Site icon 24NYT

Falliterklæring for det danske velfærdssamfund

Mette F. har i sin tale til danskerne helgarderet sig ved at understrege, at der i den epidemisituation, Danmark står i, vil blive begået fejl. Og fejl er ganske rigtigt blevet begået hele vejen igennem.

Til at begynde med har sundhedsmyndighederne reageret for sent og for svagt på coronakrisen. I december 2019, da nyheden om coronaudbrud i den kinesiske Wuhan-provins nåede Danmark, fandt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, det ”usandsynligt”, at coronavirussen ville komme til Danmark. En uge senere sagde han, at man var ”på forkant” med en eventuel epidemi.

Sidst i februar sagde flere fremtrædende læger, bl.a. på Statens Serum Institut, at der ikke var nogen risiko forbundet med at tage på ferie i Italien og Østrig, som var europæisk epicenter for coronasmitten. De afviste alle de mest negative spådomme som ”skudt langt over målet” og negligerede faren ved coronavirussen.

Den dag i dag er både regeringen og sundhedsmyndighederne bagefter epidemiudviklingen.

Coronakrisen har eksponeret den manglende beredskabskapacitet i det danske sygehusvæsen. Når antallet af testede danskere er på det sidste begyndt at falde, betyder det ikke, at epidemien er ved at aftage, men er udtryk for, at der er mangel på test.

Mangel på reagenser til test, testudstyr, ressourcer og kapacitet over hele landet har fået flere regioner til at stoppe alle coronatest af sundhedspersonale. Det skyldes forsyningsproblemer og et stort pres på kapaciteten, skrev Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Statens Serum Instituts faglige direktør, Kåre Mølbak, har sagt til Ekstra Bladet, at der kan ”blive problemer” med udstyr, hvis Danmark skal teste flere end 3.000 personer om dagen.

Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, har sagt i dagbladet Information, at sygehusvæsenet mangler mandskab til at gennemføre coronatest.

Testkapaciteten er begrænset”, bekræftede overlæge Bolette Søgaard, Sundhedsstyrelsen, over for Berlingske.

Indtil i går har Danmark i strid med WHO’s anbefalinger kun testet alvorligt syge med coronasymptomer.

Indtil i går har både danske (bl.a. PentaBase i Odense) og udenlandske (primært sydkoreanske) leverandører af testudstyr henvendt sig til sundhedsmyndighederne med hjælp og testudstyr, men hver gang var svaret ”nej tak”.

Teststrategien har helt klart været forkert, for nu skifter Danmark sin coronastrategi – nu skal flere testes.

Regeringen og sundhedsmyndighederne stiller dermed danskerne et markant udvidet testberedskab i udsigt, men spørgsmålet er, om sundhedsmyndighederne kan levere på løfterne.

Myndighederne mangler at forklare, hvorfor man har ventet så længe med at skifte teststrategien. Og de mangler at forklare, hvordan man kan udvide testberedskabet i en situation, hvor man mangler alt – både testudstyr og ressourcer.

Danmark bryster sig af sin offentlige sektor med de mange ”dygtige” medarbejdere, men den måde, det offentlige håndterer coronakrisen på, er en eklatant falliterklæring for det danske velfærdssamfund.

André Rossmann

Exit mobile version