Det fremføres ofte, at eftersom Facebook er en privat virksomhed, kan de censurere, som de ønsker.
Af Judith Bergman– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Facebook og de andre IT-giganter, såsom Google, YouTube (et datterselskab under Google) og Twitter, kontrollerer imidlertid informationsflowet på internettet i en sådan grad, at de – som virtuelle monopolvirksomheder – er blevet til vore dages ‘offentlige torv’. Det er en udvikling, der gør dem til langt mere end blot private virksomheder, og der påhviler dem et særligt ansvar: Dem, der ikke længere kan ytre sig på Facebook og Twitter, har i virkeligheden ikke længere fuld ytringsfrihed.
Regeringerne har altid vidst, at ytringsfriheden kan kontrolleres på de sociale medier – der er ingen internetfrihed i lande som Kina og Rusland. Vestlige regeringer har dog også i årevis kontrolleret praktiseringen af ytringsfrihed på nettet – med det erklærede formål at bekæmpe såkaldt ‘hadefuld tale’. Kontrollen over ytringsfriheden har taget form af et ‘samarbejde’ med internetgiganterne – Facebook, Google, Twitter og YouTube – om frivillige initiativer, såsom EU’s “adfærdskodeks om bekæmpelse af ulovlig hadefuld tale på internettet“. Ifølge adfærdskodekset skal de sociale mediegiganter optræde som censorer på vegne af EU og inden for 24 timer fjerne indhold, der anses for at være “ulovlig hadefuld tale”.
Denne kontrol over ytringsfriheden har også medført national lovgivning, som Tysklands censurlov fra 2018. Ifølge loven skal sociale medieplatforme slette eller blokere enhver påstået “strafbar handling” på nettet, såsom bagvaskelse, nedsættende tale eller opvigleri, inden for 24 timer efter modtagelsen af en klage fra en bruger. Hvis platformen ikke gør det, kan den tyske regering give dem en bøde på op til 50 millioner euro for at have overtrådt loven.
To nye initiativer vil sandsynligvis intensivere den regeringsstyrede censur på internettet.
I Frankrig har en nylig regeringsrapport om Facebook, som præsident Emmanuel Macron havde bestilt, opfordret til øget regeringstilsyn med de sociale mediegiganter. Det nye ’tilsyn’ inkluderer, at en “uafhængig tilsynsmyndighed” kan overvåge, hvordan Facebook håndterer påstået hadefuld tale. Rapporten opfordrede endvidere til love, der giver den franske stat tilladelse til at undersøge og udstede bøder til sociale netværk, der “ikke tager ansvar” for indhold, som brugere lægger ud på deres internetsider. Franske embedsmænd tilbragte seks måneder hos Facebook for at overvåge deres politikker. I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten konkluderede de: “Den utilstrækkelige og manglende troværdighed af den selvregulerende tilgang hos de største platforme retfærdiggør en offentlig indgriben for at pålægge dem et større ansvar”.
Frankrigs parlament debatterer for tiden lovgivning, der vil give en sådan ny ‘uafhængig myndighed’ magtbeføjelser til at give tech-virksomheder bøder på op til 4% af deres globale indtjening, hvis de ikke gør nok for at fjerne ‘hadefuldt indhold’ fra deres netværk. “Jeg håber, at det [det franske forslag] kan blive en model, der kan bruges i hele EU”, sagde Mark Zuckerberg efter et møde med Macron for nylig.
Den 15. maj vedtog[1] 17 lande[2], Europa-Kommissionen og 8 større tech-virksomheder[3] aftalen Christchurch Call to Action [Christchurch Opfordring til Handling] i Paris. Aftalen, hvis initiativtagere var Frankrig og New Zealand, er navngivet efter terrorangrebet mod to moskeer i Christchurch i marts måned, hvor 51 muslimer blev dræbt. På Christchurch Calls internetside kan man læse følgende:
“Christchurch-opfordringen er en aftale mellem regeringer og tech-virksomheder om at fjerne terroristisk og voldeligt ekstremistisk indhold på nettet. Aftalen bygger på en overbevisning om, at et frit, åbent og sikkert internet giver samfundet ekstraordinære fordele. Respekten for ytringsfrihed er fundamental. Ingen har dog ret til at skabe eller dele terroristisk og voldeligt ekstremistisk indhold på nettet.
“Opbakningen til Christchurch-opfordringen i Paris er kun det første skridt. Vi opfordrer nu andre lande, virksomheder og organisationer til at slutte sig til os.”
USA har ikke underskrevet aftalen. Det Hvide Hus skriver i en officiel erklæring:
“Vi er fortsat proaktive i vores bestræbelser på at bekæmpe terroristisk indhold på nettet, altimens vi også fortsat respekterer ytringsfriheden og pressefriheden. Vi fastholder endvidere, at det bedste redskab til at bekæmpe terroristisk tale er frugtbar tale, og vi understreger derfor vigtigheden af at fremme pålidelige, alternative fortællinger som det primære middel, hvormed vi kan bekæmpe terroristiske budskaber.”
Som det fremgår af den amerikanske erklæring, er problemet med disse regeringsstyrede tilskyndelser til mere censur til bekæmpelse af “terroristisk og voldeligt ekstremistisk indhold på nettet”, hvor grænsen skal trækkes for, hvad der udgør “hadefuld tale”, og i hvilket omfang sådanne tilskyndelser kan ske uden at krænke borgernes ret til ytringsfrihed. I Europa bruges love mod hadefuld tale i stigende grad til at lukke munden på borgere, der er uenige med regeringens indvandringspolitik.
Påstanden om at forhindre udbredelsen af terroristisk indhold er også blevet brugt som en undskyldning i forsøget på at lukke munden på politiske modstandere, som eksempelvis Marine Le Pen, partilederen i Rassemblement National (National Samling), tidligere kendt som Front National. Hun er blevet tiltalt for at sprede “voldelige budskaber, der tilskynder til terrorisme eller pornografi eller i alvorlig grad krænker den menneskelige værdighed”, og hun står til at kunne få tre års fængselsstraf og en bøde på måske 75.000 euro (560.000 kr.). Hun havde i 2015 tweetet billeder af uhyrligheder begået af Islamisk Stat i Syrien og Irak, og det kunne ses af mindreårige. På et af billederne så man kroppen af James Foley, den amerikanske journalist, der blev halshugget af IS-terrorister, mens de andre billeder viste en mand i en orange fangedragt, der blev kørt over af en kampvogn og en mand, der blev brændt levende i et bur.
I Danmark delte en fremtrædende islamkritiker, Jaleh Tavakoli, en dansk-iransk blogger og forfatter til bogen Islams Offentlige Hemmeligheder, en video på nettet af IS-terroristers mord på to unge skandinaviske kvinder i Marokko. Ikke nok med, at Tavakoli blev sigtet for at dele videoen, hun blev også truet med, at staten ville tage hendes plejedatter fra hende. Tavakoli forklarede, at hun delte videoen, fordi internationale medier berettede, at den danske kvinde havde fået skåret hovedet af — mens tilsvarende information ikke blev bragt i de danske medier. Hvordan skal borgerne overhovedet kunne tale om islamisk terrorisme – eller nogen form for terrorisme – hvis regeringerne kriminaliserer mennesker, der lægger information ud om de uhyrligheder, som sådanne terrorister begår?
Samtidig ser de forskellige underskrivere af Christchurch Call to Action ud til at have forskellige syn på, hvad der overhovedet er terror, hvilket yderligere vanskeliggør en definition af, hvad der forstås ved ‘terroristisk indhold’. Storbritanniens beslutning tidligere i år om at forbyde Hizbollah i sin helhed, står for eksempel i stærk kontrast til resten af EU, der i 2013 kun betegnede Hizbollahs “militære gren” som en terrororganisation, efter Hizbollah havde udført et terrorangreb i juli 2012 i Burgas i Bulgarien. Under angrebet blev fem israelske turister og deres lokale buschauffør dræbt, mens 32 andre blev såret. Indtil da havde EU slet ikke anset Hizbollah for at være en terrororganisation. USA havde allerede betegnet Hizbollah som en terrororganisation i 1997.
Når alt det ovenstående tages i betragtning, er det umuligt ikke at iagttage disse nye regeringsstyrede forsøg på begrænsning af ytringsfriheden, hvor velmente de end måtte være, med den allerstørste bekymring for ytringsfrihedens fremtid.
Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk kommentator, er Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.
[1] Kun 9 af landene og Europa-Kommissionen var fysisk tilstede ved mødet den 16. maj.
[2] Australien, Canada , Frankrig, Tyskland, Indonesien, Indien, Irland, Italien, Japan, Jordan, Holland, New Zealand, Norge, Senegal, Spanien, Sverige og Storbritannien.
[3] Amazon, Daily Motion, Facebook, Google, Microsoft, Qwant, Twitter og YouTube.