Danskere, der har mærket pengene fosse ud af tegnebogen på grund af skyhøj inflation, må væbne sig med tålmodighed. Tidligst i 2026 vil det fald i reallønnen, som næsten alle har oplevet sidste år, blive indhentet. Eller med andre ord: Først i 2026 kan en dansker igen få de samme varer for sin løn, som han kunne i 2021, skriver Børsen.
”Sådan lyder i hvert fald den dystre spådom fra Nationalbanken, der har fremlagt ny prognose for dansk økonomi onsdag.
Det står i skarp kontrast til meldingerne fra fagbevægelsen i kølvandet på de store overenskomster på det private arbejdsmarked, som er blevet indgået dette forår. Her var meldingen, at allerede hen mod slutningen af 2024 kunne reallønnen være lappet sammen igen efter inflationsbomben sidste år.
Men selvom lønnen stiger kraftigt i år og næste år, spår Nationalbanken også høj inflation – delvist udløst af netop de høje lønninger, der vil tvinge virksomhederne til at sætte priserne yderligere op. I år vil lønnen stige 4,7 pct. i fremstillingsvirksomhederne, men priserne vil samtidig stige 4 pct., så størstedelen af lønstigningen bliver spist”.