Haslevvej, Ringsted
Kl. 14.08 fredag rykkede ambulancepersonale og politiet ud til et alvorligt færdselsuheld, hvor en lastbil og en ”Tuk-tuk”-knallert var involveret. Lægehelikopteren var også fløjet til uheldsstedet, hvor en svært tilskadekommen mand lå på vejen.
Lægepersonale måtte dog konstatere, at han havde pådraget sig så svære kvæstelser, at han var afgået ved døden som følge af påkørslen. Uheldsstedet blev afspærret, medens politiet sammen med en tilkaldt bilinspektør undersøgte uheldsstedet og de involverede køretøjer.
Politiet kunne efterfølgende foreløbigt konkludere, at en 60-årig mand fra Ringsted kørte i en lastbil ad Haslevvej mod nord kort før Eskemosevej/Tolstrupvej, da føreren af ”tuk-tuk”-knallerten, der også kørte i nordlig retning på cykelstien, pludselig kørte mod venstre og ud på kørebanen.
Lastbilchaufføren kunne ikke undgå påkørsel af knallerten, således at føreren blev kastet ud af ”tuk-tuk”-knallerten som følge af sammenstødet.
Den afdøde knallertkører viste sig at være en 84-årig mand fra Ringsted, hvis pårørende er underrettet om sagen. Politiets undersøgelse var afsluttet kl. ca. 15.30, hvorefter vejen blev åbnet for trafik i begge retninger.
Politiet skal nu sammen med en læge kigge nærmere på den 84-årige for at få afklaret, om f.eks. et ildebefindende kunne være medvirkende årsag til den 84-åriges ændring i færdselsretningen inden sammenstødet med lastbilen.