To ældre kvinder blev mandag snydt af svindlere, der udgav sig for at være fra banken. Begge kvinder bor i det vestlige Aarhus, og begge blev ringet op af en mand, som fortalte, at han var bankmand.
Ligesom i flere foregående tilfælde den forgangne uge, hvor ældre kvinder er blevet snydt, fortalte den falske bankmand, at kvindernes konto var blevet misbrugt, og at han derfor ville sende en medarbejder hen og hente deres kort.
Kort efter stod en anden mand i døren, og kvinderne udleverede både pinkode og kreditkort, hvorefter der blev hævet en del tusinde kroner fra kortene.
Østjyllands Politi er i fuld gang med at forsøge at finde frem til gerningsmændene, som står bag flere bedrageri-sager med præcis samme fremgangsmåde, hvor de målrettet går efter at snyde ældre kvinder.
Har du oplysninger om gerningsmændene, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114.