andet. Hvis jeg skriver noget, som jeg fornemmer kommer profeten eller hans danske klakører og hjælpere på tværs, eller noget andet farligt, vil jeg publicere det andre steder og nøjes med at henvise til det fra Facebook, indtil det også bliver forbudt.
Uanset hvad, og uanset om jeg en dag bliver helt fjernet fra Facebook, vil man kunne læse mine bidrag på document.dk og som regel på snaphanen.dk. Der vil man også kunne læse det opslag, som Facebook forbød.
Det er for resten tankevækkende, at magthaverne med deres censur netop har bekræftet indholdet af det opslag, som de ville undertrykke. Men sådan er det jo i totalitære regimer: Hvis man vil vide, hvem der har magten, skal man bemærke, hvem man ikke må kritisere. Om det er i Kina, Rusland eller Danmark, forvises afvigende meninger og ubelejlige oplysninger i stigende grad fra den åbne debat og tvinges til at gå under jorden. Resultatet bliver, at stadigt færre tror på, hvad der bringes i de tilladte medier.
Det går godt en vis tid, indtil det pludselig ikke går så godt.